No E(n)d in sight

At lægge øre til nyt materiale fra Cradle of Filth har i årevis været forbundet med en vis portion skepsis for mit vedkommende. På den ene side har briternes diskografi udgjort en regulær hjørnesten i min metalopdragelse gennem de seneste to årtier. På den anden side, så hæfter begejstringen for Dani Filth og hans skiftende entourage sig primært til perioden 1996-2004, kulminerende med udgivelsen af Nymphetamine. Klip til 2021, hvor overraskende vellykkede Existence Is Futile gav fornyet vished om, at hvis man som jeg var klar til at stede ’krybben’ til hvile, så havde man i den grad gjort regning uden vært. Lanceringen af The Screaming of The Valkyries har således trukket overskrifter af helt andre årsager. Her har især florerende rygter om samarbejdet med Ed Sheeran og ikke mindst vielsen mellem Marek ’Ashok’ Šmerda og Zoë Marie Federoff konkurreret lystigt om opmærksomheden i mediebilledet.

Noget nyt, noget gammelt, noget lånt …

Der er dog hverken bryllupsklokker eller akustiske popserenader at spore på The Screaming of The Valkyries, men derimod et moderne blend af blackened thrash og NWoBH. Naturligvis nænsomt pakket ind i samme atmosfære, selvironiske distance og ikke mindst de narrative greb, vi normalt forbinder med CoF. “To Live Deliciously” kommer således flyvende ud af startblokken. Nummerets buldrende basgange understøtter fint de raspende fraseringer, selvom de ikke for alvor udfordrer Danis vokale vingefang. Samtidig opleves de mere konforme passager domineret af isnende horrorsynths forholdsvist nedtonede.

En del tidligere kritik beror netop på bandets melodiske paradigmeskifte, hvor udtrykket alt for ofte har måttet vige for æstetikken. Derfor er det også velgørende at konstatere, hvordan CoF har lagt sig i selen i forsøget på at ramme nerven fra de unge år. Der er tydeligvis tale om kompositioner af nyere produktion, om end mere traditionelle i deres opbygning. ”Demagoguery” er klassisk CoF med sine indtalte verslinjer og dynamiske rytmesektion, hvor keyboard og strenge skiftevis står for underlægningen. Det hele hyllet ind i samme elegance, som fans af ældre dato genkalder sig fra tidlige værker som Midian og Dusk and Her Embrace. ”You Are My Nautilus” er derimod en monumental magtdemonstration udi litterær formidling. I løbet af knap otte minutter genbesøger vi således både Jules Verne og H.P. Lovecraft, mens også det globalpolitiske krigsberedskab dukker op i periskopet:  ’Leagues ahead / Twenty thousand hissing in our wake / Together fed / Our war machine accelerates’.

På trods af flere fortræffelige elementer, lider albummet (igen) under egen vægt. Ganske vist har man til forskel fra Existence Is Futile reduceret antallet af skæringer fra fjorten til ni. Det må dog siges at være en stakket frist, idet ”White Hellebore” med sine fem minutter og fire sekunder snupper titlen som albummets korteste nummer. Og når vi nu har hevet giftplanten op ved egen rod, så står vi faktisk med essensen af ’valkyriernes skrig’ på godt og ondt. Med al tænkelig respekt for Federoff, så falder hendes sarte røst til jorden, ikke mindst når vi til sammenligning mindes den karakter og kraft, sessions- og livevokalist Sarah Jezebel Deva (medlem 1996-2008) i sin tid bragte til bordet. Omvendt bør ’Marthus’ fremhæves, efter min bedste overbevisning en af ekstremmetallens fremmeste trommevirtuoser. Uden på nogen måde at kapre billedet giver han konstant prøver på sit enorme talent. Tommel op herfra. Til gengæld kunne man godt have dyrket de symfoniske elementer en anelse mere. Her tænker jeg især på de rædselsvækkende strygere, som i sin tid var med til at løfte Cruelty and the Beast op på allerøverste hylde. En udgivelse, der til dato ikke blot står som briternes uomtvistelige magnum opus, men som et af genrens absolutte nøgleværker.

Kunsten at ældes med ynde og værdighed

Det er dog for letkøbt, hvis man ultimativt baserer kritikken på de interne forskelle mellem nu og dengang. Indimellem er man nødt til at anlægge et lidt bredere perspektiv. Hvem husker (ikke) frygtelige Franckensteina Strataemontanus?!? Eller hvordan Dimmu Borgir forrige år ikke blot ramte bunden, men blæste igennem med et brag, da nordmændene valgte at ’berige’ verden med Inspiratio Profanus, et kompilationsalbum af covernumre (!). Næh, når jeg ser, hvad der ellers er bedrevet rundtom i de symfoniske afkroge af den sorte garderobe gennem de senere år, så har skuffelserne her været langt større, end over noget Filth og hans kumpaner hidtil har bedrevet. I erkendelse heraf, så kan jeg også uden bæven konkludere: The Screaming of The Valkyries er et ganske gennemført album, skønt jeg nok vil afholde mig fra at klassificere det blandt de allerbedste.