Crocell spiller koncert ved Vintermetal 2022 .
Crocell - Baptized in Bullets

Baptized in Bullets

Udkom

Type:Album
Genre:Black/Death Metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Metalveteraner bryder tavsheden med dobbelt EP

Med lige knap femten år på bagen kan man godt uden at fornærme nogen kalde Crocell for en slags veteraner på den danske metalscene. Fem fuldlængdealbum og et hav af koncerter i ind- og udland er det blevet til gennem årene, og nu er bandet så klar med endnu en udgivelse, den dobbelte EP Baptized in Bullets/Funeral Bliss. Der er i den grad tale om en dobbelt udgivelse, for uanset om du køber LP- eller CD-versionen, så er der to skiver i dem begge, hvilket betyder, at du skal rejse dig fra stolen, hvis du vil have det hele med. I denne anmeldelse vil fokus være på den første del, Baptized in Bullets. Optagelserne er lavet i forskellige stuer, kældre og øvelokaler i efteråret 2020, og optagelserne har bandet selv stået for. Dog er trommerne optaget af Quentin Nicollet (Sol Ater Studio), ligesom det også er ham, der har stået for at mixe denne del af udgivelsen. Hele udgivelsen er sendt på gaden i et tæt samarbejde med pladebutikken Mephisto.

Krig!

Det altoverskyggende tema på Baptized in Bullets er krig. Den første sætning på nummeret ”Chariots of Hellfire”: ”Silhouettes of massive machines, in silence awaiting the first light” siger ligesom det hele, og rækkerne af kampvogne står klart og tydeligt for det indre blik. Nummeret åbner med en hurtig rundgang på trommerne, inden Asbjørn Steffensen på vokal, med resten af bandet i ryggen, skriger det hele i gang. Tre hurtige vers med tremoloriffs på guitarerne, pumpende trommer og et fantastisk arbejde på hi-hat og bækkenerne afløses af et break, hvor lyde fra krigen langsomt bygger op, inden det hele forløses, og nummeret bringes til ende i et vanvidsridt af voldsomhed og aggression. Et stærkt åbningsnummer, der meget præcist varsler lytteren om, hvad der venter på de resterende tre numre. Næste nummer, ”Lustrous Bayonets”, følger fint i hælene på det første nummer, dog er dette nummer ikke lige så kaotisk som det første, og bandets melodiske fortid bringes på fornemmeste vis i spil. Her gør bandet også brug af en dobbelt vokal, hvor den ene guitarist, Rasmus Hexen Henriksen, bakker forsangeren op. Den dobbelte vokal fører en fed dynamik til musikken, ligesom den også er med til at trække nummeret i en mere blackmetallisk retning. Næste track, ”Cauldron of Attrition”, kører i direkte forlængelse af det forrige, og musikalsk bevæger vi os endnu mere i retning af den sorte metal. Det klæder bandet, og fremadrettet er det helt sikkert en vej, de bør afsøge noget mere. Det fungerer supergodt og er med til at bryde den lidt groovy fornemmelse, der har præget de to første tracks. Som afslutningssalut på Baptized in Bullets fyrer Crocell ”By Demons and Devils” af. Endnu et nummer, hvor inspirationerne fra blackmetallen er tydelige uden dog at være rendyrkede. Der er stadigvæk elementer i nummeret, der leder tankerne i retning af en formørket omgang dødsmetal. Særligt den elegante og velplacerede guitarsolo fremført af Tobias Pejs Hornstrup sidder lige i skabet og er med til, som tilfældet var med den dobbelte vokal, at tilføre musikken en fantastisk dynamik, der gør, at den aldrig bliver kedelig.

Solidt, gedigent og velproduceret

Der er intet revolutionerende eller nyskabende ved Crocells Baptized in Bullets. Til gengæld er de fire numre enormt godt skruet sammen og produceret, og den umiddelbare begejstring for det solide håndværk er vedvarende. Nogle gange er det nok at gøre sig umage, udvælge det bedste, man kan præstere, og så samle det i den rette rækkefølge. Det er det, Crocell har gjort på Baptized in Bullets, hverken mere eller mindre, og er du til hårdtslående dødsmetal med klare og tydelige referencer til black metal, så er denne udgivelse helt sikkert et lyt værd.

Tracklist

  1. Chariots of Hellfire
  2. Lustrous Bayonets
  3. Cauldron of Attrition
  4. By Demons and Devils

Tilføj kommentar