Noget rører på sig i byens katakomber
Katatonia har om nogen ført en omskiftelig tilværelse. Fra de tidlige rødder i sludget doom over omfavnelsen af den mere strømlinede, progressive rock til deres nuværende post-metalliske udtryk med gotiske undertoner. På samme måde måtte gruppen gennem en lind strøm af udskiftninger i start-90’erne, inden man fandt sig til rette i nuværende formation. Denne gang er det så valget af pladeselskab, der står for skud. I kølvandet på langgaberen City Burials (2020) har kvintetten ophævet samarbejdet med Peaceville Records og i stedet sluttet op under fanerne hos mastodonterne Napalm Records. Hvor svenskerne selv varetog produktionen af forgængeren, er Sky Void of Stars i stedet udliciteret til ikoniske Jacob Hansen, der også varetager mix og audiomastering. Somme tider skal vi helt ned i dyndet, før vi atter kan række ud efter stjernerne…
Skibbruden på livets ocean med hverken kurs eller kompas
"We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars". Med Oscar Wildes berømte citat som inspiration har Katatonia rejst sig fra asken af City Burials. Forskellene er slående, ikke mindst takket være det drævende groove og den dragende dybde fra Daniel Moilanens trommer, der allerede fra første færd manifesterer sig på ”Austerity”. Det tilfører Sky Void of Stars væsentlig mere vita end dens navlepillende forgænger, og hvad Jonas Renkse savner i vokalvariation, opvejes i rigt mål af de hypnotiske harmonier, vi præsenteres for på de følgende skæringer. Her bør fremhæves ”Colossal Shade” med sine sprøde guitartoner og ”Opaline”, hvor Niklas Sandins brummende bas besnærer sanseapparatet.
Med samfulde sanser skærpet finder vi os selv skibbrudne i tilværelsens barske farvande. Vi fornemmer melankolien drive af dækket under ”Drab Moon”, mens Mikael Åkerfeldts indflydelse fra fordums tid resonerer i Jonas Renkses tungsindige klagesang. Siden saluteres førnævnte Wilde med et fængslende omkvæd samt skivens hidtil bedst forfattede riffs på velvalgte ”Author” efterfulgt af den mere skrøbelige komposition ”Impermanence”, der sværmer lidt for tilbageholdende om gruppens fundamentale doom-udtryk.
Efter endnu en tidstypisk crossover fremstår ”Atrium” anderledes nærværende med sin pulserende energi og dystre aura; nærmest i skærende kontrast til ”No Beacon To Illuminate Our Fall”, hvor den kryptiske lyrik og de tonstunge beats er gennemsyret af mekanisk tristesse. Herrens og for den sags skyld også Katatonias veje er uransagelige. Hvorfor i alverden afrundende ”Absconder” er valgt som bonustrack frem for en integreret del af pladen, ja, det må netop guderne vide. Hvorom alting er, sætter det dog et glimrende punktum med sit velproducerede instrumentalmix. Vi bukker og takker hr. Hansen for veludført dont.
Lyset for enden af tunnelen
Takket været den navnkundige danske lydsnedker sidder produktionen af Sky Void of Stars lige i skabet. Der opleves således langt mindre affekteret, selvbeskuende adfærd og væsentlig mere livlig autenticitet end på forgængeren. Det er tillige fristende at tilskrive det nyslåede samarbejde med Napalm Records rollen som det manglende kompas i navigationen ud af City Burials’ (ja, undskyld) katatoniske tågebanker. Med en hybrid mellem det gennemgående low-key groove samt dybden i trommer og guitar vedkender Katatonia sig sine rødder i doom-metallen, uden dog at gå på kompromis med den progressive post-metallinje, deres nuværende kernepublikum forventer sig af dem. Hvor byens begravelser blot attenderedes af den nærmeste familie, er sandsynligheden for at spotte nye ansigter i mængden denne gang overvejende. Når Katatonia lægger vejen forbi Amager Bio torsdag den 23. februar i selskab med islandske Sólstafir, får vi formentlig syn for sagen.
