Metal Magic Festival - 2024
Metal Magic Festival - 2024
Vi er dem, de andre ikke må lege med
Metal Magic-festivalen i Fredericia kan prale med at være Danmarks ældste metalfestival samt Danmarks ældste festival, der har kørt uden pause. For Metal Magic kørte ufortrødent videre under corona, hvor andre festivaler lukkede ned, og det siger ikke så lidt om det engagement, der ligger bag denne festival, der fejrer metalscenens undergrund og gamle kendinge. I år kunne folk lægge ører til cirka 30 bands i forskellige genrer, lige fra debutanter til bands med 50 år på bagen. Hvis der var noget, man var i tvivl om, kunne man læse efter i den fine og overskuelige folder, man fik udleveret ved indgangen. Her kunne man også finde en præsentation af de enkelte bands. Idet der var to scener, var ventetiden mellem bandene kort, og man skulle ikke stå at vente i hele og halve timer. Metal Magic-festivalen har masser af fans – det kunne man ikke undgå at opsnappe, når man hørte folk tale sammen på pladsen – og det er der bestemt også god grund til: Området er overskueligt og hyggeligt med masser af siddepladser og muligheder for at købe mad- og drikkevarer. Når man køber en partoutbillet, får man samtidig gratis camping, adgang til bruser samt morgenmad om lørdagen, og for en lille skilling ekstra kan folk fra København få transport med “The Bus of Madness to Metal Magic”.
Plads til forbedring
Hvis man leder efter ting, der godt kunne strammes op på, kan der dog sagtens findes et par stykker. For at kunne erhverve mad og drikke skulle der købes billetter, der for drikkevarernes vedkommende kostede 35 kroner – det er nok en okay pris for øl, men for en mellemstor sodavand er det efter min mening lidt i overkanten. Kaffe kunne dog købes uden billet til 10 kroner pr. kop – og den pris skal man ikke klage over. Madbilletterne kostede 33 kroner, men da de fleste retter kostede flere madbilletter, løb det hurtigt op. Jeg kunne have ønsket mig mulighed for at betale med kort i boderne og priser, der matchede udbuddet bedre.
De to scener lå meget tæt på hinanden, hvilket førte til, at man ikke kunne sidde og lytte til musikken i læ af merchteltet, da lydprøven for næste band i høj grad forstyrrede lytteoplevelsen. Da pladsen er stor nok, kunne man overveje at placere de to scener længere væk fra hinanden. Især da regnen silede ned, var det skønt med teltscenen, hvor der også var bænke – men det ville virkelig være skønt med et rygeforbud på lige fod med det, der var inde i merchteltet, da man nærmest ikke kunne trække vejret for lutter røg fra cigaretter og andet rygbart.
TORSDAG :
Døden fra Kolding
Koldingensiske Necrotic Ritual, der blev dannet i 2022, var klar til at berige de fremmødtes ører med en gedigen omgang dødsmetal som åbner på Teltscenen klokken 16.55. Bandet har siden deres dannelse udgivet to EP’er, A Sign Carved in Flesh og Nocturnal Dominion, som publikum naturligvis også fik præsenteret sange fra, der blev suppleret af endnu uudgivet materiale.
Mere end bare fee’ døø’
Lokket til af de skønne brutale toner fra første nummer, “Terror Enthroned”, fyldtes det lille, lettere smattede telt langsomt, men sikkert med glade og berusede festivalgæster, der var klar til at blive blæst bagover. Videre gik det med “Scattered Remains”, hvis simple grundmelodi båret af guitaren spillet af Thomas Lund Andersen og Dennis H. Kristensen i kombination med de svedige breakdowns ført an af den bragende bas leveret af
Ric Broe Goldschmidt gav nummeret et afbalanceret og helstøbt udtryk. Endnu et højdepunkt var “The Vulturous Darkness”, der med sine tonstunge riffs og doomede elementer var en sand stamper. Men også “Bloodfiend” fra EP’en A Sign Carved in Flesh, der brillerede med velgennemtænkte temposkift ledt af de allestedsnærværende trommer spillet af Daniel Farre, var en særdeles vellykket afslutning på dette omkring 45 minutter lange sæt.
Orden i kaos
Gennemgående sad lyden lige i skabet, og bandet formåede at skabe en velgennemtænkt balance mellem melodi og brutalitet, hvor de samtidig krydrede det hele med onde riffs og breakdowns. Én ting, man dog kunne klandre Necrotic Ritual for, er ikke at have nok kontakt til publikum. Ud over det gjorde de fire koldingensere et helt fortræffeligt arbejde, og jeg er spændt på at se, hvad fremtiden bringer for dette band.
Ein Meister am Werk
Mother Of All har tidligere høstet ros her på sitet for deres EP, Secular Assault, udgivet i 2017 og for deres to studiealbummer, Age of the Solipsist og Global Parasitic Leviathan, udgivet i henholdsvis 2021 og 2024. Men denne torsdag havde kvartetten omkring mastermind Martin Haumann altså fundet vejen til kultfestivalen Metal Magic.
Samfundskritik på højt niveau
I det sekund Mother Of All indtog scenen, var der absolut ingen tvivl om, at det ville blive en medrivende og energisk knap time, da Haumann ledte slagets gang med teatralske fagter, der på sigende vis betonede musikken. Særligt andet track, “At the Edge of a Dream”, gik med sine solide riffs og kraftfulde temposkift rent ind hos undertegnede. Også “Hypocrisy: Weaponised” var med sine mange guitarfinesser et ubestrideligt højdepunkt. Endnu en forbandet sur sang var den samfundskritiske “Cosmic Darkness”. Med sine storladne riffs og flotte harmonier, som passer perfekt til Haumanns vrede vokal, var det et medrivende nummer, som man ikke kunne undgå at vippe bare en smule med hovedet til. Der er absolut ingen tvivl om, at Haumann er en anerkendt og værdsat musiker, for ikke alene fik han en rosende tale af guitarist Frederik Øgaard Jensen, han fik også besøg af Ole Luk på scenen, der assisterede på “Human Landscape”. Det er dog ikke kun Haumann, der skal have ros; også Daniel Rasch Nielsen spillede fejlfrit på trommer, mens Øgaard Jensen, Henrik Rangstrup på guitar og bassist Michael Møller bevægede sig godt rundt på scenen og hjalp til med at holde gang i publikum.
Mors dag
Mother Of All er et pokkers musikalsk band, der tør tænke ud af boksen og kombinere elementer fra forskellige genrer på en ny måde. Denne lørdag evnede de at vise, hvad de kan præstere, så fansene fik, hvad de var kommet for.
They're back
Efter fem år havde kvintetten Archangel fundet vejen til Metal Magic igen, og denne gang med et sæt bestående af originale numre taget fra deres EP, Nosferatu, udgivet i 2021 og deres debutlangspiller, Total Dark Sublime, udgivet i 2023, men de havde også nyt materiale på programmet. Efter bandets sidste optræden i Esbjerg på “Blood, Speed & Leather"-turneen var dette en koncert, som undertegnede havde set frem til.
They’re here
Under sættes første nummer var lyden beklageligvis en smule skramlende, og af og til var der lidt piberi i højtalerne, men heldigvis var det noget, der ikke påvirkede resten af sættet, for Archangel fortsatte ufortrødent med “Dance Demon Dance” og fyldte scenen ud med deres smittende energi. Ud over sange fra deres EP og deres langspiller havde bandet taget en helt ny sang med, “Death Becomes Her”, der blev udgivet som single den 21. juni og fremført live første gang denne aften. Nummerets lidt mere nedtonede udtryk giver et godt indblik i bandets musikalske spændvidde. Endnu et element, der er værd at bide mærke i, er sangenes huskværdighed, for selv om jeg siden bandets optræden i slutningen af april ikke aktivt havde lyttet til deres musik, var der da en del, der var blevet hængende, og på den måde blev sættet, der blev afsluttet af titeltracket til Total Dark Sublime, en succes med gensynsglæde. Under hele koncerten var Søren Crawack helt fremme i skoene med storladne bevægelser og en god kontakt til publikum, men også bandets to guitarister, Michael Gyldion og Janus Kragh, gjorde et fint arbejde på deres instrumenter, og også på kor. Denne torsdag var Filip Hulk Hartmann med på bas, og sammen med Thor Birgisson på trommer var han garant for en stærk rytmesektion.
They’ll be back
Gennemgående udviste bandet stor spilleglæde, og publikum lod sig rive med af de blodindsmurte gutters infektiøse energi, der ikke lod sig gå på af sporadiske lydproblemer. Hvis du også kan lide punket horror-rock, kan du møde Archangel på Spillestedet Stengade både den 1. august 2024 og den 15. november 2024.
Still going strong
Med 50 år på bagen og 15 plader i deres bagkatalog var Raven alderspræsidenterne på festivalen i år. Dagen forinden havde de tre englændere gæstet Göteborg, men bassist og hovedvokalist John Gallagher var sikker på, at Fredericia nok skulle “kick Sweden’s asses” – det tog de fremmødte som en klar opfordring til at gå amok til NWOBHM-ikonernes show.
“… I hereby declare you old fucking bastards”
Jeg kan ikke huske sidst, jeg så en vokalist bruge en headsetmikrofon under sin optræden, men det var lige netop det, John Gallagher i bedste firserstil gjorde, da sættet startede med et brag i form af “Destroy All Monsters” udgivet på pladen ExtermiNation i 2015. Også på efterfølgende nummer, “Hell Patrole”, brillerede de gamle gutter med en klassisk 80’er-heavy metal-lyd, og Mark Gallagher shreddede løs på sin forsvarsløse guitar. Det var dog ikke kun de tre musikere, der gav alt, da sangen “Rock Until You Drop” fra pladen af samme navn udgivet i 1981 gav rig lejlighed til fællessang, og det deltog alle i med både glæde og overbevisning. Raven gav publikum en varieret blanding af både nye og gamle godter. “Inquisitor”, der blev introduceret med en lille røverhistorie om dengang, de blev kåret til “old fucking bastards” af Dronning Elizabeth, og det efterfølgende nummer, “Break the Chain”, der begge blev udgivet i 1983 på EP’en Break the Chain, var skønne reminiscenser fra en svunden tid. På intet tidspunkt under denne knap en time lange koncert blev det kedeligt, for de to Gallagher-brødre supplerede hinanden fint på vokal og kom på skift med små taleindlæg for at holde massernes opmærksomhed. Trommeslager Mike Heller, der har været med i bandet siden 2015 og er flere dekader yngre end sine excentriske bandkammerater, holdt sig pænt i baggrunden, men leverede en solid grundrytme under hele koncerten.
Rock Until You Drop
Det var godt nok ikke alle tonerne, der blev ramt lige godt, men samlet set leverede Raven et medrivende show, hvor de to ældre frontmænd viste, at alder ikke er nogen hindring, når det gælder om at give den gas.
FREDAG:
En værdig afløser
Aalborgensiske Altar of Oblivion, der for ganske nylig udgav deres fjerde studiealbum, In the Cesspit of Divine Decay, åbnede andendagen som erstatning for sygdomsramte BeCursed med en gevaldig omgang episk og storslået doommetal.
Det, vi ka’ li’
Altar of Oblivion er her på sitet tidligere blevet kritiseret for at virke uengagerede i deres liveoptræden og har som følge deraf ikke kunnet begejstre vores anmeldere. Manglende engagement eller energiforladthed var overhovedet ikke at spore denne eftermiddag, selv om bandet havde fået den utaknemmelige opgave at spille som de første på andendagen. Kvartetten virkede oprigtigt glade for at være der, og publikum labbede alt i sig, som var det mormors brune sovs og kartofler. Og det var der god grund til, for ældre sange som “Wrapped in Ruins” og “Language of the Dead” blev leveret til UG, og Mik Mentors fortræffelige stemme skuffede på ingen måde. Selv om bandet lige har udgivet det anmelderroste album In The Cesspit of Divine Decay, blev vi også præsenteret for materiale, der var endnu nyere: Det uudgivne Candlemass-agtige nummer “Soma” overbeviste med flotte guitarpassager og en tung baslinje. Selvfølgelig måtte ”The Graveyard Of Broken Dreams” heller ikke mangle, og da publikum var så ekstatiske i deres skrålen, fik en fan i første række lejlighed til at bevise sit sangtalent, da Mentor rakte sin mikrofon ned til ham.
Doom til folket
Altar of Oblivion leverede et forrygende show, der fik varmet op under de trætte fans, og de beviste, at episk doom er mere end en nichegenre. Ærgerligt var det dog, at lydprøven for det band, der efterfølgende skulle spille på udendørsscenen, kunne høres inde i teltet under denne koncert – beklageligvis var dette et tilbagevendende problem under hele festivalen. Men hvis du vil være sikker på at høre Altar of Oblivion uden forstyrrende baggrundsstøj, så mød op på Rust den 27. september 2024, hvor de og Blazing Eternity giver koncert.
It’s been 30 years …
Sardonic Death, der kan betegnes som Danmarks allerførste grindcore-band, blev dannet i 1987 som reaktion på bands som Napalm Death, Lärm og Wehrmacht. Glæden over at måtte optræde på samme scene, som deres helte fra Napalm Death havde spillet på dagen forinden, var meget stor hos kvartetten, der i sin levetid kun har udgivet én demo – og det helt tilbage i 1991.
Musik for gamle (og unge) røvhuller
Bandet åbnede sættet med “Inner Struggle” fra deres demo, Celestial Mindwarp, hvor lyden var, som den skulle være. På samme vis gennemarbejdede de stort set hele ovennævnte demo, hvor kun en enkelt sang eller to blev udeladt. Det var dog ikke blot de gamle sange, der blev spillet, for bandet havde efter 30 år besluttet sig for endnu en gang at skrive et nummer – det blev til “Are We Dead?”. Med andre ord var nyt og gammelt i skøn forening under denne optræden. For at understrege dette yderligere fik de tidligere bandmedlemmer Duddi og Janus hver en sang, som de kunne performe sammen med deres gamle bandkollegaer. Frontmand Raz Helmin Welling krydrede tiden mellem sangene, hvoraf nogle kun varede få sekunder, med sin helt igennem danske humor, der hverken tog sig selv eller de andre musikere alt for alvorligt. På den måde blev nummeret “The Edge of the Gave”, hvor bandets gamle bassist assisterede på vokal, introduceret med et smil på læben og kommentaren: “Janus er et levende bevis på, at det var på tide at skifte lineuppet ud.”
Det er aldrig for sent
Sardonic Death formåede at ramme en perfekt balance mellem humor og musikalitet. Og med underholdende lethed førte Welling publikum gennem sættet.
Jagten er ovre
Det østrigske heavy metal-band Venator, der optrådte som nummer fire på scenen i teltet, blev i 2016 dannet af de to guitarister Leon Ehrengruber og Anton Holzner og udgav i 2022 deres debutlangspiller, Echoes from the Gutter. Det forlyder, at de er i gang med at arbejde på deres næste plade.
Oldschool metal lever!
Allerede under lydprøven voksede forventningerne til dette show; det samme gjaldt for menneskemængden inde i teltet. Og vi skulle ikke blive skuffede, for de fem østrigere havde taget oldschool speed metal-influeret heavy metal af allerfineste slags med. Det blev allerede tydeligt på første nummer, “Blind Ambition” udgivet på splitpladen Venator / Angel Blade i 2020, der også er et bevis på, at bandet har fundet den helt rette blanding af oldschool-lyd og retrovibe uden at lyde støvet. De fem unge gutter var som taget ud af et BRAVO-hæfte fra startfirserne med puddelfrisure og overskæg, og lyden passede perfekt til dette billede, hvor instrumenter og sang gik op i en højere enhed. Det var tydeligt, at publikum delte denne anmelders begejstring, for teltet var proppet til randen, og alle gik totalt grassat under de sidste par sange, “Streets of Gold” og “Steal the Night”, og tumlede frem og tilbage mellem hinanden i ekstase forårsaget af denne herlige musik, der ikke var til at toppe. Da koncerten var slut, gik folk i gang med “Zugabe”- og “Venator”-tilråb, så kvintetten kom ud igen og gav et aller-aller-sidste nummer, “Beast in the Night”, et Randy-cover udgivet som single i 1986.
Et show, der sprænger skalaen
Venators show var uden tvivl festivalens absolutte højdepunkt og overgik alle forventninger.
Denne koncert havde simpelthen alt, hvad man kunne ønske sig af en oldschool heavy-performance med lynende guitarer, tordnende trommer og veleksekverede highpitch-sekvenser. Men da der kun er 10 kranier til rådighed, er det det, vi må tage til takke med.
LØRDAG :
2 + 2 = 4
Den svenske duo Century bestående af trommeslager Leo Ekström Sollenmo samt guitarist og sanger Staffan Tengnér har eksisteret siden 2020 og udgav deres debut, The Conquest of Time, i 2023. Denne lørdag havde de dog taget en bassist og en ekstra guitarist med, så de var fri for at ty til playback. Da Bezwering ikke kunne komme til tiden “af organisatoriske årsager”, sprang Century straks til og startede deres koncert allerede klokken 17.30 i stedet for klokken 19.30 som planlagt.
Damptromlen fra Sverige
Akkompagneret af en hymneagtig intro trådte bandet ind på scenen, og så gik det ellers løs med guitarfræs og highpitchskrig for alle pengene. Det blev i særdeleshed tydeligt på den speedede “Master of Hell” fra debutpladen The Conquest of Time, der har netop det: masser af guitar og en nådesløs og rå vokal. Det var dog ikke kun de hurtige numre, der lå lige til, også midtemposange som for eksempel “Black Revenant” mestredes og udførtes med præcision og overskud. På dette nummer var det især den solide baslinje og den simple, men effektive guitarintro, der vakte begejstring hos undertegnede. Også på efterfølgende nummer, “The Fighting Eagle”, der er et skønt og tidløst heavy-nummer, viste Century deres fine samspil – og hvis der var nogen, der var i tvivl om, hvad sangen handlede om, så kom der en person med ørnehætte ind på scenen. Ja, hvad skal man sige til det? Maskotternes tid er vel forbi, men som rigtigt firserband har man brug for en maskot.
Keep the Fire Burning
Til tider var Tengnérs vokal en smule for skinger for min smag, og musikken kunne have været en kende mere varieret, men alt i alt var dette en vellykket optræden. Og man kan uden tvivl sige, at Century er endnu et formidabelt svensk band, der holder heavy metal-flammen i live. Tilbage i april 2024 udgav de singlerne “Sacrifice” og “Avenging Force”, så man kan da stærkt håbe på, at det betyder, at der er noget mere materiale fra svenskernes hånd i arbejde.
T for tyrant
Tyrann er et svensk heavy metal-band grundlagt i 2018, og som består af medlemmer, der alle på et eller andet tidspunkt har været medlem af Enforcer. Indtil nu har de svenske tyranner udgivet to plader, hvor teksterne er på både svensk og engelsk.
Et kærlighedsbrev til svensk metal
I starten af sættet var lyden beklageligvis en smule tynd, men det var noget, lydmanden prompte tog sig af, så resten af sættet ikke blev påvirket af teknisk bøvl. Publikum var dog på fra første sekund og skrålede med på sangene, det bedste de havde lært, for med lettere kiksede tekster som: “T for tyrant / Y for you / R for restless / A for anxious/ N for nightmare /N for nightmare / We are tyrant / Tyrant tyrant” på både engelsk og svensk kan man ikke andet end at knuselske dem. Ikke kun bandets tekstunivers er en interessant størrelse; musikken er også noget for sig. Tredje track, ”Transylvanien”, er med Tobias Lindqvists eksplosive punkede vokal og en ubarmhjertig guitar spillet af Adam Zaars og Joseph Tholl en sand ørehænger, hvis simple tekst er så huskværdig, at man straks kan synge med. Og huskværdighed er meget karakteristisk for Tyranns sange, der oftest består af en enkelt linje, der gentages. Det kunne man måske også kalde repetitivt, men i festivalsammenhæng – og på tredje dag – er det det helt rigtige, der skal til for at holde energiniveauet oppe.
Som havde de altid været der
Tyrann optrådte meget professionelt, og bandmedlemmerne er da også erfarne musikere.
Men bandet spillede altså deres allerførste koncert sidste år på Muskelrock Festival, og med det in mente var dette en særdeles imponerende performance.
Rosinen i pølseenden
Det legendariske japanske band Sabbat har de sidste to måneder været på deres 40-års jubilæumsturné rundt i Europa, hvor deres optræden på Metal Magic var den sidste koncert i rækken. Selv om det efterhånden var blevet sent, og næsten tre dages festival sad i knoglerne, så var fremmødet til sidste koncert på den udendørs scene imponerende. De fleste gæster trodsede således smat og regn og ventede forventningsfuldt, da de tre japanere gjorde sig klar.
Kaptajn underhyler
Iført det smukkeste læderkluns, hvor især frontmand Gezol med sin læder-nitte-mawashi var iøjnefaldende, indtog de tre japanere scenen klokken 22.45 som sidste band på den store scene i år. Lydmæssigt er Sabbat en helt særlig størrelse, for på den ene side spiller de beskidt, mørk og grum thrashet black metal, men på den anden side spiller de også bare ufatteligt tight med et enestående samspil. Lige netop dette kontrastfyldte udtryk er fedt og tiltaler tilsyneladende et bredt publikum. Bandet spillede et stort udvalg af sange, hvoraf blandt andet blackened thrash-nummeret “Sabbaticult” er et af de nye fra bandets seneste udgivelse af samme navn fra 2024. Det skortede hverken på halsbrækkende guitarsoli af Ginoir, Zorugelions vrede trommer eller Gezols velkendte highpitch-skrig. Hvis man hverken kan japansk eller er en stor kender af Sabbats bagkatalog, kan det nok være svært at skelne en sang fra den næste, men Gezol førte publikum gennem sættet med sine allerfineste engelskkundskaber, der vist nok også fik ham selv til at fnise lidt. Men det gjorde ikke noget, at der ikke kunne forstås et ord, for han havde da sikkert ret, og inkarnerede fans gjorde det bedste, de kunne for at synge med, hvilket for eksempel skete i stor stil under “Darkness and Evil”.
Sabbaticult
Samlet set var denne koncert en oplevelse af den sjældnere slags. Vi oplevede tre virtuose musikere levere et show, der ikke overlod noget til tilfældighederne.