Anciennitet, realitet og formalitet
Der er en verden til forskel på drømme og virkelighed. Illdisposed har i årevis været en bastion i dansk dødsmetal, og drømmen for dem ville selvfølgelig være at bevare den samme kvalitet som i begyndelsen. Men virkeligheden er, at der er løbet meget vand i åen, siden bandet udgav deres debutalbum, Four Depressive Seasons, tilbage i 1993. Da vi anmeldte bandets sidste udgivelse, Reveal Your Soul for the Dead for fem år siden, var dommen, at deres tunge dødsmetal havde mistet noget af sin oprindelige farlighed. Nu står vi med deres seneste skud på stammen, In Chambers of Sonic Disgust, som dog er unik på en helt speciel måde. For første gang nogensinde er der nemlig gået hele fem år mellem to albumudgivelser! Udover denne kendsgerning er Ken Holst tilbage på guitaren efter sit egentlige exit i 2019, desværre på bekostning af Rasmus Henriksen, som måtte udtræde grundet sygdom. Vi ønsker ham og hans familie alt det bedste!
Alderdommens byrde er den tungeste af alle
Det sker af og til, at man hører om folk, der forsøger at stikke af fra en regning eller i panik flygter efter at have påkørt en parkeret bil. Men alder er én af de ting, man ikke kan undslippe, og det kan høres tydeligt, at vi har med et yderst erfarent band at gøre. Desværre er det et tveægget sværd. Bo Summers vokal spænder fra solid til lettere acceptabel, og generelt lyder Illdisposed, som de plejer. In Chambers of Sonic Disgust forsøger at ruske os op fra vores dagdrømmeri, men det forekommer knap så direkte, som tidligere udgivelser a la To Those Who Walk Behind Us eller 1-800 Vindication gjorde for mere end tyve år siden. Det er blevet en kende mere anonymt og melodisk.
Men det betyder ikke, at albummet er blottet for højdepunkter. Det tunge riff i singlen ”I Walk Among the Living” imponerer, og derudover har Onkel K. Jensen rigtig godt styr på sine baslinjer igennem hele udgivelsen. Nummeret ”For Us” bringer også en del mere variation på bordet end resten af pladen, og det æteriske åbningsriff baner vej for en god kontrast igennem spilletiden med flotte breakdowns og sammenspil.
Illdisposed har på udgivelsen budt velkommen til to gæsteoptrædener fra Sandie the Lilith fra Defacing God, men desværre misbruger de muligheden i nummeret ”Lay Low”, hvor hun er brugt alt for sparsommeligt. Det er dog en helt anden sag på nummeret ”I Suffer”, som klart er blandt pladens højdepunkter. I omkvædet, hvor de to stemmer understøtter hinanden, frembringer det en helt anden dynamik, og Sandies skrig, den rå energi, er en skærende kontrast, der sidder lige i skabet – stor ros til hende. Jeg var på forhånd nervøs for kombinationen, men må indrømme, at jeg savner hende på mange af de andre numre, hvor det lader til, at institutionens personale delvist er blevet hjemme. Var denne udgivelse essentiel? Næppe …
En diskografi, der bør hyldes
Som nævnt tidligere er og bliver Illdisposed en uundværlig dansk metalinstitution. In Chambers of Sonic Disgust ændrer ikke på denne status. Men albummet føjer heller ikke yderligere finesse til den danske kvintets allerede omfattende diskografi. Ærligt talt: Hvis man vil opleve Illdisposed fra deres bedste side, skal man skrue tiden en del år tilbage. Selvom Sandie the Lilith ivrigt bidrager sit bedste, mangler der noget slagkraft på store dele af udgivelsen, og albummet kommer næppe til at chokere den danske befolkning. Det er som en ældre kriger, der stadig kan svinge sværdet, men uden samme skarpe præcision og styrke som i sine unge dage. Illdisposed får fire kranier i denne omgang samt en stor tak for deres fantastiske udfoldelser igennem deres mere end 30 år lange karriere.
