Royal ... Run For Your Lives!
Nærværende anmelder kunne – i mere end én forstand – drage et lettelsens suk, da rammerne for Run For Your Lives og fejringen af Iron Maidens 50-års jubilæum blev offentliggjort i september 2024. Ikke alene havde briterne valgt at konstruere en sætliste eksklusivt bestående af materiale fra den gyldne æra 1980–1992 (læs: ingen Senjutsu!); de havde samtidig valgt at betro opvarmningstjansen til Halestorm på denne, første del af turnéen. En kærkommen mulighed for de amerikanske Grammy-vindere til at revanchere deres mildt sagt ujævne optræden på Copenhell 2023. Og nok så væsentligt – en velkommen afvigelse fra det øvrige galleri af supportnavne. Med andre ord: Ingen djævledans med Avatar, og ingen tredje tørn med Harris Jr. og resten af The Raven Age. Karavanen drog ud fra Budapest den 27. maj og har siden bevæget sig målrettet nordpå. Pinsemandag gjorde den så holdt i hovedstaden som sjette stop på ruten – og hvilken dag at vælge! Alt imens Royal Run havde forvandlet byen til et logistisk mareridt, blev arenaen i Ørestad samlingspunkt for et helt andet løb: et kapløb med selve tiden. Med historiens vingesus. Med jernalderens uforgængelige ekko. Og med Maiden helt i front.
Halestorm
Royal koger (ikke)
Vist var salen pakket til bristepunktet, men det var næppe for at hylde Halestorm. »Undskyld, men er I til rockkoncert eller på familieudflugt?« kunne man med rette have spurgt størstedelen af fremmødet, der til forveksling lignede en flok åndsfraværende fritidsmotionister på afveje. Det lod kvartetten fra Pennsylvania sig nu ikke mærkbart slå ud af. Badet i blodrød lyssætning og bakket op af et bastant 4x4 Marshall-setup, entrerede altid karismatiske Lzzy Hale scenen – iført nittebeklædt boksekåbe og en bitchin’ attitude, der kunne få selv Rocky til at træde et skridt baglæns. Hale hamrede os hurtigt et drøjt vokalhug med åbningsnummeret ”Fallen Star” hentet fra det kommende album Everest. Og mens I Miss the Misery sædvanen tro fungerede som lakmusprøven for stemmebåndenes tilstand (spoiler alert: de fejlede absolut intet), måtte hun altså arbejde intensivt for at vinde massernes gunst.
Fem tag fra toppen
Halestorm leverede mandag aften noget så usædvanligt som fem numre fra et album, der først udkommer den 8. august. Og Everest tegner allerede nu aldeles lovende – som en foreløbig kulmination på bandets lyd, blot med større teatralsk tyngde og endnu højere kompositoriske ambitioner. ”WATCH OUT!” bragte fornyet energi, mens både singlehittet ”Darkness Always Wins” og ”Rain Your Blood On Me” blev leveret med både nerve, nærvær og knusende kontrol. Det hele båret frem af Lzzys scenedominans og vokale spændvidde – imponerende, ikke mindst i lyset af, at gentagne opfordringer til fællessang og callbacks druknede i kollektiv Maiden-apati. Til gengæld fortjente Hale og Co. stor hæder for at holde dampen oppe trods et publikum, der mest klappede af høflighed.
No rest for the wicked
Næh, det var tydeligt, man ikke blot var kommet for at varme op – man brugte scenetiden som et manifest: Mere end 25 år inde i karrieren står Halestorm stærkere end nogensinde. På bagkant af den obligatoriske trommesolo signeret af lillebror Arejay Hale – komplet med oversize trommestikker og lyserød manke – sikrede højoktane leverancer af både ”Back From the Dead” og ”Mz. Hyde” regulær opstramning inden finalen. Med titelnummeret ”Everest” som udgangsreplik blev der peget direkte mod fremtiden – både i retning af den kommende udgivelse og den efterfølgende headlinerturné, der rammer Den Grå Hal til oktober. Her får vi forhåbentlig genhør med publikumsfavoritter som ”Wicked Ways” og ”I Get Off”, der i aftenens anledning glimrede ved deres fravær. Det ændrer imidlertid ikke på oplevelsen af, at Halestorm, på trods af et halvlunkent publikum leverede en koncentreret, velspillet og vokal ekstravagant magtdemonstration. Måske deres bedste – til dato – på dansk grund!
Sætliste:
1. Fallen Star
2. I Miss the Misery
3. Love Bites (So Do I)
4. WATCH OUT!
5. Darkness Always Wins
6. Familiar Taste of Poison
7. Rain Your Blood On Me
8. Drum Solo
9. Back From the Dead
10. Mz. Hyde
11. Everest
Iron Maiden
Fra apati til armé: Royal Arena rejser sig
Hvis man under opvarmningen havde frygtet, at Royal Arena var blevet et hospice for stakåndede NWoBHM-fædre, blev de bange anelser hurtigt manet til jorden. Klokken var lige passeret 20:53, da UFO’s “Doctor Doctor” sivede ud af højttalerne og signalerede, at aftenens hovedforestilling kunne tage sin begyndelse. Herfra var der ingen slinger i valsen, og i løbet af de næste par timer cementerede de aldrende briter deres status som en af metallens største og vigtigste institutioner. Inden det nåede så vidt, blev vi under ouverturen “The Ides of March” nænsomt guidet gennem en stribe stemningsmættede videomontager: først Londons snævre, skumle gyder, siden et mareridtsagtigt tableau over Paris, hvor Eiffeltårnet rejste sig i et rødgrønt skær. Og da bandet trængte igennem mørket med “Murders in the Rue Morgue” – ikke spillet live i Danmark siden 2005 – brød intensiteten ud i lys lue. Royal Arena var som ved et trylleslag forvandlet fra slumrende sovesal til samspilsparat, syngende armé.
G(l)emte klassikere
Med sætlisten i hånden var det tydeligt, at denne Legacy of the Beast-aflægger – nu rebranded som Run For Your Lives Tour – var skabt med fanservicen i centrum. ’I hjertet gemt, men aldrig glemt’ kunne have tegnet overskriften, for sjældent har man set en så velbalanceret sammensætning af fjernarkiverede deep cuts og ikoniske stadionbaskere. Maiden fik publikum til at eksplodere i euforisk genkendelsesglæde og fællessang fra første strofe. “Wrathchild” og “Killers” blev således leveret med aggressiv elegance, hvor iscenesættelsen af verdens velsagtens lettest genkendelige metalmaskot illustrerede, at det legendariske orkester stadig mestrer metallisk teater som kun få andre. En ekstra dimension tilføjedes, da Bruce Dickinson introducerede trommeslager Simon Dawson, der på fornem vis erstattede pensionerede Nicko McBrain. Bandet leverede med en energi og et overskud, man ikke forventer af et orkester med 50 år på bagen. Dave Murray, trods sine 68 år, udstrålede ungdommelig fandenivoldskhed, mens Steve Harris’ bundsolide basgange kørte showet frem som en panserkrydsers maskinrum. “Rime of the Ancient Mariner” var blandt aftenens mest dramatiske højdepunkter – et næsten 14 minutter langt epos, fremført med både præcision og patos. Da Union Jack blev erstattet af Dannebrog under “The Trooper”, nåede jubelen nye højder. Og selvom jeg i årevis har foretrukket “Hallowed Be Thy Name” fortolket af Cradle of Filth, måtte jeg denne aften bøje mig. Dickinsons stemme svigtede kun svagt under “Run to the Hills”, men leverede ellers en overbevisende præstation, der gav nyt liv til klassikerne.
Et triumftog i bakgear
Efter “Iron Maiden” lukkede hovedsættet, gik tæppet kortvarigt, inden båndet med Churchills historiske tale banede vejen for det noget nær perfekte encore-sæt: “Aces High” kom stormende ind under simuleret maskingeværild, inden Dickinson, nu i sort frakke og høj hat, med sine grånede lokker løst, udæskede publikum under “Fear of the Dark”. At afslutte med “Wasted Years” var næsten komisk perfekt. Lukkeren indfangede bittersødt følelsen af at have været vidne til noget stort, der næppe kommer til at gentage sig. Selve scenografien, der strakte sig fra victoriansk gotik over krigshistorisk nostalgi til horror-kitsch, udgjorde en visuel tour de force i brobygningen mellem nu og da. Ja, der kunne skrives mange (flere) ord om Iron Maiden – og med rette. Ikke blot fordi sættet bød på numre, der ikke havde set dagslys i årtier, eller fordi bandet spillede med enorm energi. Men fordi Maiden leverede et show, der transcenderede genrens rammer: en fest, hvor publikum og band forenedes i kærligheden til metallens uforglemmelige år. Bevares, vi lykkedes måske lige knap med at emulere Rio anno 2001. Men havde vi netop været vidner til årets bedste liveoplevelse, måske endda den bedste med Maiden på dansk grund i årtier? Jeg tror det – ja, det må det være!
Sætliste:
”Doctor Doctor” (UFO, båndet coverversion)
”The Ide of March” (båndet ouverture)
1. Murders in the Rue Morgue
2. Wrathchild
3. Killers
4. Phantom of the Opera
5. The Number of the Beast
6. The Clairvoyant
7. Powerslave
8. 2 Minutes to Midnight
9. Rime of the Ancient Mariner
10. Run to the Hills
11. Seventh Son of a Seventh Son
12. The Trooper
13. Hallowed Be Thy Name
14. Iron Maiden
ENCORE:
”Churchill’s Speech” (båndet ouverture)
15. Aces High
16. Fear of the Dark
17. Wasted Years
”Always Look on the Bright Side of Life” (Monty Python, båndet coverversion)
