Ikke den altergang, vi forventede …
Når man efterhånden har 18 år under bæltet – 21, hvis vi medregner perioden 2003-2006 under navnet Summoning Sickness – er der ved at være belæg for at påberåbe sig en vis form for veteranstatus. Det er for disse livshærdede mennesker langt fra usædvanligt at se tilbage og på den måde bearbejde fordums bedrifter. Således heller ikke for Altar of Oblivion, der sidste år valgte at indlede et samarbejde med pladeselskabet From The Vaults ved at udgive EP’en Burning Memories. Det havde de bestemt ikke behøvet, og beslutningen vakte da også en del undren hos netop denne anmelder. Ikke mindst fordi man i samme moment slog et slag for det album, der endte med at manifestere sig som forhåndenværende In the Cesspit of Divine Decay. Men nu står vi her altså igen, med tilbageholdt åndedræt i skyttegraven mellem galskab og genialitet …
Sider fra skyttegraven
Med sit distinkte blend af epic heavy/doom er den aalborgensiske sekstet en forholdsvist unik størrelse her til lands. Læg dertil det yderst fascinerende oplæg i form af den personlige dagbog tilhørende Jesper Wilhem Meyer, oldefar til stiftende guitarist Martin Meyer Sparvath, der modvilligt kæmpede for det tyske imperium under Første Verdenskrig. Så har du et album, der bare bliver bedre og bedre for hver gang, det ryger gennem anlægget såvel som lyttebøfferne: ’Looking for humanity / All you see: profanity […] / There is no hope for us / There is no promised land’. De hjemsøgende linjer fra ”Nothing Grows From Hallowed Ground” er i sig selv ikke banebrydende, men får alt andet lige et ekstra skud etos det familiære perspektiv taget i betragtning. De karakteristisk drævende og tungt nedstemte guitarer komplementeres tillige af et noget højere antal bpm, end genren sædvanligvis foreskriver. Det giver lige nøjagtigt det friske pust, der driver numre som ”The Fallacy” og ”Silent Pain”, og hvor udtrykket af klassisk HM faktisk ender som det mest dominerende.
Der rejser sig desværre også et par tvivlsspørgsmål undervejs, herunder Mik Mentors ubehagelige tendens til at ryge op i en noget skinger falset. Således både under ”Mark Of The Dead” og ovennævnte ”Silent Pain”(!), hvor han dog i begge tilfælde kommes til undsætning gennem suverænt riffarbejde af henholdsvis Meyer og Campradt samt Nørgaard på bassen. Til gengæld giver han en af albummets mest mindeværdige præstationer på begrædeligt korte ”Damnation”, der skyder en beskeden længde på 02:34. Derudover fortaber alterdrengene sig atter i fortiden, hvor produktionen på dristigt navngivne ”Altar Of Oblivion” truer med at udpine det ellers glimrende tempo, In the Cesspit … lægger for dagen. Her er det dog vigtigt at holde sig for øje, at indspilningen af albummet startede som en demo helt tilbage i 2005 og oprindeligt var tiltænkt rollen som debutalbum for Summoning Sickness. Man kunne dermed snildt forestille sig eponymet stamme fra den tid.
Når vi nu har elementer med potentiale til at sabotere dynamikken op til diskussion, så finder jeg det tilsvarende rimeligt at lette på hjelmen for en overraskende vellykket detalje. En beslutning, der sædvanligvis (med rette) får røg for sit ligegyldige navlepilleri: de instrumentale numre! Her er fundet plads til ikke bare et, men hele to af slagsen; første gang i forlængelse af ”The Fallacy” (fejlslagent ræsonnement). ”Ghosts in the Trenches” er et ildevarslende intermezzo, der tæppebomber os med atmosfærisk støj samt ekkoet af forgængerens omkvæd. Oplevelsen bliver interessant, da den ikke alene kan tolkes som klagesang fra krigens ofre, men også som ’spøgelserne’ af vores handlinger, der til stadighed fortsætter med at hjemsøge os. ”Wind Among Waves”, hvor blæsten fyger hen over en øde slagmark, og en sørgmodig kvindelig voiceover angiveligt gør boet op efter skyttegravenes meningsløse rædsler, binder som rosinen i pølseenden sløjfe på et virkelig vellykket værk.
… men så sandelig den altergang, vi manglede
Indrømmet … In the Cesspit of Divine Decay er ikke den altergang, vi forventede, men så sandelig den vi manglede. Vi når ganske vist ikke helt på omgangshøjde med suveræne The Seven Spirits fra 2019, men det havde næsten også været for meget at forlange. Mentors falset og tendenserne til igen at vende snuden for langt bagud trækker en kende ned. Her bør man overveje at lægge flere kompositioner i et mellemleje, der yder hans vokal langt mere retfærdighed. På samme vis bør der fremover skrues ned for den skramlede og træge nostalgi i produktionen, når nu HM-elementerne klæder deres udtryk så meget bedre. Her kan til gengæld dårligt smides rosende superlativer nok efter det strengevridende triumvirat, der vel nærmest ikke sætter en finger forkert. Sådan vasker man tavlen ren efter et vådeskud. Solidt håndværk, gutter!
