Jubilæumsfesten brager ufortrødent videre, men …

De fleste af vores faste læsere genkalder sig formentlig, at Heavymetal.dk sidste år kunne fejre intet mindre end 25-års jubilæum som Danmarks ældste webmagasin for hård rock og metal. I den anledning genbesøgte vi en række udgivelser, heriblandt Burning Bridges, der ligesom os nu har mere end et kvart århundrede på bagen. Og jubilæumsfesten? Ja, den nægter tilsyneladende at dø ud. Blood Dynasty markerer i 2025 således yderligere to milepæle for Arch Enemy, det første værende svenskernes mesterværk, Doomsday Machine, der gennem 20 år har sat standarden for melodisk død. Men minsandten om ikke også orkesterleder Michael Amott og resten af hans ærkefjendtlige virke selv skal have hele 30 lys i kagen. På overfladen har gruppen formået at etablere den helt rigtige profil: Genrepionerer med stærke frontkvinder, der på tværs af to generationer har ageret bannerførere for ligestilling mellem køn, bæredygtig levevis og ikke mindst social ansvarlighed. Spoler vi frem til nyere tid med Deceivers som seneste eksempel, melder sig imidlertid et helt fundamentalt spørgsmål …

… hvad blev der egentlig af musikken?

Det simple, men langt fra sanddruelige svar ville være: Den forsvandt med Jeff Loomis. Den progressive troldmand er som bekendt tilbage i folden hos Nevermore, og i hans sted finder vi nyslåede guitarist Joey Concepcion. Kritikken retter sig dog ingenlunde mod amerikanerne, men derimod Amott, der fortsat insisterer på at fastholde Arch Enemys kreative udvikling i et uforsonligt jerngreb. Og det er måske i virkeligheden det forkerte udtryk. For trettende tur i manegen er ganske enkelt den mest blege og blodfattige omgang MGP-muzak, vi hidtil er blevet præsenteret for. Bevares, alt funkler og glitrer, lige fra den hospitalssterile produktion og den protestpunk-afledte lyrik til de såkaldt singalong-venlige vokal-hooks. Men for syv sytten da også … (!)

Regn, torden og elorgel … beskrivelsen af ”Dream Stealer” lyder næsten som titlen på en dårlig sitcom. En helt igennem flad åbner, der med rædderligt refræn og kedelige riffblokke i højere grad emmer af bestillingsarbejde end af den undergrundsscene, man fortsat gerne vil identificere sig med. Et svagt, om end flygtigt håb næres derimod på ”Illuminate the Path”.  Her stilles vi pludselig en helt anden og langt mere industriel tyngde i udsigt gennem både guitarer og basgange. Desværre brydes illusionen brat af de vokaldrevne passager. Alissas skønsang lader til at have vundet fast indpas, og selv om der rent teknisk ikke kan udsættes noget på denne del af hendes repertoire, så trækker den umiskendeligt svenskerne væk fra betonen og ind foran husalteret hos hr. og fru BEKVÄM. Jeg siger ikke, at Arch Enemy nærmer sig sidste salgsdato, men måske Dee Snider i visse henseender ville være et mere klædeligt forbillede end Yngwie Malmsteen.

Alternativt ender vi som her med elleve numre brygget efter samme formular: fem på hver side af et uanseeligt interludium på knap et minuts penge. Jeg må dog medgive, at selv om vi absolut ikke er i selskab med stor kunst, så har jeg gået og nynnet med på leadriffet i ”Blood Dynasty”, siden singlen ramte Spotify tilbage i december. Og så gør nummeret jo, hvad det skal. Bevares, vi befinder os stadig til den endog meget melodiske side understreget af kontraststykket, men rytmen er alt andet lige langt mere fængende end noget af det, A-siden hidtil har spist os af med. Det tætteste, vi kommer på momentum, virker langt om længe til at have indfundet sig, og selvom ”Paper Tiger” indiskutabelt flirter med ikoniske Judas Priest og ”Hell Bent for Leather”, så klæder anstrøget af NWoBH det ellers noget endimensionelle og glanspolerede lydbillede. Næh hov, hvad var nu det?!? En nedtonet rytmesektion akkompagneret af Alissa, der på det fransk-canadiske modersmål pludselig vælger at kanalisere sin indre Lzzy Hale. Her skal de mindre sprogkyndige af os nok fatte vores lommeparlør for at dechifrere fraseringernes betydning, men hatten af for frihedshymnen ”Vive Libre”, det er sandelig et friskt pust. Vi ender dog med at snuble ind over målstregen i selskab med ”Liars & Thieves”. Heller ikke her overlader instrumenteringen ret meget til fantasien, alt imens Alissas renskurede røst endnu en gang styrker gruppens kandidatur til Eurovision 2026.

Blodrød bundlinje

For at fastholde den anæmiske terminologi, så viser Blood Dynasty med al tydelighed, at Arch Enemy har akut behov for ny transfusion. Tilstandene nærmer sig efterhånden det kritiske punkt, hvor gruppens eftermæle i værste fald ender med at forbløde. Ret skal dog være ret, for problemet er langt fra isoleret til ’undergrundsaspiranterne’ fra Halmstad. Kurven for de kommercielle kassesucceser på den blågule scene for melodisk død er for længst knækket. Kig blot på den middelmådige dagsform, vi finder hos mastodonter som Amon Amarth og In Flames. Måske burde man have skævet en ekstra gang mod de britiske øer, hvor en anden institution inden for NWoBH klogeligt har valgt at fejre deres jubilæum ved at tage på turné med materiale udelukkende fra bandets guldalder. Og ellers er vi jo tilbage hos den gode Dee Snider … ’know when to quit!'.