Illdisposed spiller koncert i Posten, Odense C .
Illdisposed - Sense The Darkness

Sense The Darkness

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Efter blot et års pause er mr. Summer og resten af Illdisposed tilbage med deres tolvte album. Skiven lyder navnet Sense the Darknes og byder i bedste stil på brutal dødsmetal, som kun Illdisposed kan levere det.

Det er efterhånden 19 år siden, at Illdisposed første gang gjorde sin entre på dødsmetalscenen med Four Depressive Seasons. En skive som var med til at bringe døden til den danske scene, og som var med til at give Illdisposed en plads blandt de mest brutale dødsmetalbands. Siden da er det næsten kun gået en vej, og i dag er Illdisposed et af de største bands på den danske metalscene. Idéen bag bandets nyeste udspil Sense the Darkness har, ifølge det medsendte pressemateriale, været at genfinde sig selv, og skabe det mest brutale Illdisposed album siden The Prestige fra 2008. En opgave som jeg langt hen af vejen synes er lykkedes for bandet.

Første nummer på skiven "Sense the Darkness" minder på sin vis lidt om åbningsnummeret fra 1-800-Vindication "I Believe in Me", hvor lyden er lav og guiaterne dæmpede, hvorefter nummeret åbner sig, og den klassiske Illdisposed lyd tager over med et for skiven hurtigt, teknisk tempo, gode breaks og Summer growler derudad. Et ganske godt åbningsnummer, som minder meget om numrene fra både den nævnte 1-800-Vindication men også de to nyeste skiver To Those Who Walk Behind Us og There is light (but it’s not for me). Nummeret har et meget moderne dødsmetalpræg, og er teknisk veludført.

Med næste nummer "Eyes Popping Out" tager Illdisposed os med tilbage til The Prestige albummet og længere endnu. Dette nummer lyder som om, at bandet fuldstændig har glemt sine sidste to skiver, og udelukkende fokuserer på de klassiske 90’er dødsdyder. Summers growl er på nummeret meget forvrænget, og minder utrolig meget om vokalarbejdet på den første skive Four Depressive Seasons. Den klarhed i growlen som trods alt er at finde på nyere skiver er helt væk, og Summer nærmest brøler sine indre dæmoner ud hele vejen igennem. Kan her ikke lade være med at tænke på den ene vokal fra Dying Fetus, som også har denne type forvrænget lyd. En anden ting som jeg især lægger mærke til ved det nummer, er guitaren. Midtvejs gennem "Eyes Popping Out" kommer der en guitar solo, som jeg først synes er fuldstændig malplaceret, men som jeg efter et par gennemlytninger er blevet ret vild med, og som for mig er med til at gøre netop dette nummer til et af skivens bedste.

De tre efterfølgende numre er klassiske Illdisposed numre, og track 4 starter, som det efterhånden er blevet kutyme for mindst et af numrene, med et par linjer fra en dansk spillefilm. Skivens sjette nummer "I am Possesed" minder i formen, utrolig meget om "Sunday Black" fra There is light (but it’s not for me) skiven. Vokal, trommer, guitar og breaks minder meget om hinanden, hvilket også gør sig gældende på næste nummer "Too Blind To See", hvor riffet godt kan minde om det fra "A Child Is Missing". Et træk, som gør sig gældende ved mange af Sense the Darkness numre. Det virker som om, at de fleste er numrene er skrevet på skelettet af gamle numre, og så sat i en moderne lydmæssig kontekst med et mere teknisk touch. Hele vejen igennem trækker Illdisposed på deres bagkatalog, men hvor de på de foregående skiver kun så et enkelt eller to år tilbage, trækker bandet denne gang på elementer fra hele bagkataloget, og helt tilbage fra starten i 90’erne. Dette giver både en mere brutal og kompromiløs lyd end tidligere skiver, og man sidder og bliver helt nostalgisk, når man kan sidde og mindes den gamle 90’er død. Det gør dog også, at skiven i mine øjne, kommer til at mangle den melodiske dimension, som de sidste albums fra posen har indeholdt. Samtidig kan jeg ikke lade være med at føle, at skiven er gammel vin på nye flasker. Lyden har fået et moderne tvist, men opbygningsmæssigt er det meget af det samme.

Resten af skiven kører i det tunge og brutale Illdisposed tempo med breaks, og intet kan stå i vejen for subwoofer Summers og resten af bandets brutale fremmarch, hvilket nummeret "War" er en god indikation på. Ud over de nævnte "Sense the Darkness", Eyes Popping Out" og "I am Possesed", er det "War" og det sidste nummer "Desire", som efter min mening er skivens bedste.

Alt i alt må jeg sige, at jo mere jeg hører Sense the Darkness, des mere glad bliver jeg for skiven. Illdisposed har på skiven genfundet sig selv, og det er efter min mening, bandets mest brutale siden The Prestige. Væk er det melodiøse og eksperimenterende. Der er kun den brutale død. Det kan umiddelbart virke som om, at bandet er gået lidt i stå, og følger de sikre stiger, men jeg må sige, at det virker sgu. Bandet formår at udvikle lyden fra 90’erne døden, og give den et moderne, teknisk præg, og det er lang tid siden at Illdisposed har leveret et niveau, som på Sense the Darkness.

Her er mit absolut yndlingsnummer fra skiven, Eyes Popping Out:

Tilføj kommentar