Mariehønen Eviggrå går atter en tur
Jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til Evergreys navn. Navnet lyder som trinnet, lige inden man får diagnosticeret, at man er deprimeret. Derudover er musikken slet ikke så grå, som navnet antyder. Tværtimod. Svenskerne har altid haft en forkærlighed for store melodier, følelsesladede omkvæd og passager så sukkersøde, at de får kanelgifler til at smage som surkål. Så ja, navn og musik er langt fra hinanden. Men der er mere. For jeg har svært ved at forestille mig mennesker, der konsekvent ser alt fra den mørke side. Hvordan kommer man gennem livet uden at grine, når ens nevø træder direkte ned i en hundelort? Eller når et arrogant røvhul på pizzeriaet ved et uheld bestiller en tunpizza og først opdager fejlen, når den bliver serveret? Men nok om det. Veteranerne Evergrey er klar med deres 15. album, Architects of a New Weave, som ifølge forsanger Tom. S Englund handler om at finde håb i en verden, der virker mere og mere kaotisk, og om at væve sin egen vej i livet.
Mere rabarberblad end barberblad
Hvis man skal være lidt kynisk, så har Evergrey i bund og grund lavet det samme album i 12 år, siden de udgav Hymns for the Broken i 2014. Det er ikke nødvendigvis en katastrofe, når udgangspunktet er så stærkt, men det begynder unægtelig at føles, som om at svenskerne har fundet en opskrift, de ikke længere tør afvige fra. Hymns for the Broken står stadig som kronjuvelen blandt de nyere udgivelser. Går vi længere tilbage, er The Inner Circle fra 2004 også et progressivt mesterværk. Men det er, som man kan læse, rigtig mange år siden. Det store problem er bare, at svenskerne efterhånden er blevet lidt for forelskede i deres egen følsomhed. Der er simpelthen for mange hjertebaskere og for mange ballader. Denne gang får vi serveret nummeret ”Longing”, hvis titel er meget akkurat, for den får mig til at savne de tidligere værker af Evergrey, udover at give mig lyst til at trykke på muteknappen. Jeg forstår til dels hvorfor. Englund har ikke helt den samme rasp og råstyrke i stemmen, som han havde tidligere. Men hey, så må man sgu da bare skrue op for bassen, ikke?
Bandets nye medlem, Stephen Platt, leverer sammen med Tom S. Englund en stærk indsats på guitarfronten. Evergrey har altid været gode til at vise deres tekniske side. Pladens absolutte højdepunkt, ”Leaving the Emptiness”, er muligvis gruppens bedste sang fra de seneste tre albummer. Endnu en gang er det riffet, der bærer nummeret. Åbningen sætter kursen med det samme, hvorefter Englunds stemme glider naturligt ind. Nummeret har den der mærkelige, uforklarlige kvalitet, som alle gode sange besidder. Riffet efter omkvædet, måske? Replayknappen giver mig måske svaret i løbet af de kommende uger. Det radiovenlige nummer ”Heaven” fungerer også fint, men her støder vi samtidig ind i en af albummets udfordringer. Det lyder godt, men er hørt i overflod før. Selvom svenskerne er blevet ældre, har de så styrken til at vælte alle møblerne i stuen og rive rengøringsmanualen til akvariet over? Jeg tvivler.
Da jeg opdagede, at Evergrey havde allieret sig med Mikael Stanne på ét enkelt nummer, steg forventningerne også straks et par grader. Desværre er ”A Burning Flame” en ret forglemmelig affære. Mere Cemetery Skyline and Dark Tranquillity. Og det siger en hel del, for hvis ikke man kan udnytte en så talentfuld musiker, ja, så bør man måske kigge på materialet.
Samme sang og dans
Architects of a New Weave er en udmærket skive, men var den nødvendig? Svenskerne holder sig meget tæt på den formular, som de har forfinet gennem det sidste årti, og på godt og ondt ved man stort set, hvad man får. Der er stadig spilleglæde at spore, men der mangler simpelthen noget originalitet og noget unikt. For at sige det kort og godt så savner jeg noget mere prog og nogle svenskere, der tør gå mere amok.
