Gatecreeper spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Gatecreeper - Dark Superstition

Dark Superstition

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 7,7/10 baseret på 3 stemmer.

De skete i de dage …

’Er Stockholm ikke din kop te, er Gatecreeper det heller ikke’. Bum! Så koncis lød meldingen, da vi havde albummet Deserted til bedømmelse tilbage i efteråret 2019. Som svar på tiltale landede den noget mere grind-orienterede EP An Unexpected Reality et par år efter. Udgivelsens ejendommelige natur blev styrket af monumentale ”Emptiness”; en 11 minutter lang ørkenvandring med solidt aftryk af fodslæbende funeral doom. Den eksperimentende afstikker bringer os således frem til Dark Superstition, der i mere end en forstand vender tilbage til rødderne. Den daværende trio er sidenhen blevet udvidet til en kvintet, idet Mason har afleveret både bas og guitar til henholdsvis Alex Brown og Israel Garza. Med i præproduktionen finder vi desuden Fred Estby (Dismember, ex-Carnage), hvis indflydelse på albummets udtryk ikke er til at tage fejl af. Lyden af Dismember såvel som Entombed er atter at finde hos Gatecreeper, om end man denne gang har valgt at lade sig inspirere af 90’ernes mere ’melodiske’ udgivelser såsom Massive Killing Capacity og Wolverine Blues.

Tilbage til Superstition Mountains

Joh, Arizonas sønner er så sandelig vendt hjem, hvilket fornemmes i albummets overordnede tematikker, der kredser om Superstition Mountains, hjemstatens måske mest my(s)tiske vartegn. Et område, vi pudsigt nok stiftede bekendtskab med for adskillige måneder siden i forbindelse med udskæringerne på Soulflys Totem. Mange sjæle er gennem tiden gået tabt, og et nummer som ”Oblivion” synes at være en fin måde at markere den tragiske folklore, der omgærder det sagnomspundne bjergpas. Omvendt foresvæver titlen en kende komisk, når nu et af de centrale omdrejningspunkter handler om at holde 90’erne i hævd. Nummeret udmærker sig ikke desto mindre gennem dynamiske temposkift og Masons karakteristiske vokalkontraster mellem high pitched og gutturale growls.

90’ernes rockdrevne udtryk, der netop viste sig så skelsættende for blandt andet Stockholms dødsscene, manifesterer sig måske mest tydeligt, som ”The Black Curtain” flås til side. Nummeret indeholder et fængende og virkelig velkomponeret lead riff, Browns besnærende baslinje samt en raspende og core-flirtende vokal. Man hensættes jo næsten til MTV’s guldalder, dengang hedengangne ’Headbanger’s Ball’ hærgede sendefladen. De melodiske tendenser får reprise på ”Superstitious Vision”, der samtidig binder sløjfe om A-siden på Dark Superstition. Til tider tung og træg i tempo, men i sine bedste perioder groovy som bare pokker, det bliver praktisk talt umuligt ikke at brumme med på nogle af albummets mest mindeværdige guitarharmonier.

B-siden blæser ud af startblokken i opskruet tempo. ”A Chilling Aura” sætter for alvor trommerne i fokus, og parallellerne til heltene i Dismember kan formentlig i nogen grad tilskrives Estbys indflydelse på de tidligere faser i projektet. Hvor guitarpassagerne løb med en stor del af opmærksomheden på albummets første halvdel, fylder den øvrige instrumentering noget mere i lydbilledet hen mod slutningen. Som på ”Flesh Habit”, hvor bassen er rykket et nyk frem i mixet, eller ”Mistaken For Dead”, en aggressiv lille hurtigløber, hvor dobbeltpedalen tordner afsted i halsbrækkende hast. Der er således perioder, hvor man bør rubbe sig, og tider, der maner til refleksion. Masons nænsomt tempererede growl og instrumenteringens dynamiske rytmestrukturer på afsluttende ”Tears Fall From The Sky” såvel som på broderparten af Dark Superstition demonstrerer til fulde, at Gatecreeper mestrer begge discipliner.

Vi elsker (også) 90’erne

Mens den yngre generation er ved at kløjes i boomernes higen efter en for længst svunden tid, så må vi bare konstatere, at årtiet, hvor metallandskabet over den ganske klode forandredes for stedse, stadig bliver ved med at trække i os. Hvad får ellers et af redaktionens medlemmer til at lægge vejen forbi mindesmærket for afdøde Lars-Göran Petrov, Entombeds legendariske frontfigur, der desværre tabte kampen mod en sjælden kræftsygdom tilbage i 2021 (æret være hans minde)? For at panorere tilbage på Mason og de øvrige portluskere, så fulgte der i kølvandet på det genoptagne samarbejde med Nuclear Blast en ambition om at agere fanebærere for den næste bølge af amerikansk dødsmetal. En nobel ambition, der måske bedst udføres ved brobygning mellem genrens tidligere udtryk og de mere moderne tendenser. Til trods for hvor urimeligt mange gange især Entombed er blevet genbesøgt, er Dark Superstition så afgjort et lyt værd. Gutterne får endog rig lejlighed til at sprede budskabet som supportnavn for In Flames på deres kommende tour i USA, Sydøstasien og Australien. Der spores dog stadig en vis kløft mellem scenen i henholdsvis Stockholm og Göteborg … hvilket vi kun kan bifalde, førnævnte svenskeres seneste udvikling taget i betragtning.

Tracklist

  1. Dead Star
  2. Oblivion
  3. The Black Curtain
  4. Masterpiece Of Chaos
  5. Superstitious Vision
  6. A Chilling Aura
  7. Caught In The Treads
  8. Flesh Habit
  9. Mistaken For Dead
  10. Tears Fall From The Sky