Soundtrack to the Pandemic

Midt i coronanedlukningen har de svenske progressive doom-metallere i Katatonia udgivet deres 11. studiealbum, City Burials. Det var måske ganske passende, for hvis der er nogen, som kunne lave et soundtrack til disse triste og selvisolerende tider, så var det vel de melankolske svenskere? Efter deres to første death-doom-album fra midt-90’erne har Katatonia med få afstikkere fulgt en sti mod stadig mere progressiv og melodisk doom-rock og dermed måske ligefrem forberedt sig på at levere underlægningsmusikken til en global pandemi?

Topprofessionelt, men kedeligt

Albummet åbner med ”Heart Set to Divide”, og den kan vi lige så godt kigge nærmere på med det samme, for den byder på nogenlunde samme vokalmelodi og nogenlunde enslydende riffs som resten af dette album. Jonas Renkses følsomme vokal starter ”løjerne”, og et godkendt, om end lidt snørklet, riff, der er længe om at udvikle sig, tager over. Det lyder godt og er professionelt lavet, men føles også lidt som at stikke tungen ud ad vinduet. Allerede næste sang, ”Behind the Blood”, minder så meget om den første, at man har svært ved at skille dem ad. Og det gælder ikke bare dette album, men i høj grad også meget af gruppens output de senere år, for eksempel 2016’s The Fall of Hearts.

Enkeltvis er de fleste sange såmænd fine nok, og at Katatonia er et topprofessionelt band, kan igen tage fra dem, men det samlede indtryk er bare så monotont. Hver eneste gang jeg har lyttet dette album igennem, tabte jeg koncentrationen og mistede interessen efter en tre-fire numre – og det uanset, hvor hårdt jeg forsøgte. Langsomt, men ubønhørligt begyndte jeg at tænke på noget helt andet end musikken: ”Hvor langt er vi egentlig nået i Vikings på HBO, og fik jeg nu købt gulerødder?”. Katatonia formår dermed at få det at lytte til metal til at minde smerteligt meget om danskundervisningen i gymnasiet, hvor man kæmpede en desperat, og i sidste ende håbløs, kamp for at holde sig vågen under gennemgangen af ”Guldhornene” eller diverse Michael Strunge-digte. Og det er vel næppe meningen?

Efterhånden som man bevæger sig igennem alle begravelserne i byen, tager man sig gang på gang i at udbryde: ”Så tag dig dog sammen, din flæbende mandsperson!” om Jonas Renkses monotone vokal og hans påtaget triste tekster. Der er dog lyspunkter: ”City Glaciers” for eksempel byder på godkendt stemning, fornuftige melodier og velafstemte effekter. Krydret med et rigtigt godt omkvæd er det et af få lyspunkter i den grå suppe, de har valgt at kalde City Burials. Et andet er den nærmest lystige ”The Winter of Our Passing”, der med sit 80’er-keyboard og hurtigere tempo er en næsten opløftende oplevelse. Dem er der dog ikke mange af, men det er jo så heller ikke meningen.

Hurra for tomheden

Siden de forlod deres death-doom-stil efter Brave Murder Day i 1996, har Katatonia med få undtagelser lavet formularisk og forudsigelig klynkerock, specialdesignet præcis til det, deres kernegruppe af fans forventer. City Burials kan således på ingen måde betegnes som andet end et produkt udviklet til en stramt defineret målgruppe. Viva Emptiness hedder et af bandets tidligere album, og det er en yderst passende beskrivelse ikke bare af bandet selv, men også det, denne anmelder føler, når der lyttes til City Burials. Gruppen af bands, der inden for mange af metallens utallige subgenrer udgiver stemningsfuld musik, som smukt og indlevende beskriver menneskets mørke og triste sider, er ganske stor. Katatonia hører desværre ikke længere med i denne gruppe.