Den sidste dans i studiet
Arch Enemy … på vej mod de 30!? Kan det virkelig have sin rigtighed? I min forbløffelse måtte kuglerammen naturligvis konsulteres en ekstra gang. Resultatet forblev dog uændret. Med retrospektivt blik rettet mod 1999 havde svenskerne som kollektiv netop smidt bleen og var nu at regne blandt børnehavens større børn. Stuens seje pige i form af tyskfødte Angela Gossow spøgte endnu uforvarende i kulissen. Tilgangen af Nevermores progressive orakel lå stadig halvandet årti ude i fremtiden. Og Alissa? Ja, hun var såmænd blot 14 år gammel og gik i folkeskole. Mest relevant i denne kontekst må nu siges at være udgivelsen af Burning Bridges, den sidste studiedans med daværende forsanger Johan Liiva. Hvorfor parterne herfra valgte at gå hver til sit, svæver til dato hen i det uvisse. Uanset årsagen gjorde gruppens tredje langspiller forskellene mellem vokal og instrumentering aldeles tydelige.
Markant gearskifte
Allerede fra de første strofer rammer øregangene, undres man over, at en så kapabel guitarist som Jeff Loomis (medlem i perioden 2014-2023) valgte at blive hængende i ni lange år. Det ’ærkefjendtlige’ cirkus har alle dage haft én sprechstallmeister, og han hedder Michael Amott! Alle andre har pænt måttet tage plads på bagsædet i bussen. Burning Bridges afslører tillige ganske markante forskelle i ambition og niveau. Mens Liiva vandrer frem og tilbage ad samme stier i registerlejet mellem guttural growl og blackened high-pitch, sprænger brødrene Amott undervejs noget nær samtlige genreskalaer: Vi snakker klassisk (død) såvel som melodisk død. Dobbelte NWoBH-leads samt noter af både prog og grindcore. Sidstnævnte ikke overraskende med tråde til Napalm Death og især Carcass af nyere dato, hvor M. Amott som bekendt slog sine folder i årene 1990-1993.
Når vi skal forsøge at synliggøre albummets betragtelige spændvidde, er ”Pilgrim” et glimrende udgangspunkt. Nummeret lægger fra land med et harmoniseret lead-riff, der snildt kunne være skrevet af K.K. Downing eller Glenn Tipton. I samme øjeblik Liivas vokal fletter ind, skifter riffverset nærmest øjeblikkeligt til renskuret død … for så igen at skifte i en mere melodisk retning. Samme vanvidsinducerende kontraster finder vi på ”Seed of Hate”, der i løbet af cirka fire minutter formår at fragte os fra 80’ernes arenametal til en stemning af 90’ernes noget mere introverte … ja, i mangel af bedre fristes man næsten til at kalde det emo-lignede udtryk. Fremhæves bør også ”Angelclaw”, der ikke alene fungerer som forrygende udstillingsvindue for ovennævnte genrer, men samtidig skubber gruppens dengang nyslåede bassist Sharlee D’Angelo længere ud på rampen. Og så har vi end ikke berørt eponyme ”Burning Bridges”. Jeg siger ikke, at der her flirtes kraftigt med funeral doom, men tempoet sætter ikke desto mindre en for Arch Enemy ukarakteristisk andægtig gravkammerstemning.
I 2009 undergik albummet en gennemrestaurering, der sidenhen manifesterede sig som et ’remastered reissue’. 10-års jubilæet blev desuden markeret med tilblivelsen af The Root of All Evil, en kompilation af udvalgte numre fra bandets tre første værker, denne gang med Angela Gossow i front. Hvor udgivelsen fra 1999 blev produceret af Michael Amott og Frederik Nordström, havde opsamlingen i stedet Andy Sneap bag roret. Blankpolerede som en nyslået femmer kunne vi atter nyde de første fem numre fra Burning Bridges. Så burde lykken jo være gjort … kunne man foranlediges til at tro. Paradoksalt nok endte Sneap i stedet med at fjerne en del af charmen ved den upolerede og primitive vildskab, som Liiva tilførte den oprindelige produktion. At Gossow målt på noget nær samtlige parametre var en mere kompetent dødsvokalist end Liiva, og at Arch Enemy næppe havde nået sin globale stjernestatus uden hendes tilgang, virker derimod hævet over enhver tvivl.
På forkant med tidsånden
Når vi skal gøre regnskabet op efter Burning Bridges, melder sig straks en række variabler, der besværliggør vores forehavende ganske betragteligt. For at drage parraller til overtegnedes seneste bidrag til redaktionens jubilæumsføljeton har tilgangen af forsanger Tomi Joutsen i 2006 nærmest udelukkende haft positiv effekt på den kunstneriske såvel som den kommercielle fremdrift i Amorphis. Det synes omvendt ikke uforbeholdent at være tilfældet hos de svenske kolleger fra Halmstad. Hvor navnlig instrumenteringen tilbage 1999 var bemærkelsesværdigt kompromisløs og visionær for sin tid, toppede karrierekurven for Arch Enemy efter min bedste overbevisning med fuldstændigt fænomenale Anthems of Rebellion og det sidenhen altoverskyggende mesterværk, Doomsday Machine fra 2005. I dag har begejstringen beklageligvis fundet et noget mere jævnt leje. Bevares, Alissa White-Gluz besidder muligvis samme socialt ansvarlige profil som Angela Gossow. Men selv i en tid, hvor vegansk bæredygtighed i vise kredse vægtes højere end kunstnerisk tæft (!), så har Arch Enemy ikke formået at forny sig nævneværdigt, siden førstnævnte debuterede på War Eternal tilbage i 2014. Tilbage står Burning Bridges som en udgivelse, der i den grad sendte svenskerne på himmelflugt, men dog måtte se sig forbigået af den senere diskografi.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel lytte til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14
