Pinagtig leflen

Da Amon Amarth tilbage i 2019 udgav miseren Berserker, måtte jeg erkende, at gammel kærlighed både kan ruste og erodere. Det album var en pinlig omgang leflen for tyske festivaldeltagere, der ikke ønsker andet end endnu en omgang metal-schlager, som de lige præcis kan overkomme at headbange til trods en favn fyldt med fadøl. Jeg var så skuffet, at jeg nærmest stod klar til at afskrive bandet, trods det at jeg faktisk holder utrolig meget af Amon Amarth. De er nok det band udover Metallica, som jeg har hørt allermest nogensinde samt set live flest gange – så at Berserker var så rædderlig en omgang, var et hårdt slag. Nu er de svenske vikinger så ude med endnu et album, og jeg skal erkende, at mine forventninger er utroligt lave, og det eneste, jeg ønsker og håber, er, at The Great Heathen Army er bedre end forgængeren.

Bersærkergang eller tomgang?

Kort før bandet offentliggjorde albummet, udgav de singlen ”Put Your Back Into The Oar”, et skrækkeligt og umådeligt gumpetungt nummer, som emmede af Berserker 2.0. Heldigvis er den skamplet af et nummer ikke med på albummet, og kort tid efter fik vi så det første nummer smidt i nakken, nemlig ”Get in the Ring”, som trods sine skønhedsfejl var tættere på klassisk Amon Amarth, og en lille, spinkel flamme af håb blev da antændt i mit ellers så kolde hjerte. Titelnummeret er derimod et utroligt klodset nummer, især på grund af introriffet, som måske er Amon Amarths forsøg på prog, men resultatet får en til at betvivle, hvorvidt de to guitarister, Johan og Olavi, egentlig kan tælle. Og denne tendens til at ville lege prog går igen kort tid efter. Denne gang er det dog trommetæsker Jocke, der på den folk-influerede gede-hymne ”Heidrun” forsøger at lege Neil Pearth – hvilket er utroligt uskønt. Generelt er det nummer fuldstændigt rædsomt, hvis man ser bort fra én enkelt detalje: nemlig at det rent faktisk er første gang, Amon Amarth har lavet et nummer, der er viking metal! Amon Amarth er i snart 30 år blevet kaldt for et ”viking metal”-band udelukkende på baggrund af lyrikken og tematikken. Det har dog aldrig været tæt på korrekt, hvilket frontsanger Johan Hegg også har været ude og sige igen og igen. Vil du have viking metal, så sæt Bathory, Ereb Altor, Einherjer eller Thyrfing på – og nu dette ene Amon Amarth nummer – hurra. Bare en skam, at det er så horribelt et nummer.

”Oden Owns You All” er, ligesom ”Get in the Ring”, et nummer, der minder om det, man kan forvente af Amon Amarth, og det har da en del til fælles med et nummer som ”Where Is Your God” fra Twilight of the Thunder God eller ”We Shall Destroy” fra Deceiver of the Gods, dog langt mere simpelt og ufarligt. Men det utroligt simple, og klassiske dødsmetal beat i den sidste tredjedel af nummeret udmærket, og det er da et af de bedre numre på albummet, hvilket desværre ikke siger ret meget. "Find a Way or Make One” minder utroligt meget, for meget, faktisk, om ”Wanderer” fra Jomsviking, dog med et særegent Mötley Crüe-vibe, hvilket fungerer meget bedre i praksis, end man skulle tro. Det er måske også det første eksempel på en god guitarsolo på albummet indtil videre – om end den melder sin ankomst meget sent. Hvis ”Dawn of the Norsemen” havde fået et skud dobbelt stortromme og generelt blev spillet 30-40 % hurtigere, havde vi haft en ægte Amon Amarth-klassiker, desværre bliver et ellers udmærket nummer spoleret af en fuldstændig anæmisk fremførelse med fokus på fællessang og løftede lightere i stedet for bersærkergang. Apropos fællessang, så kigger selveste Biff Byford forbi på nummeret ”Saxons and Vikings” – hvilket jo giver perfekt mening, dels på grund af sangens titel, men også fordi Johan Hegg var gæst på Saxons nummer ”Predator” fra 2018. Her kan jeg ikke sige meget andet, end at det faktisk er et rigtigt godt nummer, og de to vidt forskellige vokaler fungerer fremragende som hinandens modstykke. Generelt har nummeret en herlig aura af Saxons öld skööl metal lyd, så her må jeg kippe med vikingehjelmen! ”Skagul Rides with Me” og ”The Serpent’s Trail” bidrager ikke med noget nyt eller spændende, og begge falder derfor i kategorien ”ok” uden videre dikkedarer – hvilket generelt er opsummeringen af The Great Heathen Army.

Hvis du elsker nogen, sæt dem da fri

Jeg havde forventet et meget værre album, men naturligvis håbet på et meget bedre album. The Great Heathen Army er marginalt bedre end Berserker, men det er ikke utænkeligt, at mine bundlave forventninger spiller en stor rolle. Amon Amarths 12. album cementerer, at den stil, de lagde for dagen på Berserker, er den stil, de har tænkt sig at fortsætte, hvilket jeg både finder tragisk og også forløsende – ”hvis du elsker nogen, sæt dem da fri”. Der er stadig en håndfuld udmærkede numre på dette album, men vi er ikke i nærheden af store værker som Twilight of the Thunder God, With Oden on Our Side, Versus the World eller mesterværket Surtur Rising – og det er okay, for de værker findes jo endnu.