En hyldest til det mørkeste mørke
Danske Cabal debuterede i 2018 med albummet Mark of Rot, der her på Heavymetal.dk fik en overordentlig flot modtagelse, og der blev kvitteret med intet mindre end ti brændende kranier. Siden debuten har bandet turneret både i Danmark og i det store udland, hvor det er blevet til en del koncerter i bl.a. USA. Nu er den københavnske kvintet så klar med den svære efterfølger, Drag Me Down, der i den grad har noget at leve op til. Spørgsmålet er, om Cabal på deres nye plade kan holde dampen oppe, og på lige så imponerende vis som på debuten trække lytteren med ned i det mørkeste mørke, hvor luften er tung af ondskab, og lyset aldrig får en chance?
Den svære 2’er sidder lige i skabet
Cabal formår i den grad at holde dampen oppe på deres andet album og beviser endnu en gang, at det er muligt at være tro mod en genre og stadig være med til at udvikle den. Drag Me Down er et helt igennem veludført album, som fra start til slut giver ti meget kvalificerede bud på, hvordan deathcore kan lyde anno 2020. Alle sangene på albummet er velskrevne, hvilket hæver niveauet markant – noget mange andre bands, der ligesom Cabal vil spille brutal musik, kunne lære af. Sangene udmærker sig på hver deres måde, og det gør, at man som lytter er underholdt hele albummet igennem. Gentagne gange dukker der små detaljer op, som man ikke lige havde fået med ved første lyt.
Første skæring, ”Gift Givers”, slår på alle måder tonen an og varsler lytteren om, hvad der er i vente. Med deres aggressive og synkoperede guitarriffs, voldsomme klangflader og tonstunge trommer marcherer Cabal frem. De formår at skabe en stemningsfuld atmosfære omkring deres musik, der hæver det til et nyt niveau og sætter barren utroligt højt. I forlængelse heraf er jeg også nødt til at nævne det visuelle udtryk, Cabal præsenterer. Det er dystert, ondskabsfuldt og samtidig smukt på sin helt egen grafiske måde. Der er i den grad tænkt over tingene, og det fungerer utrolig godt.
Ligesom det var tilfældet på debuten, så har Cabal endnu en gang allieret sig med intet mindre end tre prominente gæsteoptrædener. Jamie Hails (Polaris), Kim Song Sternkopf (Møl) og sidst, men ikke mindst, Matt Heafy (Trivium). På hver deres måde skaber de en god afveksling i det vokale udtryk, der ellers på fornemmeste vis styres med hård stemmeføring af Andreas Bjulver Paarup. Mange af albummets sange kunne fremhæves, men det ville blive for langt. Så jeg vil nøjes med at fremhæve følgende tre: ”It Haunts Me”, der med Kim Song Sternkopf som gæst er pladens mest melodiske sang. Et virkelig fedt nummer, som med al tydelighed viser, hvad det er, Cabal formår. Det aggressive og tunge præger sangen, der med hitpotentiale kulminerer i omkvædet. ”Sjælebrand”, der med sin atmosfæriske intro trækker tråde til black metal, og med en tekst på både dansk og engelsk fortsætter magtdemonstrationen. Slutteligt er det værd at fremhæve ”The Hangman's Song”, som med et stærkt og tungt groove og elegante temposkift blot understreger, at Cabal bevæger sig helt oppe blandt de bedste bands indenfor genren.
Fremsynet uden at revolutionere
Drag Me Down er ikke en revolutionerende plade, men den er et godt eksempel på, hvordan man kan forny og udvikle en genre, der med enkelte undtagelser godt kan fremstå en smule ensformig. De ti sange på pladen er virkelig godt skruet sammen og bliver fremført med så stor overbevisning og troværdighed, at man som lytter er på med det samme og bliver hængende til den bitre ende. Hvad fremtiden bringer for bandet, er ikke til at sige, men én ting er sikkert: Det er hverken første eller sidste gang, at Danmark, og resten af verden, hører fra Cabal. De er uden tvivl fremtiden, og den ser lys og lovende ud.
