Interview med Crocell

Crocell by Lars Hur Crocell by Lars Hur

Hvor mange liter snaps har Crocell egentlig langet over disken? Dét og meget andet giver trommeslager Andreas og guitarist Rasmus svar på i vores interview lige her.

Vil I ikke starte med at introducere jer selv og Crocell?
Andreas: Jo da. Jamen, jeg hedder Andreas, og jeg spiller trommer i Crocell. 

Rasmus: Jeg hedder Rasmus, og jeg spiller guitar i Crocell. Jeg er også kendt som heksefyren – og det er der ikke rigtig nogen god forklaring på. Tja, jeg holder ikke rigtigt styr på så mange ting. Jeg dukker bare op og spiller guitar. 

Andreas: Og hvad er Crocell for noget?

Rasmus: Crocell er et death metal-band, som ikke kun er death metal. Det er efterhånden også lidt et… Ja, vi tror, det er et black metal-band. Vi er godt forankret i den jyske muld – på den måde, at vi spiller tungt, hårdtslående og højt.

Crocell har været i gang i cirka 10 år. Hvad er det næste skridt for jer lige nu?
Andreas: Det er i virkeligheden et godt spørgsmål, for vi er ikke selv helt sikre på, hvad planen er. Vi blander som sagt flere genrer, og lige nu prøver vi at finde ud af, hvad vi egentlig er – ikke fordi vi nødvendigvis skal sige, at vi er 100 % det ene eller det andet. Vi er ved at skrive nogle nye numre, og der prøver vi alle mulige forskellige ting af. Noget af det lugter forfærdeligt meget af black metal, men der er også noget, der lyder helt punket. Der er selvfølgelig også rigtig meget, der bare lyder som Crocell midt i alt det der. Næste skridt er måske i virkeligheden at finde ud af, hvad det er, vi har lyst til at lave anno 2019. Crocell har eksisteret i 12 år og lavet en hel del – synes vi selv – fed musik, men nu kan vi bare mærke, at der bobler noget nyt frem.

Rasmus: Den situation, vi befinder os i, er både en forbandelse og en velsignelse – hvis man skal bruge den slags termer. Vi er efterhånden et halvgammelt band, vi har været på scenen i mange år, og vi kan ikke gøre helt det samme som mange af de nye bands. Der er en masse nye bands, som stormer ind over det danske metallandskab med stor succes og ny energi. Den bølge er vi ikke på. Den bølge kan vi ikke komme på. Det betyder så, at vi bliver nødt til at levere på nogle andre parametre. Vi skal være et endnu bedre Crocell, lave endnu federe musik, spille endnu hurtigere og meget højere. Vi skal gøre det, vi allerede gør – bare meget mere.

Som I selv nævner, er der godt gang i den danske metalscene. Hvilket band synes I – udover Crocell – er det fedeste i Danmark lige nu?
Andreas: Hmm… Det er ret spændende. Som jeg ser det, sker udviklingen inden for et ret bredt spektrum. Det er alle mulige genrer, der er i spil nu. Tidligere har mange bands nok været mere fokuseret på én genre og én lyd, men lige nu sker der jo alt muligt. Det er sådan set både nye og gamle bands, der har gang i noget. Der er fed doom metal, der er fed grindcore, der er fed black, fed død og sådan noget. Det er måske et dårligt svar, når der bliver spurgt efter et favoritband, ha ha!

Rasmus: Jeg kan sgu heller ikke svare på det. Altså hvis jeg er til koncert eller på festival, så hører jeg en masse ting, som klinger rigtig godt, men jeg kan ikke lige sætte flueben ved ét bestemt band. Eller… Må jeg sige Pretty Maids?

Andreas: Nå ja – et af de nyere bands!

Er der nogle tendenser eller klichéer på den danske metalscene, som I gerne så forsvinde?
Rasmus: Ja, det er der! Jeg ved ikke, om det er en tendens. Måske er det faktisk en ikke-tendens: Det hele er så ufarligt. Altså… Jeg kan rigtig godt lide flinke fyre og piger, men vi mangler nogle bands, der er farlige. Jeg mener ikke nødvendigvis, at vi skal brænde kirker ned og alt muligt, men der var ligesom noget farligt ved nogle af de bands, vi havde op igennem 90’erne – specielt dem fra Jylland! Jeg synes godt nok ikke, der er meget farligt i dag. Der mangler noget kant og nogle personligheder, som er lidt skæve – ikke bare sådan ”ungdomshus-black-metal-skæve-i-bøtten”. Det skal være nogen, der er ude at spille på nogle lidt andre tangenter end dem, deres respektive instrumenter har at byde på. Det kan jeg sgu godt savne. Jeg kan godt savne Illdisposed i 90’erne, eller kan I huske Nidhug? Noget med noget goddav i. Det ser jeg ikke så meget, og det synes jeg er synd. Jeg vil gerne have nogle tosser ind over.

I har spillet rundtomkring i hele landet. Har I en god historie eller et minde om en virkelig fed koncert?
Andreas: Hvis jeg skal nævne et gig, hvor det hele bare var fedt, og alt klappede, så må jeg sige Royal Metal Fest sidste år. Vi havde spillet en masse koncerter forinden, så vi var rimelig klar på det, og det hele gik bare pissegodt. Vi var gode, folk var gode, og så havde vi fået et rigtig fedt tidspunkt. Det er egentlig ikke nogen særlig god historie; det var bare en fed oplevelse. Gode historier, hmm… Det er jo som regel, når noget går i stykker, eller når folk går i stykker.

Rasmus: Ja, altså vi spillede i Belgien for Impalers og en eller anden fotograf – og dét var det. Det var ret skægt at køre, jeg ved ikke hvor langt, og så står der bare de der aber fra Impalers og synes, at man spiller pissefed død. Det var fedt. Det kunne jeg godt lide.

Andreas: Det var også lidt åndssvagt.

Rasmus: Ja, jo… Men det var sjovt!

Lad os vende lidt tilbage til genre: Er det noget, I går op i?
Rasmus: Nej. Jeg synes, det er fint nok at få en genrebetegnelse, når bandet ikke er etableret. Så kan folk jo slå op i et eller andet kartotek og finde dem. Men når man er lidt etableret, som vi jo er, så ved folk godt, hvad vi står for. På den måde bliver det ikke så vigtigt, om vi skal kalde det det ene eller det andet.

Andreas: Jeg er enig. Genre i sig selv er jo egentlig smart nok, for det er bare en slags forkortelse for en masse tillægsord, ikke? Så hvis man siger, at noget lyder som black metal, slipper man for at skulle forklare en hel masse.

Rasmus: Det største problem med genre er, at hvis du hører noget fedt og tænker, at nu vil du finde noget mere i den genre, så er du allerede på vej ud på et skråplan. Du har ikke sat nogen kriterier op, som har noget som helst at gøre med kvalitet! Hvis du for eksempel siger: ”Uh, det her lyder godt, lad mig høre nogle flere djent-bands” – I ved, den der irriterende musik, der bare siger du-du-du-du-du-du – så er du ikke garanteret nogen form for kvalitet. Du har måske hørt Meshuggah, og så finder du hurtigt ud af, at det faktisk er det eneste fede djent-band nogensinde i hele verden. Så er det bedre at glemme genre lidt og bare finde den musik, der virker.

Andreas: Men det er jo meget fedt at kunne sige ”djent” i stedet for hele tiden at sige ”du-du-du-du-du-du”…

Rasmus: Ja, det er selvfølgelig meget godt. Men der er ikke rigtig nogen kvalitetssikring i at genrebestemme. Det er bedre at vurdere, om det er godt eller noget lort.

Vi har et fanspørgsmål til jer: Hvor mange liter Crocell-snaps er der blevet langet over disken igennem tiden?
Andreas: Shit, mand…

Rasmus: Jamen, vi har vel spillet over 100 koncerter, og der bliver lavet et sted mellem 1,50 og 2,25 liter pr. show. Så var der lige vores release fest, hvor der røg 20 flasker! Det er nok omkring 200 liter i alt.

Andreas: Der er selvfølgelig nogle af vores første koncerter, hvor vi ikke havde den med. Men ja, svaret er: ret meget snaps!

Vil I give et lille shout out til jeres danske fans – hvorfor skal de høre Crocell?
Andreas: Fordi de forhåbentlig godt kan lide det! Ej, vi synes, det er pissefedt at holde fest sammen med jer. Det er skideskægt at spille live. Det dur bare.

Rasmus: Vi giver den altid alt, hvad den kan trække. Alt! Det er ligesom det, vi har at tilbyde – og det er der nogen, som godt kan lide. Det er vi sgu meget glade for. Vi er lidt ved at have sådan en lille familie af fans. Der kommer selvfølgelig altid nogle mennesker, vi ikke har set før, men der er en flok, som for det meste dukker op. Det er fedt. Dem kan vi rigtig godt lide at hænge ud med.

Tak for jeres tid!
Selv tak!

Tilføj kommentar