Evolutionen kræver sine ofre
Der er noget næsten darwinistisk over de såkaldte supergrupper. Ikke i den filmromantiserende forstand, hvor ’vi udvikler os som enhed’, men snarere junglelovens brutale hardbackudgave, hvor nye og mere modstandsdygtige led efter evolutionsprincippet muterer ind. Elegant Weapons er ingen undtagelse. Når man fra starten samler en all-star-besætning fra prominente adresser som Judas Priest, Pantera og Rainbow, så er stabilitet nærmest en by i Rusland. Udskiftningerne af Rex Brown og Scott Travis handler således ikke om konflikt, men om realistiske muligheder for at forpligte sig. På samme måde bør tilføjelserne af Dave Rimmer og Christopher Williams ses som konsolidering snarere end en nedgradering af projektet. Og på Evolution er det netop denne nye kerne, der er i fokus. Faulkner selv fremhæver, at bandet nu har opbygget kemi og dermed spiller langt bedre sammen – noget man ganske enkelt ikke kan hyre sig til med store navne alene.
Forkromede kroge i kontrolleret fremdrift
Det interessante er så, om den slags rokader efterlader sig spor i musikken, eller om det hele blot glider videre i samme rille. Et flygtigt blik på coveret rejser i hvert fald et andet spørgsmål: Har vi set det før? Den kromskinnende figur, de skarpe kanter og den kliniske futurisme ligner til forveksling noget, Judas Priest kunne have sendt på gaden et sted mellem Turbo og Painkiller – blot med en forkærlighed for semisensuelle androidkvinder på knaldrødt kanvas. Heldigvis bliver man hurtigt revet videre. “Evil Eyes” går direkte efter struben med en selvsikkerhed, der ikke levner plads til tvivl, mens “Generation Me” læner sig op ad et mere groovy, listende udtryk, hvor Ronnie Romero får albuerum til at udfolde både stemme og småbitter samtidsdiagnose. Det kan lyde som en gammel mands brok, men rammer alligevel en blottet nerve af noget ubehageligt velkendt.
Midterstykket vidner om et band, der har fundet en bedre balance mellem det tekniske og det tilgængelige. “Holy Roller” holder igen på de lange solosprinter og doserer i stedet guitararbejdet som præcise nålestik, der giver melodierne luft. Det klæder udtrykket og gør numrene mere lyttevenlige uden at tabe kant. “Come Back to Me” trækker tempoet helt ned i balladeformat, og tilføjer paletten noget farve uden at føles som et kalkuleret pusterum. Det er måske ikke modigt, men det er klogt. “The Devil Calls” flirter med tungere anslag og kulørte keyboardflader, men får aldrig helt forløst sit potentiale, mens “Thrown to the Wolves” gynger videre på et bluesrocket groove, der er lige dele stemningsfuldt og en smule langmodigt. Her begynder man så småt at ane en tendens: Der eksperimenteres, men som oftest kun lige til kanten af komfortzonen.
Det er også i den sidste tredjedel, at pladen begynder at miste sit momentum. “Shooting Shadows” passerer uden nævneværdige aftryk, og så melder tvivlen sig: Skulle der virkelig være 11 numre? Rytmesektionen på “Rupture” fungerer teknisk set upåklageligt, men føles mere som stiløvelse end bydende nødvendighed. Den slags guitarfokuserede indslag, der fungerer bedre live end i en studieproduktion. “Keeper of the Keys” understreger egentlig bare pointen: Romero kvitterer ved at flekse et vokalregister, der stadig føles urimeligt stabilt i betragtning af, hvor mange projekter han jonglerer. Men der er grænser for, hvor sexet selv han kan gøre et elorgel over så lang en periode som syv stive klokkeminutter.
Ny narrativ nærer håb
Elegant Weapons har så småt afklædt sig prædikatet ’supergruppe’ og begynder i højere grad at lyde som et band i harmoni og balance. Evolution fremstår betydeligt mere gennemarbejdet end Horns For A Halo, især på albummets første halvdel. Faulkners fænomenale fingerfærdigheder kan vi tillige heller ikke klage over. Konklusionen bliver dog, at vi lander omtrent samme sted som sidst. Kvartetten kæmper fortsat med at fastholde momentum over længere stræk, og det er en skam, for der er virkelig taget nogle store skridt i forhold til genlytningsværdi. Desværre bliver de rigtigt gode idéer færre og skabelonerne mere forudsigelige, som vi bevæger os ind i albummets sidste fase. Alligevel næres et spirende fremtidshåb. For de lykkes med det vigtigste: at ændre den gængse narrativ fra ’Se, hvem vi har med!’ til ’Hør, hvordan vi faktisk lyder sammen!’.