I ensom erindring
Der findes ofte åbenlyse årsager til, at visse standpunkter står ledige. Nogle gange fordi de er det rene nonsens, andre fordi argumentationen mest af alt lugter af snaps i absurde mængder. Og når man som undertegnede nødigt indtager væsker, der i andre lande sidestilles med kalkfjerner eller husholdningssprit, er man sjældent kalibreret korrekt til for alvor at værdsætte Crocells åbenlyse geni. Lad os derfor vaske tavlen ren og for en stund glemme den mildt sagt undervældende præstation på Of Frost, Of Flame, Of Flesh. Samtidig sender vi en sidste tanke til Rasmus “Hexen” Henriksen, der alt for tidligt forlod os i 2023 som følge af hjernecancer. Æret være hans minde. I hans sted trådte guitarist Mads Bertram ind, og Swarm of Insects markerer således første kapitel i den nye konstellation. Kursen er sat – spørgsmålet er så bare, hvor vi ender denne gang?
Sværmende i rigtig retning
Lad det bare være sagt med det samme: Crocell har taget et gevaldigt skridt fremad. Lydbilledet er løftet markant, og hvor forgængeren fremstod mudret og ufokuseret, fremstår instrumenterne nu med både tyngde og klarhed. Rytmesektionen arbejder disciplineret og effektivt, og guitarerne får endelig plads til at folde sig ud. Desværre bliver det samtidig tydeligt, at Asbjørn Steffensen ikke formår at løfte vokalopgaven til næste trin. Hverken de højfrekvente toner eller de gutturale growls besidder det nødvendige bundniveau, og han ender ofte som det svageste bindeled i en ellers velfungerende enhed.
Når Crocell rammer plet, viser de til gengæld potentialet i det nye setup. Eponymet “Swarm of Insects” er blandt albummets klareste højdepunkter, hvor lyrik og komposition smelter sammen i et ildevarslende og konsekvent udtryk. Her fungerer bandets dystre æstetik præcis, som den skal. Også “Traitors’ Blood” og dele af “Layrinthian Tunnels” vidner om et band, der er blevet langt bedre til at arbejde med dynamik og stemning, hvor især de mere afdæmpede passager tilfører musikken lidt flere facetter. Det er her, Crocell for alvor antyder, at de kan mere end blot at emulere genrens grundformel af tremolo picking og bevidstløse blastbeats.
Problemet er blot, at disse øjeblikke er for få og for spredte. For selvom håndværket er solidt, mangler albummet numre, der for alvor sætter sig fast. Kompositionerne flyder ofte sammen i én kompakt masse, hvor de enkelte idéer ikke får lov at stå tydeligt frem. Samtidig trækker spilletiderne ud, uden at materialet altid kan bære det, og i længden bliver den monotone vokal en yderligere hæmsko. Resultatet er et album, der summer lystigt som en hvepserede i juli, men hvor brodden lidt for ofte falder af.
Selvgjort er overvejende velgjort
Crocell har for første gang stået for hele indspilningen selv, og resultatet er et tydeligt løft i både lyd og instrumentalt håndværk. Det giver albummet en klar følelse af kontrol og retning. Men når støvet fra sværmen lægger sig, står man tilbage med den klare erkendelse: uden vokalen som ligeværdig medspiller og uden markante, selvstændige signaturnumre, mister giften lidt af sin koncentration. Swarm of Insects fungerer bedst i sin helhed; som en massiv sværm, der omslutter lytteren. De gæve jyder er bestemt i fremdrift, men der kræves fornyet inspiration, fortsat flid, og en langt stærkere vokal, hvis de oprigtigt ønsker at fremstå med samme gennemslagskraft, som deres vision antyder.
