Lyden af undergrund … på 17. år!
Selvom Crocell ikke længere hører til blandt novicerne på den danske dødsscene, så har aarhusianerne alligevel mere eller mindre frivilligt på 17. år (!) formået at bevare et prædikat af ’veletableret undergrund’. Derfor kan man sagtens følge gruppens udtalte ambitioner, der fulgte i kølvandet på den nyligt underskrevne kontrakt med EMZ: endegyldigt at bryde gennem isen til det forjættende udland med Of Frost, Of Flame, Of Flesh. Man har således hyret bundrutinerede Tue Madsen til at forestå både produktion, mix og mastering. Den nye udgivelse står dermed i diametral modsætning til den dobbelte EP Baptized in Bullets/Funeral Bliss (2021), hvor bandet selv varetog opgaven rundtom i diverse stuer, kældre og øvelokaler. Fortrinene burde have været åbenlyse, men i stedet udstilles årsagerne til, at det manglende gennembrud på de helt store scener indtil videre er udeblevet.
En saga om is og ild, der i al hast ender med at gå kødets gang
Førnævnte lydsnedker skydes sommetider i skoene, at hans produktioner forekommer polerede og blottede for kant såvel som personlighed. ’Det skal dælen dundrende mig blive lyv, skal det’, synes at være løbet gennem hjernebarken hos Madsen … for sjældent er man blevet præsenteret for så ujævn en omgang. ”Search of Solace”, der er kørt i stilling som albummets leadsingle, lyder, som var det samplet med et demobånd optaget af God Dethroned tilbage i starten af 90’erne. Skrækkelig dissonans på vokalen, der ligger alt for langt tilbage i mixet, mens de melodiske riffs forsøger at gengive samme atmosfære, som vi kender fra svenske Necrophobic. Der er dog hverken gået en Anders Strokirk eller for den sags skyld Henri Sattler tabt i Steffensens vokal, der tværtimod udskiller en ram dunst af pøbelleflende døds-black.
Of Frost, Of Flame, Of Flesh forekommer at være et billede på bandets tilsyneladende ophobede frustrationer, hvor alle redskaber med djævlens vold og magt skal bringes til bordet. Tag nu ”Chanting Fire”, der som skivens blot andet nummer så at sige vender bunden i vejret på værktøjskassen. Ud skramler dynamiske temposkift, atmosfæriske tremoloriffs, maniske blastbeats … alt imens man tager sig selv i at tænke: ’Det er godt nok tidligt at benytte alle dele i sættet’. Nok en gang fremstår Steffensen som den mest ukurante af stumperne, idet instrumenteringen egentlig eksekveres på et nydeligt niveau uden dog på nogen måde at blive prangende. Blind høne finder som bekendt også korn (selv i frostgrader), og på ”Vortex” trækkes tempoet en anelse ud, hvilket vokalen profiterer marginalt af i modsætning til albummets hidtidige skæringer.
Selvsamme vokal lader dog til at skabe noget, der minder om momentum, og selvom ”Of Frost, of Flame, of Flesh” føles både kompakt og insisterende minimalistisk i sit udtryk, så lykkes Steffensen faktisk med at fremvise en showcase med reverbs i flere forskellige tonelejer. Det ændrer dog samlet set bekymrende lidt på det faktum, at man allerede sølle syv numre inde løber tør for de gode idéer. Glimrende riffarbejde til trods, så er ”Fierce Desire” i bund og (under)grund blot bøllet døds-black fra den jyske muld … version 7.0. Og skulle manglen på lyse indfald endnu have undsluppet den kære lytter, jamen, så hopper Crocell da naturligvis også med på den galej, vi kunne kalde ’instrumentalt nonsens’. Man kan i det hele taget stille sig undrende over, at Tue Madsen har ønsket at lægge navn til en redelighed som denne.
Det internationale gennembrud virker ikke nært forestående
’Vi er godt forankret i den jyske muld – på den måde, at vi spiller tungt, hårdtslående og højt.’ Således udtalte daværende guitarist Rasmus ’Hexen’ Henriksen sig om Crocells udtryk, da vi tilbage i 2019 drøftede generelle tendenser og kortlægningen af det danske metallandskab med ham og trommeslager Andreas Posselt. Her ramte han virkelig hovedet på sømmet. For konkurrencen om massernes gunst er nådesløs, og der stilles i dag langt større krav, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at slå igennem på den internationale scene. Her får Crocell, og i særdeleshed Steffensen, aldrig et ben til jorden med Of Frost … som adgangsgivende bevis. Dertil er top- og bundniveauet i den samlende produktion alt for langt fra noget, der bare minder om tilstrækkeligt.
