
At rejse er at leve
Mange danskere har en sær fascination af at rejse sydpå for at ligge på rad og række som saltede sild med solstik, kun for at vende hjem to uger senere med tredjegradsforbrændinger og ferieblues, der kan høres helt til Bornholm. Men i de senere år er der vokset en mere jordnær tendens frem, bogstaveligt talt. Flere og flere søger mod nordens landskaber, fugtige moser, de kolde norske fjelde og evigt stirrende grantræer. Maunah beskriver sig selv som lydsporet til denne rejsetype. Lyden af kolde skove og åben himmel, der dufter af bark og ensomhed. De trækker på genrer som doom, progressiv og atmosfærisk metal, men spørgsmålet er naturligvis, om musikken reelt rammer som et sjældent glimt af lærkefalkens skønhed, eller om det hele bare føles som at glide på en slimet skovsnegl i et par våde vaders.
En blandet landhandel
Maunah er dannet af en flok garvede musikere fra blandt andet Helge, Altar of Oblivion og Funeral Chasm, så selvfølgelig er lyden skarpt eksekveret. Der er ingen væltede træer i skoven, og produktionen sidder som en ravn i stormvejr: fastlåst, sort og evigt iagttagende. Men netop derfor skuffer det også, at indholdet ikke følger med indpakningen. For hvor man kunne have håbet på en vildt voksende skov af progressive rødder og skæve harmoniske toner, får man i stedet en mosdækket grussti, der går snorlige uden de store overraskelser. Doom-genren står i centrum, og det med sådan en dominans at proggens naturligt uforudsigelige og regelløse skabelon er reduceret til en vag baggrundsskygge. Selvom Heimaland forsøger at lyde som noget dybt og ærefrygtindgydende, ender lyden snarere med at lyde som endimensionel tomhed. Med andre ord er der simpelthen for få overraskelser, og EP’ens numre er svære at skelne fra hinanden, medmindre man selv har medbragt kompas. Det er ærgerligt, for bandets medlemmer er uden tvivl dygtige. Det mest markante øjeblik kommer i form af Danny Woes trommespil, der på ”Saivør” bringer stoisk ro, og på ”Heimaland”, hvor highhatten giver isolationen nerve. Søren Sol Koldsens vokal er flot og leger med ordene, men EP’en udvikler ikke denne lyd i løbet af sin ellers korte spilletid på 20 minutter.
Kompositionerne lider lidt af det samme problem. De kræver ikke nok af lytteren, og ”Heimaland” og ”Saivør” gør ikke meget for at distancere sig fra hinanden udover sporadisk growl. Når det så er sagt, skal ros også gives. For Maunah har uden tvivl fundet en unik lyd, som der snildt kan udvikles. En meget svær ting i disse dage. En anden svær opgave kan være at få liv i ungerne, hvis hele dagen går med at rådne op foran en skærm i en mørkelagt stue, som var de i færd med at gro rødder i sofaen. Men smider man dem ud i det grønne, bevæbnet med få remedier og en kreativ tilgang, forvandler skoven sig hurtigt til en slagmark, en scene eller et kongerige. Samme tankegang gør sig gældende her, og mulighederne er derfor store for Maunah.
I skoven skulle være …
Selvom jeg har stor respekt for projektets intentioner og tydeligt mærker isolationens greb, så er Heimaland en udgivelse, der mangler overraskelser. Numrene flyder sammen, og selvom Maunah tydeligvis har fundet deres lyd, har de endnu ikke lært, hvordan man banker på lytterens brystkasse og får hjertet til at galopere. Der skal tænkes mere udenfor boksen. Som helhed minder Heimaland mest af alt om en tyk uldsweater. Den giver varme og ro, men jo længere man har den på, desto mere klør den de forkerte steder.