Når alligatorer skifter ham
Et nyt år er dårligt skudt i gang, før nogle gamle kendinge for mit vedkommende har smidt deres fjerde langspiller på gaden. Det drejer sig om danske Cold Night For Alligators, som undertegnede har fulgt sporadisk, siden de kom frem med nummeret ”Tempus Fugit” i 2011. Dengang forsangeren ikke hed Johan Pedersen, men Hjalte Sejr Berthelsen, og de havde merch i form af en hvid t-shirt med en tegnet grøn alligator holdende et skilt i hånden med teksten ’Gators are rokoko’. Når vi taler albummer, så startede bandet med en djent/tech/mathcore lyd på debuten Course of Events (2016) for at trække mere over i den melodiske, progressive metalcore på opfølgeren Fervor (2018). På tredje udspil The Hindsight Notes (2022) har lydbilledet igen ændret sig, og kan nok bedst beskrives som alternativ metal med et progressivt islæt. Som den skarpe læser har bemærket, har bandet bevæget sig længere og længere væk fra deres originale lydunivers, og de kolde alligatorer har taget endnu et krumspring rent genremæssigt på nyeste With All That's Left.
Gammel alligator i nye klæder
Albummet åbner med titelnummeret “With All That's Left”, der hurtigt får sat rammen for skiven. Det er progressivt anlagt metal, men tydeligt trukket i en mere poppet retning. De hårde, proggede stykker står side om side med det skrøbelige og sårbare, og det er netop i den kontrast, pladen for alvor fungerer. Johan Pedersens vokal er et klart omdrejningspunkt og binder det hele sammen – både når udtrykket er luftigt og melodisk, og når stemningen bliver mere intenst. Det legesyge islæt i kompositionerne gør, at musikken aldrig stagnerer, men hele tiden føles i bevægelse.
Der er mange gode sange på udgivelsen, men der, hvor bandet rammer allerbedst, er på “I Am Only Fear”, der for undertegnede står som pladens absolutte højdepunkt. Nummeret starter afdæmpet og næsten fløde-poppet, men folder sig langsomt ud med flere og flere lag, jo længere man kommer ind i det. Det er et nummer, der ved første gennemlytning kan virke simpelt, men som afslører langt mere dybde ved gentagne genhør. Det proggede kommer til udtryk på en tilbagelænet måde gennem offbeat-trommer og subtile rytmiske skævheder, mens c-stykket leger med lytterens forventninger. Hvor man tror, at nummeret skal eksplodere i klassisk forstand, trækkes der i stedet blæsere ind over, som giver en jazzet drejning. Det er et modigt valg, men det fungerer overraskende godt og understøtter den modne og følelsesladede stemning.
Der skal næsten være lidt uskarpe tænder i en alligatormund. Det bedste bud herpå, vil være “Bittersweet Echoes”, der fremstår som albummets svageste led. Det er på ingen måde et dårligt nummer, og alle de velkendte elementer er til stede. De bløde kontra de hårde passager, det proggede islæt og den stærke vokal. Men det mangler den nerve og intensitet, som kendetegner resten af pladen. Omvendt viser numret “Astonishing”, hvor legelysten virkelig får frit spil, hvorfor albummet alligevel føles så stærkt samlet set. Her stritter musikken i alle mulige retninger med filmiske strygere, en kvindevokal der med sit enkelte kald kan tolkes som både opløftende og nedslående, skæve takter og elektroniske elementer. Alligevel føles vejen ligetil, og bandet formår at samle alle stumperne og trådene til et flot lydtæppe. Det er netop denne evne til at få kompleksitet og umiddelbarhed til at sameksistere, der kendetegner dette værk.
Moden alligator i nye vande
De kolde alligatorers nyeste skive er en ambitiøs og legesyg udgivelse, der viser et band i konstant udvikling. Cold Night For Alligators fortsætter ned ad den vej, de har lagt for længe siden, og ser sig indimellem tilbage til deres oprindelige lyd og kipper med hatten dertil. De er nået til at bevæge sig i et grænseland, hvor progressiv metal, alternativ rock, poppede elementer og en lettere legesyg tilgang til musikken smelter sammen til et personligt og genkendeligt udtryk. Det er ikke alt, der rammer lige hårdt rent musikalsk, men helhedsindtrykket er stærkt, og albummet vokser markant ved gentagne gennemlytninger. Der er klare paralleller til bands som Sleep Token og Leprous i tilgangen til genreblanding, men Cold Night For Alligators står solidt på egne ben. Er det hård metal? Nej, må det simple svar være. Er det velspillet, storladent, følelsesfuldt og gode, solide numre? Uden tvivl. With All That's Left er en plade, man vender tilbage til – ikke af pligt, men af lyst – og det siger i sidste ende det hele.
