Royal Deceit. Foto: Johnny Fravn /Metaltone.dk
Prime Is Giving (tidligere Prime Is Coming) har for tredje år været på rundtur i Danmark i løbet af februar måned for at indsamle penge med deres velgørenhedsevent. Sidste år samlede de 35.000 kr. ind til Børnecancerfonden, og i år går hele overskuddet til Ronald McDonald Huset ved Rigshospitalet i København.
Den 8. og 9. februar kørte showet af stablen på hhv. Gimle og Amager Bio, denne weekend var det Jylland, som havde fået æren på Voxhall den 22. februar og i Sønderborghus den 23. februar. Stifter af Prime Collective, Mirza Radonjica-Bang, udtalte på Voxhall i Aarhus, at de snart har nået målet på 100.000 kr. sat for i år. Med 22 bands på plakaten landet over var vi i Aarhus heldige at få lov til at opleve følgende følgende: Me & Munich, Royal Deceit, Beneath The Silence, Cold Night For Alligators, Grusom, Unseen Faith, MØL og Defecto.
Me and Munich
Det er altid svært at være dem, som starter ballet – især, hvis man ikke er et særlig kendt band. Me & Munich kørte stilen med et simpelt guitarriff; en god omgang lige-på-og-hårdt. Jeg ved ikke, om den klassiske rock med det punkede tvist har en solid harmoni på EP’en Knives of the Sun, men desværre manglede der dybde, og bandets optræden føltes derfor noget flad. Me & Munich virker til at nyde det, de laver, men hele oplevelsen fredag aften virkede en smule uskolet, men med nogle flere koncerter under huden kan det blive rigtig godt i fremtiden!
Royal Deceit
Der er ingen tvivl om, at Royal Deceit var kommet for at sætte stemningen. Fra første note blev slået, var der knald på, og publikumskontakt virker nærmest fundamentalt for Royal Deceits optrædener – fredag aften var ingen undtagelse. Som bandet selv skriver på deres Facebookside, handler det hele om at “springe trommehinder, brække rygraden og give den gas”. Forsanger Mathias Uldall-Jessen var hurtigt på gulvet for at mærke lytterne helt tæt på, og i løbet af det 25 minutters sæt, som hvert band havde, blev der sågar mulighed for at bytte rundt på rollerne på scenen: Trommeslager Simon Drachmann hoppede på gulvet i pitten, og Mathias overtog i stedet trommerne. Der er ikke tvivl om, at Royal Deceit elsker scenen, og at publikum elsker Royal Deceit.
Beneath The Silence
Det aarhusianske kvindefrontede moderne metalband har leveret hver eneste gang, jeg har set dem på scenen. Beneath the Silence har en meget speciel lyd, som virkelig kan komme ud over scenekanten, desværre led de fredag aften under en alt for høj bas og stortromme. Det gjorde, at forsangerinde Mettes vokal druknede en smule, og at dualiteten mellem vokalen og det hårde musikalske udtryk ikke var så tydelig, som den plejer.
Cold Night For Alligators
CNFA var absolut det band, jeg havde glædet mig mest til fredag aften, på baggrund af alt det positive, jeg har hørt om københavnergutterne. Netop denne koncert gik jeg ind til som et temmelig blankt kanvas, jeg har nemlig, som nævnt, kun hørt gode ting om CNFA, men ikke fået taget mig sammen til at høre ret meget af deres musik. Mirza præsenterede deres album fra sidste år som et af de bedste, har han hørt i flere år. Lyden er progget rock med poppede undertoner i et mix af amerikanske The Dillinger Escape Plan og norske Leprous, men med unikke elementer og passager – et lækket sammensurium af melodiske passager og stenhårde riffs.
Grusom
Mormors heavysvingom, når det er allerbedst. Grusom formår at forene keyboard og popbas med god gedigen rock. Fredag aften blev Grusom, som altid, båret frem af en energibombe af en forsanger, Nicolaj Hoffmann Jul, som ikke var til at holde i ro, selvom beatet var langsomt og tungt. For at citere min anmelderkollega Kent, som også var af sted på aftenen: “Det er sgu meget fedt det her; The Doors møder Black Sabbath i et stort Hammond-orgie” - så er der vist ikke mere at sige om groovy Grusom.
Unseen Faith
Med Unseen Faith og efterfølgende MØL blev tempoet skruet gevaldigt op. Med Voxhall fyldt med publikummer og publikum fyldt med øl var det nærmest ikke muligt, ikke at være klar til fest. Jeg synes aldrig, at jeg kan sætte en finger på Unseen Faiths performance, de gør det altid skidegodt, og det var tydeligt at se, at de er vant til scenen. Det var tydeligt at mærke, at mange af de deltagende bands har nydt touren med hinanden, og det blev bevist, da CNFA-forsanger Johan Pedersen besøgte Unseen Faiths forsanger, Alexander Eriksen, på scenen under koncerten og gjorde den til noget helt særligt.
MØL
For mange ville det være svært at komme på scenen efter Unseen Faiths solide optræden, men MØL har en tendens til at stjæle showet, som de gjorde det på Copenhell sidste år. Med aftenens vildeste og lækreste lysshow er det lige før, at jeg også vil mene, at MØLs show var fredag aftens stærkeste. MØL har en af de mest interessante sammensætninger af følelser i deres musik, og det kom, som altid, frem i storhed på scenen.
Defecto
Defecto er blevet et band, hvor man ved, hvad man får. Det kan både være godt og skidt. Fredag aften nåede det desværre ikke den standard, som man er vant til at se fra Defecto (højest sandsynligt fordi de manglede en mand). Numrene var godt udført, og sætlisten behøver ikke at blive ændret på, men de små opløftende sætninger til publikum kunne der godt muges ud i – sagt på godt jysk. Desværre manglede deres uovertrufne guitarist, Frederik Møller, både til diverse guitarsoli og på backingvokalen. Heldigvis er forsanger Nicklas Sonne en både solid og dygtig guitarist: han tog teten med guitarsoloerne, og Defecto klarede sig gennem showet.
Alt i alt en virkelig interessant aften med forskellige bands fra metallens verden, som alle var deltagende for at støtte et godt formål. Nogle bands kunne arbejde en smule mere med deres sæt, og andre skal bare fortsætte derudad i samme retning.
Til slut, hvis man kan tillade sig at være lidt flabede og informerende, er vi selvfølgelig stolte, her på Heavymetal.dk, over, at vi har MØL med til vores arrangement Holbæk Heavy – Pest over Provinsen 15. marts.
Og en stor tak skal lyde til Johnny Fravn fra Metaltone.dk for lån af fotos!