
Floskelfyldt firserrock fra dygtige koryfæer
Solidt lineup
Til dem, der ikke ved, hvem denne anmeldelse egentlig handler om, så tillad mig at introducere A-Z. Bandet er et efter eget udsagn progressivt, melodisk rockprojekt dannet af trommeslager Mark Zonder, som nogle vil kunne huske fra Fates Warning. Forsangeren er den fænomenalt dygtige Ray Alder fra selvsamme orkester, og bandnavnet blev til, da de to herrer havde besluttet sig for, at musikken skulle være ’everything from Alder through Zonder.’ Med sig har de guitarist Nick Van Dyk fra Redemption, bassist Philip Bynoe, som er en del af Steve Vais band, keyboardspiller James Waldo, der har spillet med Yngwie Malmsteen og endelig den erfarne leadguitarist Simone Mularoni. Så det er bestemt ikke en flok uefne herrer, vi har med at gøre.
Gør det nu helt og ikke halvt
A2Z2 er gruppens andet album. Har man på et eller andet tidspunkt i sit liv dyrket bands som Journey, Styx, Toto og Foreigner, går man heller ikke galt i byen med A-Z. Det er dog en stor fordel, hvis man ikke er allergisk over for floskelrock. Der er nemlig nok af det i løbet af albummets startfase, idet både “Fire Away” og “Running in Place” godt nok imponerer på et teknisk niveau, men skuffer lidt på det musikalske. Selvom de seks garvede bandmedlemmer er, undskyld udtrykket, svinedygtige, er numrene ikke nogen, der bider sig fast. Alle de gamle tricks fra den store rockbog bliver taget i brug, og det er så blottet for overraskelser, at det hurtigt bliver kedeligt. Tredje skæring, “Nothing is Over”, er med både koklokke og hjerte/smerte-rim slem at komme igennem, og powerballaden “A Wordless Prison” får heller ikke mange point for originalitet. Men så sker der noget. Bedst som man sidder foran anlægget og tænker, at hele baduljen er den sædvanlige omgang sovs og kartofler fra en snarlig rockpensionist i pengenød, stiger kvaliteten. “Reaching Out” er et fedt nummer med masser af nerve, og i modsætning til de fire foregående skæringer er det dejligt uforudsigeligt og friskt. Ligeledes er “I Am Numb” og “This Chaotic Symphony” mere end godkendt, og sidstnævnte er klart bedste skæring, selvom afslutteren, “Now I Walk Away”, også er en oplagt kandidat til den titel. Her sættes der nemlig ny verdensrekord i, hvor mange classic rock- og hardrock-floskler, der kan proppes ind i et og samme nummer. Det er så overdrevet, at det er hamrende fedt; Overdådig solo, båndløs pruttebas, vand på lilletrommen og spandevis af kvalmende korharmonier. Hvis Michael Bolton var endt som rocksanger og ikke smør-tenor og førsteflødebolle, havde det lydt sådan her. Nøj, en oplevelse.
Flot indpakning - jævnt produkt
Til alle dem, der måtte være interesserede i at kaste sig ud i A-Z, skal det siges, at de progressive elementer, bandet lover så mange af, virkelig er få. Bortset fra et par skæve taktarter her og der er her slet ikke tale om prog, men snarere klassisk melodisk hardrock, som vi har hørt så ofte før. Så må man selv bedømme, om det er et plus eller ej.
A2Z2 er hamrende godt produceret, hamrende godt eksekveret, men desværre ikke hele tiden hamrende godt skrevet. Fire af pladens ti numre er fede, og resten er temmelig kedelige og forudsigelige kompositioner, som i bedste fald synes skrevet med det ene formål, at den gode Ray Alder kan folde sine lunger ud. Bevares, det gør han godt. Men som helhed er pladen kun lidt over middel. Den fungerer klart bedst, når bandet går all in på alle de gamle, kitschede rockbanaliteter. Fans af det ældre Fates Warning og genren generelt kan godt nyde dele af pladen, men alt i alt er den ikke mere end en flot bygget tidsmaskine uden det helt store bid.