Death of Mother Earth, never a rebirth!
Det er efterhånden fem år siden, vi sidst hørte noget fra franske Les Chants de Nihil. Bevares, går man ind og ser på medlemmernes portfolio, opdager man hurtigt, at de også spiller i en masse andre bands. Men helt generelt er Les Chants de Nihil ikke et band, som man støder på så ofte. De har da også, så vidt vides, kun spillet en enkelt gang i Danmark. Det var til hedengangne Pest Fest i 2023 (Ole Luk, vær lige sød at få det op at stå igen, tak!), hvor de havde mistet størstedelen af deres instrumenter i lufthavnen. Men uanset hvad, så blev 2026 året, hvor bandets femte skive skulle fødes. Apropos fødsler, så handler Graines netop om, at Moder Jord ligger i en konstant kamp med sit eget afkom: menneskeheden. En kamp hun står til at tabe – hvilket bliver et tab for os alle. Med andre ord er det her bestemt ikke en ‘feel good’-plade. C’est la vie!
Kongerne af Klodsmajor
Graines er en frustrerende plade. Les Chants de Nihil vil utroligt mange ting og har ufatteligt mange ideer. Problemet er dog, at tankerne vælter rundt og konstant falder over hinanden, med det resultat at det hele ender i en stor, musikalsk omgang kluddermor. Skønsang, pianosoloer, kvlt-riffs, blastbeats … Alle dele fungerer, men det er, som om bandet ikke helt kan finde ud af at stable sine byggeklodser på en sådan måde, at det ikke virker som den ringeste Klodsmajor-spiller i mands minde.
Det er ikke, fordi de ikke kan spille, eller fordi de er dårlige musikere, men der er alligevel noget helt skævt på Graines. Tag nu ”Garnies”, som henimod c-stykket udvikler sig fra en ret grim og disharmonisk sag til en drønfed omgang knallertbølle-black. Det kunne snildt have fungeret, men overgangen, der er præget af bastunge passager og lidt sporadisk skønsang, gør bare, at resultatet bliver så uendeligt kluntet.
På mange punkter lader Graines til at være et forsøg på at forvandle albummer som Chimera og Grand Declaration of War til fransk melo-black. Hvilket er et spændende koncept og idé, men resultatet er desværre ganske uskønt.
Ydermere virker det heller ikke, som om bandet selv er afklaret med, hvor de vil hen med albummet. De første fire sange kunne lige så godt have været en bunke singler, som intet havde med den større fortælling at gøre. Hvorimod b-siden følger det oprindelige ‘Moder Jord vs. Menneskeheden’-koncept. Her har samtlige skæringer også albummets titel i deres egne titler, hvilket cementerer at nu er der en rød tråd. Det er først for alvor her, hvor musikken reelt set også løfter sig og lander et sted, hvor man godt kunne tillade sig at kalde det for ‘lige over gennemsnitligt’, men kun lige akkurat.
En træls omgang
Graines er desværre på alle ledder og kanter et markant ringere album end Le tyran et l'esthète fra 2021. Hvilket er intet mindre end dybt tragisk. Det album havde alt det, som ægte – undskyld, trve fransk black metal skal have. Det var fandenivoldsk og særdeles iltert, men samtidig fyldt med charme, melodi og så et glimt i øjet. Dengang turde Les Chants de Nihil virkelig at ryste posen og lave alverdens former for fis og ballade, men nu? Nu er det, som om de står og kigger ud over en badesø og ikke engang tør at dyppe lilletåen. Jovist, de spiller da fortsat fint, men Graines er så flad, konform og ærligt talt dybt skuffende. Det er faktisk ret svært at sige noget sådan virkeligt pænt, udover netop det at de godt kan spille, men det er da virkelig også den absolut laveste fællesnævner. Bevares, der er ikke nogen af numrene, der er decideret rædsomme, men derimod er en del af dem ganske ubetydelige, og et enkelt eller to peger hen imod det, som alle folk vest for Storebælt ville kalde for ‘træls’. Skal man dog se på den lyse side, så kan de vel kun gøre det bedre næste gang. Hurra …