Denne 1. april skinnede solen i Aarhus, så det var svært ikke at ankomme med en lille begejstring på sådan en flot forårsdag. Rammerne i Monorama er dog mærkværdige, da det ligger i et industriområde ved Viby Ringvej i Åbyhøj, altså udenfor centrum. Selv var jeg ankommet lidt for sent, klokken var omkring kl. 17.15, og jeg havde fået at vide, at første band ville gå på kl.17. Dog fortalte det syn, som mødte mig udenfor, en lidt anden historie. Her stod der grupperinger af folk der snakkede, og madboden med det begrænsede udvalg af en kebabrulle og en vegetarrulle langede mad over disken. Selv hilste jeg lidt på folk og spurgte, om de ikke var gået i gang derinde? Det var de, og Apathist havde indtaget scenen. Jeg drog ind gennem den smalle dunkle indgang, hvor merch også var sat op, og trådte ind i koncertlokalet, hvor synet mildest talt fyldte mig lidt med forundring. Her var ikke engang halvfyldt! Det kunne på ingen måder ses, at der var udsolgt. Scenen virkede kæmpestor til Apathist i et så tomt lokale, hvor dem, der var der, stod en smule forstenet. Det var tydeligt at se og mærke, at Apathist var et nyt og ungt band, og publikum var lidt ved at se dem an. Deres lyd er en blanding af hård rock og klassisk, melodisk heavy metal med sangtekster, som har en masse politisk og personligt på hjertet. Deres mangel på live-erfaring fremstod dog tydeligt, da de stod en smule stive på scenen med undtagelse af deres frontmand, Lauritz Pedersen, og deres festfyrværkeri af en trommeslager, Frederik Weile, som var gemt bag det store sæt tønder. Selve musikken lød godt, og de leverede det med yderst fin præcision, og som sættet skred frem, fik bandet spillet sig selv mere op. Hvortil frontmand Pedersen bad publikum om at komme tættere på, hvilket dannede en række på otte styk foran scenen. Det gav tydeligvis bandet et lille skud ekstra energi og selvtillid, og publikum på forreste række belønnede det også med mere indlevelse og hornkast til bandet. En stærk afslutning på en meget forsigtig start.

Mens jeg ventede på, at Idaslet gik på scenen, besøgte jeg festivalens lille bar, hvor et par håndfulde mennesker opholdt sig. Det var ret tydeligt, at Royal Unibrew havde grebet om drikkevarerne, da udvalget udelukkende bestod af deres produkter eller vand. Samlet set var det nok fint for de fleste, da det strakte sig over Faxe Kondi og Royal Export til de nye Pift-øl. Jeg vandrede herefter udenfor for at se, om der var kommet flere til, da det stadigvæk virkede, som omt der kun var halvfyldt – dette var ikke tilfældet. Tankerne ledte ret hurtigt en hen imod, om folk mon kun ville dukke op til Crocell. Havde folk bare købt billetter for dem, eller bare som en slags økonomisk støtte til festivalen? Eller var det bare lørdagssløvsindet, som gjorde, at man lige ville have aftensmad derhjemme, inden man tog af sted? Svarene måtte komme senere, for Idaslet var klar til at gå på. Deres trommeslager indtog først scenen begravet i røg og en grøn lysmur, hvor han stod og storsmilede, mens han pegede rundt på folk i sine hedenske vikingebondefolkeklæder. Der var faktisk noget yderst charmerende over, at han bare kom ind og lignede en, der var klar til at skulle starte en kæmpe fest. Helt ganske kort kunne det siges, at det var det, Idaslet ville, for resten af bandet kom med samme spilleglade attitude. Det var helt åbenlyst, at Idaslet var et helt andet band end Apathist med deres attitude og fremtoning. Det her var mindre seriøst, men en større fest og klart et band med en større live-erfaring. Guitaristerne og harmonikaspilleren vandrede konstant rundt på scenen, mens der spilledes nordisk inspireret, polkaagtigt folkemetal. Der var ingen tvivl om, at bandet havde en kæmpe fest, og dette fik også samlet nogle flere mennesker indenfor i koncertlokalet, frem for at de hyggesnakkede udenfor. Det betød også, at der var flere mennesker foran scenen end til dagens første koncert. Folk var ikke fulde endnu, men stemningen farverig alligevel, og da bandet nærmest helt piratagtigt råbte ”Aho Aho” ud til publikum, så var de med på legen. Det var helt sikkert en genvinst, at festivalen havde Idaslet på tidligt, da de kunne få sparket lidt gang i festhumøret blandt aarhusianerne.

Efter lokalet var blevet lidt af sauna, havde jeg bevæget mig udenfor for at køle ned. Mange andre havde fået samme idé, plus det at mange havde brug for nogle kulhydrater til at holde maskineriet kørende. Det var passende rammer at stå udenfor, mens solen stille ebbede ud i horisonten bag de rå, industrielle bygninger, og mørket stille lagde beslag på solens varme. Passende rammer, fordi næste band til at indtage scenen, Arkæon, nok var dem, som skilte sig mest ud. En meget anderledes start var det også, da tre mænd med lidt sort maling i hovedet indtog scenen. To af dem sad på hver deres side af scenegulvet med strengeinstrumenter, mens den tredje mand gik hen til mikrofonen midt på scenen og brølede en masse diabolsk lydende ord ud. Det gjorde han, mens han holdt en rekvisit, som lignende en sølvkande fra middelalderen. Da den del af ritualet var overstået, hældte han noget halvtykt flydende brun væske ud over sig selv og bagefter over de to andre i bandet. Herfra var der lidt tvivl om, hvorvidt man skulle være glad for, at det ikke var jordens største black metal-kliché, teaterblod, som var det flydende indhold. Det var dog svært at tage det helt seriøst, når erstatningen lignede et restprodukt fra en mælkechokoladefondue. Efter denne lidt bizarre afslutning på ritualet bevægede han sig op bag trommesættet, hvorefter musikken startede. Det mærkedes tydeligt, at Arkæon var et band, som splittede publikum i to. Der var en del folk, som stod helt fortryllede og lyttede meget intenst med, mens Arkæon spredte hæse, skrigende vokaler, skingre hurtige guitarrytmer og lidt blast beats ud i rummet med en yderst beskidt forvrængning. Det var dog aldrig noget, som fangede mig, da musikken føltes langtrukken, og musikerne var meget indadvendte på scenen. Bevares, sidstnævnte er ofte tilfældet med black metal og kan sagtens være en del af hele oplevelsespakken for at lade musikken stå i fokus. Den slags kræver dog også ekstra meget af publikum – de skulle kunne lide musikken for at blive fastlåst i rummet, når der ikke er en nærværende synergi mellem band og publikum. Derfor blev dette en optræden, hvor den ene halvdel var blev hængende i lokalet, og den anden halvdel smuttede i baren eller udenfor.

Endelig så det ud til, at flere mennesker dukkede op til festivalen. Meget tydede på, at en del havde besluttet sig for at få aftensmad derhjemme og spare lidt penge. Generelt en ærgerlig ting for stemningen, men også sigende for at trods det sympatiske i at booke flere forskellige upcoming bands, så skulle de danske metalfans have et større incitament til dukke op fra start. Dette var til Lightchapters helt store fordel, da koncertrummet nu var cirka 75 % pakket, og der var også folk, som begyndte at være berusede. Når man spiller et moderne take på melodisk dødsmetal med synth og elektroniske elementer, så er det ikke svært at få et metalglad publikum med på løjerne, hvis bare varen leveres godt live. Det var noget, Lightchapter i allerhøjeste grad gjorde, selvom bandet blev dannet for kun små fire år siden, og dermed har de ikke nået at få ret meget live-erfaring på grund af pandemien. De virkede yderst selvsikre i deres fremtoning, og som om de havde spillet sammen i ti år. Det hele foregik med hæsblæsende omkvæd med fede hooks, der leveredes præcist med udtryk og attitude. Tilmed var det også her, lyden og lyset stod skarpest på det lille spillested. Der blev dannet flere rækker af folk foran scenen, som virkelig lod sig rive med af koncerten med moshpit, og tre gutter helt foran, som smed T-shirts og gav den fuld gas i bar overkrop. Klart aftenens mest herlige og medrivende moment, hvor både publikum og band virkelig nød hinandens energi. Så var der ligesom blevet varmet godt og grundigt op til festivalens eneste etablerede og erfarne navn.

Der var ikke længe til, at Crocell skulle indtage scenen. Mystisk nok, så forblev folkemængden den samme som til Lightchapter, så derfor føltes festivalen aldrig, som om der var udsolgt. Det var mærkværdigt, for 92ud af 100 havde tjekket ind i løbet af dagen. En anden ting, som var mærkværdig, var, at minifestivalens eneste madbod simpelthen var smuttet, mens Lightchapter spillede, så nogle var måske gået forgæves efter aftensmad. Hvis der kommer en næste udgave af Royal Metals minifestival, så skal der herfra lyde et håb om, at der er et større sortiment i madudvalg med mulighed for skrub af-mad, det plejer at være et hit til de jyske festivaler. Nuvel, nu var det blevet de lokale dødsmetalveteranernes tur til at overtage scenen. På vanlig vis kom vokalist Asbjørn Steffensen ud med masser af smilende mimik, åbne arme og pegede rundt på publikum. Det er helt fristende at sige, at Crocell bare gjorde det, som Crocell gør bedst: leverede en omgang gedigen, solid dødsmetal, hvor særligt Steffensen stod for interaktionen med publikum. Bandet skrålede og skålede en masse og publikum med dem. Folk moshede lidt, når der var mest tempo på, og selvfølgelig kastedes der en masse horn undervejs. Lidt Crocell-snaps blev også sendt på runde blandt publikum i bedste smittespredningsstil, hvor man enten drak direkte af flasken eller lod være. Det var helt tydeligt, at bandet besad en noget større rutine end alle de andre bands, som havde spillet i løbet af dagen. Det hele var på mange måder nøje indstuderet, gennemøvet og præcist, og havde man set Crocell før, så vidste man, hvad den koncert ville byde på. Det var helt tydeligt, at publikum og Crocell elskede hinanden, men der manglede lige et ekstra gear og flere folk i rummet. Crocell afsluttede sættet på lidt uforløsende vis ved, at de gik hurtigt af, og intet ekstranummer. Lidt ærgerligt efter en energifyldt koncert, og man kunne også godt have brugt, at der var en konferencier eller talsperson, der takkede af for dagen.

En lille identitetskrise

Royal Metal-foreningen står med nye folk og nye rammer, og det var tydeligt at mærke efter en minifestival som denne. Selvfølgelig skal foreningen have tid til at finde ud af, at hvad dens identitet i fremtiden skal være, og hvor den vil henad. Denne minifestival kunne desværre ikke give så mange svar på, om Royal Metal er klar til den store genoprejsning som byens største metalfestival. Minifestivalprogrammet havde fem bands i alle deres forskellige genrer, så det vidner måske om en bestyrelse, der vil favne endnu bredere end den meget stærke black metal-profil, festivalen havde i fortiden. Med alt det, som var sket, in mente , så kunne aftenen virkelig godt have brugt en konferencier eller en meget synlig tilstedeværelse fra arrangørerne selv. Hvor der var blevet fortalt om formålet med aftenens arrangement og luftet lidt om, hvad fremtiden byder på. Der kunne eventuelt være lagt flyers rundt omkring med information om de nye rammer, den nye bestyrelse og dens formål. Det vil være fedt, hvis foreningen kan vise, at den står stærkt samlet og er klar til at generobre metalscenen i Aarhus, men også for at skabe noget snak derude i krogene om, at Royal Metal er tilbage, og man bør købe billet til de fremtidige begivenheder. Der er ingen tvivl om, at der er folk, som er klar til at støtte festivalen, så længe festivalen eksisterer, og programmet bare er lidt tillokkende. For en aften som denne 1. april med et sats på så mange forholdsvis nye og uprøvede navne, så er det et godt resultat at få udsolgt udenfor centrum i Aarhus. Derfor blev de spørgsmål, jeg stillede i starten af reportagen, ikke besvaret denne aften, og her må tålmodighed og tid give svarene. Men håbet får lov til at leve, for at Aarhus fortsat vil have en stærk metalfestival.