Aalborg Metal Festival
Et par spændende dage fyldt med godt tråd og buldrende trommer, står lige for døren! Er du klar?
Aalborg Metal Festival er så småt begyndt. Gør dig klar til en weekend fyldt med med metal og rock, festlige stunder og masser af bajer!
Dørene til festivalen åbner fredag den 5. november 2021 kl. 14.00. Det er en betydningsfuld og festlig dag for metalheads i Aalborg, men også for alle dem, der er kommet til byen andesteds fra for at opleve metal- og rockkoncerter. Der er en del, som er kommet, og folk valfarter til i bidder i løbet af de næste par dage. Ude foran Studenterhuset, hvor festivalen afholdes, er der opstillet en pølsebod, så man kan få en rød pølse med brød og tilbehør. Mere jysk bliver det sgu ikke. Inde i koncertsalen er der en bar nede i enden, hvor man kan fryde ganen med kolde forfriskninger. Ligeledes er der en bar inde i caféområdet på Studenterhuset, hvor man både kan få vand, bajer, kaffe, sodavand og andet drikkelse.
Fredag den 5. november 2021:
Gabestok kl. 16:00
Aalborg skal i gabestokken
Det er fredag den 5/11, og for de fleste i Danmark står weekenden lige for døren. Men for en skare af mennesker, ja metalheads, er det en yderst mærkbar dag. På Studenterhuset i Aalborg Midtby afholdes der Aalborg Metal Festival. Gabestok er det andet band, som går på. Folk valfarter roligt til koncertsalen, og den er tilpas fyldt, da de går på.
Når Nazgul, rock’n’roll-typen og bibliotekaren laver blackmetal
Oppe foran scenen er der samlet en dedikeret skare af folk, og ellers står folk trofast linet op bagved. Heldigvis er der lavet god plads foran baren, der holder til nederst i koncertsalen, så folk roligt kan få genopfyldt deres ølglas.
Koncerten skydes i gang med en ”piget” ren og ultrahøj vokal kombineret med galopperende trommer og guitar. Nu er stemningen ligesom sat. Ud over det, så spotter jeg en spøjs kombination blandt bandlemmerne. Jeg får associationer til en bibliotekar og historielærer, da jeg kigger på forsangeren og guitaristen, som er troppet op i en T-shirt mikset med sit lange hår og briller. Stik modsat er keyboardspilleren og bassisten iklædt kapper, der minder mig om Nazgul fra Ringenes Herre, og ej at forglemme sidder trommeslageren i bar overkrop, som en rigtig rock’n’roll-type. Men en fællesnævner for hele bandet er jo, at de skal optræde med dystert black metal, og så er påklædningen jo fuldstændig underordnet, men dog en ultraspøjs observation.
Gabestok giver den gas for fuldt smadder under koncerten, og der er ingen tvivl om, at de er ufattelig passionerede omkring deres musik. Men desværre når den passion ikke ud til hele publikummet. Den yderst lave promille og klokken kan da også have sin indflydelse på dette. Der bliver drypvis kastet djævlehorn op i luften, og de får også bifald efter endte numre, men ak ja, de får ikke skabt den dybeste kontakt til publikummet. Dog er bifaldet en anelse større efter deres andet nummer.
Vokalisten forsøger at køre King Diamond-stil, men det er lidt, som om han i stedet er endt i gabestokken. Det mærkes også med hans yderst ”pigede”, høje skrig.
Enden er nær
Bandet fortsætter koncerten i ånden af fuld passion, og det er ikke til at tage fejl af, at det er nogle passionerede, dygtige og talentfulde musikere, som kan deres shit. De formår bare ikke at fange publikummet og sprede deres energi, hvilket er en skam.
Undergang kl. 18:00
Dødsmetal og et hungrende publikum
Som det tredje band fredag den 5/11 går Undergang på. Salen er godt fyldt, og man mærker stemningen hos folk: DE ER ELLEVILDE OG KLAR PÅ EN OMGANG DØD! Om det er på grund af den delvist stigende promille eller folks iver efter koncerter efter coronapandemien, vides ikke. Måske er det en kombination af begge dele? En ting er dødsikkert, folk er vilde efter tre kvarters brutalitet.
Buldrende energi
Koncerten starter buldrende, som om der er en tordenskylle på vej. Bassisten, guitaristen og vokalisten headbanger i flæng, og det smitter sgu af på publikummet. Så er stemning og energien for koncerten fæstnet. De skyder koncerten i gang med en god omgang død, hvor der bliver affyret guitarriffs kombineret med dyriske og vrede growl. Folk mærker vreden og den dyriske energi, hvorfor der er en rimelig stor skare af mennesker, som er samlet oppe foran scenen, og ellers står folk rundt omkring i salen samlet som sild i en tønde. Nuvel, det er ikke nok, for folk fortsætter med at hidkaldes til koncerten, og hele ti minutter inde i koncerten tilkommer der stadig flere.
Koncerten skrider frem, og deres energi når ud over alle stepper, og under koncerten moshpitter folk som en døds dans inde i midten af koncertsalen, mens andre svinger garnet i vidtfavnende udsving. Ud over det bliver der kontinuerligt slynget djævlehorn op i luften. Alle har en dødsensfed fest, og til sidst er salen fyldt til randen.
Ud over det, så værdsætter folk virkelig showet, for de bifaldes ordentligt, både klap og djævlehornsslyng efter hvert evig eneste nummer! Dette skaber under koncerten en gensidig energi mellem Undergang og deres tilskuere. Det er dødfedt!
Den dødelige ende
Ærlig talt, så er der ikke noget, som er kritisabelt under deres show. De er dygtige musikere, som formår at komponere og lave musik, FEE’ DØØ’! Udover det, så forstår de virkelig at give et sceneshow fyldt med energi, som når ud og helt ind i knoglerne på publikummet.
MØL kl. 19:15
Århusianske dødsmetaller
Fredag den 5/11 kl. 19.15, og Aalborg har i aftens anledning fået besøg af nogle blackede århusianere, som tilsammen skaber og former postblack metal-bandet MØL. Og ikke nok med det, så er det faktisk en releasekoncert, da de udkommer med deres nye album Diorama på netop denne dag. Derfor er det vel ikke så besynderligt, at folk virkelig er hypet over MØLs koncert i aften!
En energisk, dødelig optræden
Koncerten skydes i gang med en atmosfærisk intro, hvor trommerne er meget lette og stilfærdige kombineret med guitar, og bandmedlemmerne står med ryggen til publikummet. Efterfølgende skydes det hele i gang med en blanding af trommer, guitar, bas, alt sammen i beslutsomme takter. OG SÅ kommer det vildeste dyriske skrig, hvorefter trommerne og guitar får fuldt smadder. MØLs vokalist når hele registret igennem under koncerten. Han grinder primært, men der kommer også brudstykker med ren, mandlig skønvokal. Dette skaber en god dynamik i det ellers hårde og brutale postblack metal
Denne voldsomme og vilde energi spredes som dominobrikker blandt publikummet. Folk går amok i en moshpit inde i midten, der headbanges, og djævlehorerne bliver gang på gang udslynget. Det er jo ikke en rigtig metalkoncert uden disse fandenivoldske elementer. Og lige som vi tror, at koncerten er ved at være ovre, kan vi godt tro om igen. Vokalisten imiterer en del af publikummet, da han vælger at vandre nede iblandt os, imens han growle. Ikke nok med det, så lader han også publikummet oppe foran scenen røre ved hans mikrofonstang. Men vi må ikke glemme, at det er bandet i sin helhed, som spreder sin energi ud til publikummet.
Ren dødsfest
Nu, hvor koncerten lakker mod enden, og sandhedens time er kommer, så er det sandt, at koncerten med MØL har været en ren fest for hele publikummet. MØL er et band fyldt med kompetente musikere, som laver intelligent og velkomponeret musik, og ud over det, så er de jo også ekstremt erfarne og dygtige med deres sceneshow.
Dawn Of Demise kl. 20:30
Død og brutalitet fra Silkeborg
Dawn Of Demise er det sjette band, som går på om fredagen den 5/11, og folks dedikation til festivalen og koncerten er stadig ikke til at kimse af. Salen er meget fyldt, og folk kommer i stemning med en god griner. For under opvarmningen til koncerten star vokalisten på scenen og siger ”pik og patter”, så man bliver allerede fra start af bevidst om, at koncerten ikke er for sarte sjæle. Nuvel, det er også en omgang død, vi lige om lidt skal præsenteres for.
En dødelig og festlig epoke
Koncerten skydes i gang med trommer kombineret med guitar, bas og vokalisten, der growler. Dette er ikke uvant for publikummet, som kan lide dødsmetal, og som med stor sandsynlighed også kender til andre dødsmetalbands som Bloodgutter, Illdisposed, MØL o.l.
Under deres første nummer, ”Intent to Kill”, står folk yderst stille. Men det er jo fredag, og folk skal lige i gang igen efter arbejde og praktiske gøremål ugen op til. Og man må da sige, at det faktisk sker, for jo mere koncerten skrider frem, trommerne bliver smadret løs på og det samme med guitar og bas, liver de også op. Der bliver nemlig ad flere omgange udslynget djævlehorn, basarme og skrål. Med afsæt i dette får de skabt kontakten til publikummet, og deres energi når ud over stepperne. Så paradoksalt nok blev dødsmetalkoncerten levende, og de ellers døde zombies (publikummet) blev vækket fra de døde.
Dawn of Demise og publikummet får tilsammen skabt en epoke fyldt med fest og energi. Dog fornemmer jeg under koncerten en vis variation i deres lydbillede, og vi præsenteres også for nogle langsomme guitarriffs, hvilket fungerer dynamisk til det ellers ultrahårde dødsmetal. Når det så er sagt, så er man ikke i tvivl efter koncertens ende om, at man lige har været vidne til en omgang god, gammeldags dødsmetal.
En hamrende god optræden
På jysk manér vil jeg sige, at det bare var en helt fin koncert, og at man ikke kunne sætte en finger på noget. På københavnsk manér vil jeg sige, at det var en helt eminent og vild koncert! Jeg hælder nok til en kombination af begge udtalelser. Som jeg ikke har lagt skjul på tidligere, formåede Dawn of Demise at sprede sin energi og gøre publikummet til en del af koncerten, samtidig med at de fik skabt et mesterligt lydbillede af old school dødsmetal.
Solbrud kl. 21:45
Den forsvindende sol
Efter en omgang med død går Solbrud på scenen fredag den 5/11. Koncertsalen fyldes til randen med en forskelligartet samling af folk. Alle venter i spænding på, hvad der skal til at ske, for scenen er helt tilrøget med et skær af blåt lys, så bandmedlemmerne er svære at spotte. Nysgerrigheden intensiveres, og flokken venter en oplevelse på tre kvarter med blackmetal.
Sfæren af black og folk holder ave
Koncerten går roligt i gang med sekvenser af guitar, og man fornemmer, at noget uventet, ja måske sågar storartet, er på trapperne. Nuvel, det sker endelig! Trommerne kommer på banen kombineret med guitar og bas, meget ensartede, hvor ingen af instrumenterne er mere fremtrædende end andre. Man mærker, at vokalisten Ole Luk lader sig vente på sig, og endelig bliver sulten af nysgerrighed stillet, for så kommer han med et dyrisk skrig.
Folk er ufattelig rolige, og man fornemmer en fascination af den musikalske sfære på scenen. Den ellers rolige adfærd blandt publikummet giver faktisk god mening, da det er en atmosfærisk black metal-koncert, som vi er til, og det er soul searching-musik, som bliver spillet. Mystikken om bandet bliver opretholdt hele koncerten igennem, da røgen fortsætter i kontrast til det skærende lys. Bandmedlemmer figurerer på scenen som silhuetter.
Som koncerten skrider frem, fortsætter mine observationer, og jeg ser en flok af mennesker, som står i forbløffelse til musikken og roligt vugger med. Det er intet andet end smukt og fyldt med sjælende fortryllelse.
Under koncerten får jeg forskellige associationer ud fra Solbruds lydbillede. Jeg kommer nemlig til at tænke på Enslaved (deres nyere) og Der Weg einer Freiheit (der spillede til AMF i 2019), som gør brug af et sammenligneligt lydbillede, hvor der konstant benyttes dobbeltpedal trommer og som er et underliggende element i musikken kombineret med lange guitarriffs for netop at kreere den ensartede, doomed og atmosfæriske lyd i black metallen. Ja, jeg kunne blive ved, men enden er nær.
Trancens ende
Da vi alle forlader salen, er der ingen tvivl om, at vi har været fortryllet de sidste tre kvarter. For sikken et smukt lydbillede, som Solbrud skabte på scenen. Ud over det, så formåede de at fange publikummet med deres mystik og atmosfæriske lydbillede. Derimod kan det have været hårdt for ”ikke”-black metallere at lytte til det konstante atmosfæriske og doomed lydbillede, fordi det netop var meget ensartet. Og så var der meget røg på scenen, som jeg fornemmede lugten af helt nede bagerst i koncertsalen, hvilket også kan have virket hårdt for nogle blandt publikummet. Når det så er sagt, formår Solbrud at skabe et smukt lydbillede og komponerer sin musik med intellektualitet. De fik folk til at stå i forbløffelse.
Illdisposed kl. 23:30
Illdisposed indtager Aalborg ved midnatstid
Klokken nærmer sig midnat, og det århusianske dødsmetalband Illdisposed, som er et Danmarks største dødsmetalbands, er det sidste band den 5/11 af festivalen, som får lov at afslutte aftenen. Så om folk er visne efter massive indtagelse af øl eller om de er klar på endnu mere død, må stå hen i det uvisse en kort tid endnu.
Vildskaben i dødens ånd
Ved starten af koncerten får jeg instinktivt følelsen af, at jeg skal på en rundtur i et horrorhouse, og at Aalborg skal gøre sig klar på en dødelig omgang smadder. Illdisposed starter dødsruten med beslutsomme trommer kombineret med guitar og bas og aggressive growl fra vokalisten Bo Summer. Oppe foran scenen er en dedikeret skare af mennesker med en høj promille i sigte. De headbanger og skråler. Derimod er folkene bagved og længere nede i salen mere afslappede.
Når det så er sagt, så har bandet en vild og aggressiv energi på scenen. Vi mærker det især ved, at vokalisten gang på gang growler dybt og vredt, samtidig med at trommerne får fuldt smadder, og der spilles varierende sekvenser med guitarriffs. Og efter det første nummer er det, som om hele salen, og ikke kun publikummet oppe foran, vågner mere op og giver Illdisposed en ordentlig applaus med djævlehornsslyng, råb og klapsalver. Ud over det, så bliver der også under koncerten skabt en moshpit i midten, hvor folk går amok. Ja, så er man altså ikke længere i tvivl: ILLDISPOSED FÅR UDEN TVIVL SKABT EN FEST, OG DERES VILDSKAB SMITTER AF PÅ PUBLIKUMMET.
Folk har fået blod på tanden, og festen skal fortsætte
Fredag aften bliver afsluttet på ordentlig dødsmetalmanér, og folk går derfra for at feste videre. De er kommet i stemning til fest og mere metal, og efterfølgende er der fyldt op på Rocken i Aalborg. Dette er takket være den fede energi på Aalborg Metal Festival og ikke mindst Illdisposeds sidste optræden. Illdisposed gav en mesterlig optræden, og man kan virkelig mærke, at de er et band med hele 29 års erfaring på bagen. De formår både at skabe god, velskrevet og intellektuelt komponeret musik, samtidig med at de får skabt en samhørighed mellem dem og publikummet. Mere har jeg ikke at sige til det.
Lørdag den 5. november 2021:
Timechild kl. 16:00
Københavnske musikere indtager Aalborg
Det er andendagen på festivalen, lørdag den 6/11 kl. 16.00, og det er tid til forandring. Det københavnske hard rock-band Timechild skal nemlig spille i koncertsalen. Bandet er relativt nyt, dog med erfarne musikere, og blev dannet under coronapandemien. I denne tid blev der skrevet lyrik på livet løs, og Timechild lavede sågar en sang, der omhandler lidt denne tid: ”This Too Will Pass”. Nu er spørgsmålet så, inden de går på: "Er folk klar til forandring?”
Samhørighed, fest og rock!
Til at starte med under koncerten oplever Timechild nogle lydtekniske problemer, men det mærker publikummet intet til, da de først går i gang med at spille. De starter med nummeret ”This Too Will Pass”, og vokalisten Anders synger med en ”rocket” rå, mandlig skønvokal. Og lige da jeg hører Anders’ vokal, kommer jeg øjeblikkeligt til at tænke på Chris Cornells vokal. Anders’ vokal blændes flot med beslutsomme trommer, guitar og bas. I første sang observerer jeg et melankolsk brudstykke, og til netop det står publikummet i forbløffelse. Vi præsenteres også for numre, hvor der er baggrundskor fra både Birk og Daniel, hvilket skaber en samhørighed i musikken under koncerten.
Jo mere koncerten skrider frem, desto mere kommer folk i stemning. Der bliver periodevis klappet, slynget djævlehorn op i luften og skrålet. Der bliver især skrålet og givet bifald, da Anders under koncerten mellem sangene taler til folket, og bandet enkeltvis og ad forskellige omgange præsenterer den enkelte musiker. Der bliver skabt en kontakt mellem bandet og publikummet, og folk føler sig dermed som en del af koncerten og ikke kun som lyttere.
Under koncerten mærker man intet til at bandet er nystartet. Jeg vil faktisk vove pelsen og sige, at det virker til, at de har lavet musik og spillet koncerter i mange år inden Aalborg Metal Festival.
Nyt, men gammelt
Jeg tror ikke, at jeg er alene om at gå fra koncerten med fornyet energi. Det var virkelig fedt og adspredende at lytte til noget andet end black og dødsmetal. Timechild er et band med talentfulde, garvede og intellektuelle musikere, som forstår at lave god, gammeldags rock. Ej at forglemme, så virker de også meget erfarne både i deres sammenspil, men også med at få skabt vedvarende kontakt til publikummet. Jeg har ikke mere at sige til det, end at det er skidegodt gået!
Afsky kl. 20:00
Afsky og danske digte
Det er lørdag aften på Aalborg Metal Festival, og Afsky går på scenen den 6/11. Afsky er et enmandsprojekt med et velkendt ansigt indenfor den danske black metal-scene, nemlig Ole Luk. Ole Luk beskriver projektet som en slags personlig dagbog, og Afskys tematik baserer sig på tekster af H.C. Andersen, Jeppe Aakjær, Sophus Claussen og andre danske digtere fra fordums tid. Genren er depressiv black metal med en anderledes kant.
Hypnotisk trance i koncertsalen
Introen til koncerten starter ud med elementer fra klassisk musik. Lyden er med kirkelige undertoner, og opera spredes i den propfyldte sal. Så brydes symfonien! Lange intense og ensartede passager med trommer, guitarriffs- og bas spredes som ringe i vandet. Og endnu en gang mærker man sjæleroen – en slags meditativ mørk soul search-musik ikke alt for langt fra lyden, der blev oplevet til gårsdagens koncert med Solbrud.
Publikummet vugger roligt og troligt med under koncerten; med andre ord så står de forbløffede og stirrer op mod scenen. Koncertgængerne er dog ikke faldet i søvn – de er blot i trance. Hver gang et nummer slutter, får Afsky en ordentlig applaus, så man er ikke i tvivl om, at denne koncert lige er noget for folket.
Med afsæt i Solbruds koncert observerer jeg et lignende sceneshow fra Afsky. Der er fokus på et atmosfæriske lydbillede, der hjælpes på vej af et pulserende lysshow i loftet og en scene, der er tildækket af røg, så bandmedlemmerne fremstår slørede; som silhuetter i skyggelandet. Afsky formår at skabe den rette stemning. De får skabt en forbindelse til det lyttende publikum, og det er næsten, som om at lytterne bliver hypnotiseret af de atmosfæriske, monotone, ensartede passager, som projiceres ud i rummet sammen med Oles smertefulde skrig.
Afsky skaber så meget stemning, at jeg selv bliver grebet. Jeg står og kigger direkte ind i et mytisk sagn, der udfolder sig på scenen. Foran mig står lygtemænd ude i mosen en tåget nat, og de kalder mig hid – ind i mørket – ud i mosen.
Sjælesøgende og intellektuelt
Afsky skaber smuk soul search-musik og leverer en fantastisk stemningsfuld koncert med lyrisk og instrumental intellektuel dybde. Man kunne mærke på publikum, at Afsky (og Solbrud) har været blandt festivalens højdepunkter for en stor del af gæsterne.
VOLA kl. 20:45
Københavnsk progressivitet
Som et afbræk fra al døds- og blackmetal både fredag og lørdag skal VOLA spille som andensidste band lørdag den 6/11. VOLA er et dansk progressivt metalband dannet i København tilbage i 2006, så hele 15 år har det på bagen. Allerede inden koncertens start er salen voldsomt fyldt. Folk glæder sig!
En god omgang bland-selv
Deres første nummer, ”24 Light-Years”, starter roligt med tredjedelstakttrommer, guitar og keyboard, som tilsammen former startskuddet for koncerten. Efterfølgende intensiveres atmosfæren i musikken, og nummeret går for alvor i gang, hvor vi får Asgers skønvokal at høre. Jeg opnår musikalsk forvirring under koncerten, da der er ultrakorte sekvenser med growl og skrig, men min forvirring forsvinder i takt med min observering af Asger. Han krydrer hele baduljen med kortvarige skrig og growl, hvilket skaber et godt tvist til det ellers smukke lydbillede. Ud over det gør de også brug af mange elektroniske elementer, hvilket skaber et godt tempo i musikken. Meget eksperimenterende, men ikke uset for netop denne genre. Alt i alt skabes der en god dynamik i musikken og især med det soul searching-nummer ”Ruby Pool”.
VOLA får intet andet end spredt deres energi ud over hele koncertsalen og ind i blodårerne på publikummet. Iblandt publikummet er det en varierende reaktion på de forskellige numre, som skaber dynamikken. Til ”sjælerne” står folk i ave og vugger lige så stille og roligt med. Til de mere elektronisk upbeat numre er publikum vilde, danser, headbanger, skråler og slynger djævlehorn op i vejret.
Da koncerten er ovre, mærker jeg en energisk dominoeffekt iblandt folk, og så er man ikke i tvivl om, at VOLA fik skabt en uforglemmelig og et brag af en aften.
Energiens afladning
Alt i alt var koncerten en god blanding af blød og hård kombineret med elektroniske og meget få dødsmetalelementer, som blev eksekveret mesterligt. Og sidst men ikke mindst så fik VOLA deres publikum til at feste og nyde musikken. SMUKT.
Mercenary kl. 23:30
Rosinen i pølseenden
Det er lørdag aften den 6/11, og mørket har lagt sig som en dyne henover Danmark, men Aalborg by lyser stadig op. Der er fest, buldrende trommer og god tråd på Studenterhuset. Det allersidste band på Aalborg Metal Festival, som får lov at runde aftenen af, er det danske band Mercenary. Bandet er ikke nyt, ja, de har eksisteret siden 1991, og de har omsmedet sig den seneste dekade. Vi skal nu præsenteres for en god blanding af genrer indenfor metal, dog primært melodisk død – og ekstremmetal. Spænd selen, og gør dig klar til en vild køretur!
Når vildskaben slipper løs
Jeg får sneget mig ind ad forskellige gange ledende til backstagelokalerne, hvor jeg har holdt til under hele festivalen, og ind i koncertsalen kommer jeg inden startskuddet. Mercenary er dybt koncentreret og i gang med at få de sidste brikker på plads inden koncertens start. Udenfor døren til salen står der en kæmpe samling af utålmodige og tipsy fans, som ikke kan vente. De når sågar at åbne døren inden koncertens start, hvor de så får pænt besked på at vente. Men tiden snegler sig langsomt afsted, og endelig bliver de lukket ind. Salen er propfyldt hele vejen oppe fra foran scenen og ned til enden, hvor baren er.
Deres første nummer, ”Seize the Night”, starter med en god blanding af guitar, bas, buldrende og beslutsomme trommer med en rå mandlig skønvokal, der efterfølgende overgår til growl. Stemningen er sat, og man kan mærke, at det bliver en god afslutning på festivalen. Efter første nummer får Mercenary et storslået bifald, og djævlehornene forbliver oprejst indtil begyndelsen af koncertens andet nummer. Efter næsten otte års venten er folk vildt hungrende efter at høre dem optræde.
Under koncerten varieres der i vokalen, delvist growl og rå mandlig skønvokal og skrig, guitarriffs, buldrende trommer og rungende bas. Disse kombinationer skaber en velkomponeret og energisk koncert. Ud over det så går bandmedlemmerne amok oppe på scenen. De headbanger, og skiftevis står de og skuer ud over publikummet, alt imens de spiller. Denne energi smitter af på publikummet. Publikummet står også i ave til et af deres numre for så at moshpitte bagefter.
Den energiske afslutning
Koncerten var storslået, vild og energisk. Og publikummets energi varede ved resten af natten kombineret med store mængder flydende gæret malt. Under koncerten lagde jeg meget mærke til, hvor erfarne, showglade og dygtige musikerne i Mercenary er. Og personligt er det ikke sidste gang, at jeg skal høre dem live. Det er det vel heller ikke for dig?