Dr. Frankenstein, I presume?
Da den hollandske cirkus-black-trio tilbage i 2017 udsendte deres forrige album, Dance and Laugh Amongst the Rotten, var vores anmelder så lamslået, at hun, i ren ekstase, smed ti kranier efter dem. Det er ikke noget, der sker hver dag. Derfor var det særdeles spændende at se, om det var en bølge af succes, de fortsat ville ride på, eller om corpsepainten var begyndt at størkne og cirkusteltet ved at være forladt. Franckensteina Strataemonanus er, udover en vanvittigt irriterende titel både at skrive og sige, et konceptalbum, der omhandler den tyske okkultist Johann Conrad Dippel. Han var efter sigende den primære inspirationskilde for Mary Shellys udødelige klassiker Frankenstein. I teorien lyder det jo ganske fint, men der kan jo være – umådeligt – langt fra teori til praksis.
Tim Burton Black
Carach Angren har, trods deres Ringenes Herre-inspirerede navn, ikke meget med den klassiske ”trve kvlt” black metal at gøre. I stedet er der et langt større fokus på keyboards, synthesizers og masser af fest og ballade. Hvis man blander Dimmu Borgir og Satyricon, og så får Tim Burton til at skrive teksterne, ja så får du Carach Angren. Der er proppet så mange effekter, gøgl og forstyrrelser ind i samtlige sange, at man bliver decideret irriteret. Så skal der lige være noget spoken word, sigøjnerviolin, kukure eller lyden af en, der sniffer direkte ind i mikrofonen – det ville muligvis fungere, hvis der var noget visuelt til at matche det hele. Generelt sidder man lidt og føler, at det er soundtracket fra en ukendt goth-musical fundet allerbagerst på hylden i en nu lukket Blockbuster. Selvom Carach Angren absolut hverken spiller goth eller emo, så minder deres lyd mig om dengang tilbage i slut 00’erne, hvor alle i metalmiljøet gik i sort og rødt, havde Hello Kitty stretch-øreringe, stort hår samt eyeliner nok til at få en panda til at skamme sig. Alting emmer simpelthen af Corpse Bride, A Nightmare Before Christmas og Sweeney Todd! Altså et forsøg på at lave noget, som er ih-og-åh-så-uhyggeligt og storslået, men resultatet er omtrent lige så skræmmende som et plastikskelet fra Fætter BR, og lige så stor scenekunst som den lokale kommune skoles årlige opsætning.
Black metal kan til tider være svært at tage seriøst, uanset hvor meget den prøver, men Carach Angren gør det nærmest umuligt. Det bliver simpelthen for fjollet, usammenhængende og lallet! På den ene side vil de meget gerne være Emperor, Dimmu Borgir og Satyricon, men det næste øjeblik er vi ude i et bizart grænseland mellem Nightwish og Marilyn Manson – og der må du aldrig gå hen, Simba! Tag fx ”The Necromancer”, et nummer, der godt kunne have været en B-side på Satyricons The Age of Nero, og der er skam masser af momenter, hvor man lige når at tænke ”Ah, nu er den der, så kører det sgu!”.
Men ak, lige så snart som Carach Angren har fat i den lange ende, så smider de den igen for at banke hovedet ned i tangenterne på keyboardet eller vælte over samtlige cykelklokker og kukure i hele Holland. Og nej, jeg har absolut intet imod, at man blander symfonisk musik og black metal, tværtimod, man skal bare gøre det ordentligt – og det gør Carach Angren ikke på Franckensteina Strataemonanus. Det er ikke en forførende vals, men en decideret spastisk støvledans!
Det er ikke mig, det er dig
Franckensteina Strataemonanus er et umådeligt rodet værk. Samtlige 11 numre er dybt forglemmelige, og hvis det ikke var nok, så er produktionen også noget juks. Trommerne overdøver alt, vokalen lyder nærmest grynet, og bassen er ikke eksisterende. Gør dig selv en tjeneste og glem dette værk, og læs i stedet om Johann Conrad Dippel – der er langt mere interessant, end Franckensteina Strataemonanus nogensinde bliver!
