Firmaets mand
Idéen bag Elegant Weapons udspringer af et ønske om at ære 70’ernes og 80’ernes klassiske heavy metalscene og trækker på en bred referenceramme fra perioden herunder Hendrix, Priest, Sabbath/solo Ozzy samt nyere navne som Black Label Society. Hovedarkitekten Richie Faulkner, der formentlig bedst er kendt som K.K. Downings afløser i Judas Priest, understreger betydningen af at kreere en selvstændig signatur, der ikke blot står på ryggen af sværvægtere som netop Downing, Glenn Tipton, Eddie Van Halen og Zakk Wylde.
Jeg har ofte tænkt på Faulkner som lidt af en ’firmaets mand’, der på trods ansættelsesvilkårene takkede ja til at indtræde i Judas Priest tilbage i 2010 – dengang Halford & Co. for første gang begyndte at rasle med pensionssablen. Nu står vi så her 13 år senere og med Firepower (2018) som det mest åbenlyse eksempel på Faulkners fænomenale færdigheder. Tiden må i mellemtiden siges at være ved at løbe fra det aldrende Birmingham-band, og man kan derfor ikke bebrejde ’Falken’ ønsket om så småt at flyve videre.
Djævelen i detaljen
Med i projektet finder vi en lang perlerække af navne herunder bassist Rex Brown (Pantera, Down), trommeslager og kollega i Judas Priest, Scott Travis samt vokalist Ronnie Romero (Rainbow, Michael Schenker Group). Hvor Brown og Travis har medvirket på indspilningen af debutudgivelsen HORNS for a HALO, har Faulkner tillige entrereret med bassist Dave Rimmer (Uriah Heap) og trommeslager Christopher Williams (Accept) med henblik på at skabe det ideelle liveensemble… what could possibly go wrong, right?
Faulkner slår mig som typen, der sætter en dyd i at have hånd i hanke med produktionen helt ned til mindste detalje! Det er langt hen ad vejen også en prisværdig egenskab, om end det djævelske ved HORNS for a HALO ligger i, at nogle detaljer er væsentlig vigtigere end andre som f.eks. et catchy refrain! Misforstå mig endelig ikke, Ronnie Romeros moderne fortolkning af Dio suppleret med Browns blændende Pantera-grooves sidder lige i skabet, ligesom det absolut heller ikke skorter på fantasifulde riffkompositioner på numre som ”Dead Man Walking” og ”Do or Die”. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at der mangler den vigtigste nøgleingrediens: En melodi, der bliver hængende.
Vi får dog et hæderligt forsøg i form den glimrende ”Ghost of You”, der adskiller sig forholdsvis markant fra de øvrige skæringer. Med hvad der bedst kan beskrives som en omgang ’Mega-Dave blues’ samt det ustemte pianospil, der emmer af 20’ernes jazzscene i New Orleans, får producer Andy Sneap (manden bag - ja, just præcis – Megadeth) da også lige sat sit aftryk på albummet.
Det bringer os i mellemtiden frem til skivens anden og sidste, store anke: Begrænsningens kunst – eller i dette tilfælde, mangel på samme. Her kan ”White Horse” glimrende tjene som eksempel. Udtrykket trækker umiskendeligt i retning af Uriah Heap, hvilket for så vidt flugter glimrende med Dave Rimmers indtræden, når tourbussen engang ruller ud af garagen. Desværre må vi konstatere, at den gode Yngwie Malmsteen ikke har levet forgæves. Nogle mennesker, ved bare ikke, hvornår ’nok er nok’. Hint: Det er som regel på den KORTE side af syv minutter.
If ‘more is more’, then ‘more’ is ‘too much’!
Elegant, men forglemmeligt håndværk. Så kort kunne konklusionen ret beset drages på bagkant af netop gennemlyttede HORNS for a HALO. Spækket til bristepunktet med instrumentale fortræffeligheder, men i overraskende mangel på reelle ørehængere ender udgivelsen som en lidt sjov størrelse. Jeg tilskriver til dels de ombordværende kapaciteter som værende årsag dertil. Det siger næsten sig selv, at når så mange og så forskellige stilarter skal inkorporeres, så vil det i sidste ende gå ud over helhedsindtrykket. Læg så dertil Richie Faulkner, der åbenlyst erklæret er i gang med at finde sin egen lydmæssige identitet og samtidig står i en brydningstid mellem tilværelsen i Priest og forberedelse på tiden EFTER Priest. Det mentale morads, Faulkner befinder sig i, kan dårligt undgå at have sløret dømmekraften, og vi får nok en gang afkræftet den gode Yngwie Malmsteens bevingede visdomsord. Clearly, ’more’ is once more ’too much’!