Det er længe siden, at et bands nyeste udgivelse har skabt så meget opmærksomhed, som tilfældet er med Gojira. Forventninger til bandets nyeste skive L’Enfant Sauvage har været store, og mange har set frem til, hvad giganterne fra Frankrig har at byde på denne gang. Og lad mig sige det med det samme. En hel del.

L’Enfant Sauvage indledes med "Explosia". En tung satan af et nummer, hvor der konstant veksles mellem gentagende stykker og temposkift. Nummeret består af hårde riffs, som brat afsluttes, en råbende, hæs vokal og yderst velpolerede trommeslag. En af forcerne ved Gojira er, at de kan skabe storhed og dybde med få midler. De forskellige numre på L’Enfant Sauvage er bygget op efter samme princip dvs. bratte riffs, gentagende stykker osv., men alligevel formår skiven at være varierende og spændende. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne Gojira, med surrealistisk kunst. Musikken pirrer sanserne på en helt speciel måde, og selvom man har en idé om, hvad der sker i næste del af nummeret, sidder man alligevel og bliver overrasket.

Næste nummer "L’Enfant Sauvage" er i min optik skivens bedste. "L’Enfant Sauvage" kategoriserer efter min mening, til dette års bedste track, og jeg er lige ved at sige, at det har potentiale til at nå samme højder som Metallicas "Enter Sandman" og Maidens "Run to the Hills". Dette nummer har en opbygning, dybde og tyngde som er fænomenal, og som i den grad indkapsler, hvad det er Gojira kan. Musikken er som god sex. Pirrende, med en pludselig eksplosion i passion og vildskab. På et nummer som fx "L’Enfant Sauvage" er tempoet i introen lavt, hvorefter nummeret eksploderer i vildskab. Numrene emmer af dybde, og sammenspillet mellem guitar, trommer, bas og vokal fungerer sublimt.

Udover de allerede nævnte "Explosia" og "L’Enfant Sauvage", er det numre som "Liqued Fire", "Planned Obsolenscene" og den lidt atypiske "The Wild Healer", som er et instrumentalt nummer, med en anden lyd end resten af skiven. Det der er styrken ved L’Enfant Sauvage er, at der i mine ører, ikke er et decideret svagt nummer. Hver især er de perler, som binder albummet sammen.

I forhold til de foregående album er vokalen mere afdæmpet og ikke så brutal. Til genfæld er især guitar og bassen blevet noget tungere i lyden, hvilket klæder skiven rigtig godt og gør at den i den grad stikker ud fra, hvad der ellers er at finde på markedet.

Jeg har stort set kun lovprisninger at give L’Enfant Sauvage. Albummet er fuldt af geniale numre, sanserne bliver konstant pirret og man venter bare på mere. Skiven er som en god film. Man venter på forsættelsen. Jeg har ikke en finger at sætte på L’Enfant Sauvage, og Gojira må i den grad siges at have levet op til forventningerne. Derfor. Topkarakter herfra.

Her er mit absolutte yndlingsnummer fra skiven L'Enfant Sauvage.