Satan og helvede!
Dani Filth, din skrupskøre lille liderbasse! Jeg må sgu kippe med hatten i din retning, for du har bevist, at der er en grund til at tage Cradle of Filth seriøst i 2021. Jeg, og mange andre, afskrev Cirkus Dani for mange år siden, da det pludselig begyndte at handle mere om, hvordan man så ud, frem for hvordan man lød – hvoraf det sidste nu må siges at være det mest relevante, når man er musiker. Men så kommer I her med Existence is Futile og tvinger alle os kritikere til at æde vore eddikesure ord i os igen – satans!
En krybbe fyldt med ideer
Jeg ved ikke, om Dani en dag vågnede, så sig selv i spejlet og tænkte, det var på tide at komme op i gear. Men én ting er sikkert, og det er, at selvom Existence is Futile er bandets 13. udgivelse, så er der altså tale om et band i absolut topform – endda bedre form end de har været i i mange, mange år. Det er, som om bandet har fokuseret på, hvad der gør Cradle of Filth til netop Cradle of Filth, og besluttet sig for så at gå all-in på netop det i stedet for at prøve på alt muligt andet. Musikken er, som altid, storslået og episk, fyldt med spasmodiske armbevægelser, diverse barokelementer samt så mange okkulte og seksuelle referencer, at selv Aleister Crowley ville få røde ører!
Men det mest imponerende må nok være bette Filth ham selv, for nok er han vertikalt udfordret, men hans stemme er større end nogensinde, tag blot introskriget på ”Necromantic Fantasies”, som bliver leveret med så meget potens og bravur, at man helt tilgiver tidligere vokalpræstationer på forrige udgivelser. Dertil skal man ikke nægte resten af bandet den ros, de fortjener, for Existence is Futile er mere end bare orgel og skrigeri. Albummet er spækket med delikate guitarriffs og legesyge trommer, der alle fungerer i en smuk symbiose med de symfoniske og orkestrale elementer, og hele herligheden bliver pakket ind i en fremragende produktion. Det er med andre ord sådan her, moderne symfonisk extreme goth metal bør lyde. Som altid elementer af dødsmetal, black og alt muligt andet gak og gøgl, og hvis man partout skal Dani & Co. ned i en kasse, så må vi konkludere, at det er en kasse hvor der både er plads til Dimmu Borgir og Nightwish.
Existence is Futile noget af en udgivelse med hele 12 numre, hvilket har givet bandet masser af plads til at lege og udfolde sig, så uanset hvilken version af Cradle du fortrækker, så er den at finde på albummet. Om det så er den mere gotiske og pladderromantiske variant (”Discourse Between a Man and His Soul”), den mere rifforienterede og old school (”Black Smoke Curling on the Lips of War”) eller den storladne og pompøse (”Crawling King Chaos”) – så bliver alt sammen bliver leveret med den sædvanlige galgenhumor og glimt i øjet, som alle dage har været en grundpille i bandets musikalske univers.
Dog har selv denne rose torne, og den skarpeste torn er albummets længde, for med sine 12 numre (14, hvis man sidder med bonusudgaven), ender vi ud i lidt af en ørkenvandring, og de tre instrumentelle numre burde enten være blevet strøget eller koblet på nogle af de andre numre – for ingen udgivelse har brug for tre (!) instrumentelle intermezzoer.
Forventningens glæde er dog den største
Da bandet for nogle måneder siden udgav førstesinglen ”Crawling King Chaos”, tog jeg mig selv i at udbryde: ”Hvad sker der for, at de pludselig laver noget, der er jævnt fedt, efter at have været middelmådige goth-dværge i to årtier?” Måske et lidt hårdt udsagn, men det bundede i den totale forbløffelse. Denne forbløffelse gjorde da også, at mine forventninger til Existence is Futile var tårnhøje. Desværre lever udgivelsen ikke helt op til mine forventninger.
Ergo ender vi ud i, at Cradle of Filths nyeste udspil byder på for meget af det gode, og selvom lysten til rigtig at vise, hvad man har af tricks oppe i ærmet, er forståelig, så kan det være klædeligt at begrænse sig, men det har selvfølgelig aldrig været bandets stærkeste side – nok nærmere tværtimod.