Metal Magic Festival 2019

Slægt Foto - Neil Poulsen Revolution Music

Så var det endnu en gang blevet den tid på året, hvor vi valfartede til en knoldet græsmark i det sydjyske. 12. omgang af Metal Magic Festival slog dørene op den 11.-13. juli på Dronningepladsen i Fredericia og bød indenfor til tre dage med alskens undergrunds- og kultmetal. På programmet dette år var adskillige herligheder indenfor død, black, speed, power og doom. Meget iøjnefaldende var især legendariske Tormentor, dannet i slutningen af den kolde krig bag Jerntæppet i Ungarn, men selvfølgelig også det norske avantgarde black-metal band, Ved Buens Ende, der ikke gav så meget som en millimeter for, hvad resten af 90’ernes Norge mente, at black metal skulle være og gav hele miljøet en stor fuck-finger.

Samtlige bands på dette års festival er blevet vejet og vurderet, nogle endda vurderet til slet ikke at kunne blive vurderet. Hvordan dette kan være, og hvad der ellers skete, kan læses herunder. Kan du så komme i gang!

Torsdag:

  1. Sunken
  2. Shadow Storm
  3. Deiquisitor
  4. Silhouette
  5. Goat
  6. Dark Sky Choir
  7. The Rite
  8. Slægt
  9. Demon Head

Sunken Tent Stage, kl. 16:00

Sunken

Århusianske Sunken havde fået den ofte hårde tjans at skulle åbne dette års Metal Magic Festival. Netop som publikum trak ind i teltet, hvor Sunken skulle til at gå på, trak de grå skyer sig sammen og satte en i den helt rette stemning til Sunkens atmosfæriske black metal. Bandet virkede dog ikke synderligt mærket af at skulle åbne festivalen og gik selvsikkert i sving med at skylle stemningsfulde guitarflader ud over publikum; en opgave, der dog blev hæmmet en anelse af teltet, der, foruden at indeholde den lille scene, også indeholdt baren. Dette gjorde, at nogle af de mere stille sektioner blev ødelagt af den bagfrakommende snak. På et tidspunkt virkede det dog til, at bandet havde fået nok og satte alle sejl ind på at overvinde baren. Opgaven lykkedes dog ikke helt, men det virkede til, at baren dæmpede sig en anelse. Lyden blev også en smule skarpere, så publikum virkelig kunne få den rigtige ”Sunken-oplevelse”. Bandet vandt da også fodfæste mod slutningen af koncerten, og Metal Magic 2019 blev åbnet i fin stil.

 

7/10

Af .

Shadow Storm Open Air Stage, kl. 17:00

Shadow Storm

Derefter var det blevet tid til første band på den store scene, danske Shadow Storm og deres melodiske heavy metal. Fra første sekund var der ingen tvivl om, at det er alle de store, der trækkes inspirationer fra – Maiden, Priest og så videre derudad. Desværre var der bare meget langt op til de gamle helte. Det var meget standard melodisk heavy, Shadow Storm leverede; det var ikke dårligt, men der var heller ikke noget, der gjorde det synderligt interessant. Der manglede noget, der for alvor gjorde bandet genkendeligt. Shadow Storm lød og spillede ellers ganske glimrende, og forsanger Jackie Petersen var også tydeligt i fantastisk humør. Generelt manglede der bare noget til for alvor at sparke koncerten i gang. Bandet viste ellers, at de havde evnerne, men hver gang der var en sektion med gang i, blev den fulgt op af den tilsvarende stille sektion, der trak det meste af energien ud af koncerten. Som koncerten skred frem, vandt den dog lidt ind på det fremmødte publikum, men desværre ikke nok til at ændre det samlede indtryk.

5/10

Af .

Deiquisitor Tent Stage, kl. 18:00

Deiquisitor

Så blev ekstremmetallen for alvor sparket i gang. Ond, buldrende, old school dødsmetal direkte fra djævleøen. Fra start var det tydeligt, at der ikke ville blive vist nogen nåde med stille melodiske passager eller andet, hvor ørene kunne få et hvil; der var ikke så meget pis og smalltalk, vi skulle fremad. Men på trods af at Deiquisitor i første omgang godt kunne virke som et band, der ikke havde meget andet at byde på end kværnende dødsmetal, så kunne man alligevel ane drys af bands som Deicide, Morbid Angel og en anelse Obituary i deres lyd; en lyd, der igen var aldeles glimrende – noget der skulle vise sig at være gældende for stort set samtlige bands på festivalen. Men disse afbræk med inspirationer fra nogle af dødsmetallens legender var noget, der virkelig trak oplevelsen i vejret, da denne type dødsmetal har det med at være ret så ensformig. Men publikums respons var bestemt ikke til at tage fejl af, Deiquisitors andet besøg på Metal Magic var i den grad godkendt.

7/10

Af .

Silhouette Open Air Stage, kl. 19:00

Silhouette

Efter solen igen var begyndt at titte frem, var det blevet tid til lokale Silhouette og deres mørke psykedeliske rock, der i den grad beviste, at 60’erne og 70’erne ikke er glemt. Der var masser af fede guitarriffs og Hammondorgel ud over alle grænser. Der var da heller ikke en finger at sætte på bandets præstation, og Silhouette kunne være gået hen og blevet et tidligt højdepunkt på festivalen – hvis det ikke havde været for bandets vokalist og bassist, Tobie. Manden lød stærkt beruset, når han snakkede til publikum og overdrev hans vokalpræstation alt for meget. Dette gjorde desværre, at han overskyggede alt og alle på scenen og trak bandets samlede præstation ned. Dette kunne også ses på publikum, der ikke ligefrem lignede nogen, der var i festhumør, og flere af dem udvandrede da også, som koncerten skred frem. At karakteren alligevel ender, hvor den gør, er udelukkende på grund af, at de instrumentale sektioner var en fryd for øret og lød, som var de sendt fra 1969 med tidsmaskinen. Skal det vise sig, at Tobie ikke var fuldere end den gennemsnitlige festivaldeltager ved midnatstid, vil jeg anbefale ham at skrue ned for hans fremtoning

5/10

Af .

Goat Tent Stage, kl. 20:00

Goat

Halvvejs i dagens program rundede vi en vaskeægte Metal Magic klassiker: Goat. Et band, der i Metal Magic regi på ingen måde behøver introduktion. Om det i år skulle blive en reel koncert, en omgang banko, en kunstinstallation eller noget helt fjerde, ville kun tiden vise. Flankeret af en bassist og guitarist iklædt bukser, gaffatape og elefanthue trådte Goat selv på scenen iført sort bind for øjnene og en gedeponcho. Hvad der dernæst fulgte, kan kun betegnes som absolut kaos. Efter en håndfuld numre, hvor teksten udelukkende bestod af linjen: ”Ga-ga-ga-ga-ga-ga, kill”, blev Goat jagtet ud af teltet og rundt på hele festivalpladsen af en kappeklædt, elefanthuebærende, kålkastende person. Efter at være vendt tilbage til teltet for at fortsætte koncerten, gik der dog ikke længe, før publikum mente, at det var tid til, at Goat smed ponchoen og resolut hev den af manden. Hvad der fulgte, var et billede, der ikke bør beskrives for mindreårige og sarte sjæle, hvorfor Goat løb ud backstage for at hente et par bukser og fortsætte ”koncerten”. Kort tid efter skulle det vise sig, at publikum ikke var enige i dette valg, og efter et par mislykkede forsøg endte bukserne dog med at blive til shorts, hvorefter Goat smed mikrofonen, udstrålede, at vi alle sammen kunne fucke noget så grusomt af og forlod scenen. Manden var dog dagen efter lutter smil, så helt slemt kan det ikke have været. Var det en koncert? Nej. Var det godt? Nej. Kan man vurdere det fra 1-10? Nej. Den eneste, måde dette kan vurderes, er ved følgende udsagn fra en festivaldeltager: ”Nogle har brug for laksativer, jeg skal bare have en Goat koncert, så skal jeg skide.”

Af .

Dark Sky Choir Open Air Stage, kl. 20:40

Dark Sky Choir

Efter en omgang Goat var det igen blevet tid til noget mere seriøs musik: old school-inspireret hård rock/metal af amerikanske Dark Sky Choir – et band der i den grad sparkede døren ind med masser af energi og overskud. På intet tidspunkt følte man, at bandet bare havde en dag på kontoret og bare skulle have koncerten overstået. Guitarist Ira Black var storsmilende igennem hele koncerten og rystede det ene lækre riff efter det andet ud af ærmet, mens vokalist Brian Allen var over alt og fik bandet helt ud over scenekanten. Allen havde mellem publikum fået øje på en gut iklædt et sæt silikonebryster, hvilket smalltalken mellem numrene gik med. Et sjovt og finurligt indslag, der viste, at bandet ikke bare skulle have koncerten overstået, men at der var plads til improvisation og jokes med publikum. Dark Sky Choir er entertainere af format, hvilket selv trommesoloen bar præg af; for hvem har nogensinde sagt, at man ikke kan kravle på et trommesæt og bruge fødderne på bækkenerne? At det efterfølgende nummer passede glimrende ind i forlængelse af trommesoloen, vidner kun om, at Dark Sky Choir kan deres kram. Om det så var jantelov, jysk sindighed eller en form for granatchok, der havde ramt publikum, ved jeg ikke, men man kunne godt savne et noget mere entusiastisk publikum. Selv ved de to covernumre, Mötley Crües ”Knock ’em Dead Kid” og Motörheads ”Ace of Spades” var det, som om batterisparefunktionen var slået til. De to covers føltes heller ikke så stærke i leveringen som det originale materiale, så afslutningen på koncerten blev også lidt flad.

7/10

Af .

The Rite Tent Stage, kl. 21:45

The Rite

Tredjesidste band på denne torsdag var debutkoncert med dansk/italienske The Rite, der består af medlemmer fra italienske Black Oath og Denial of God vokalist Ustumallagam. Om Dark Sky Choir gik over tid eller tidsplanen var for stram, vides ikke, men jeg missede de første par minutter af The Rite. Men ud fra den meget teatralske udstråling fra bandet må det formodes, at noget af starten gik med at opbygge en stemning i teltet; og ud fra bandets begrænsede diskografi må de antages, at koncerten startede med nummeret, ”Prayer to Satan”, åbningsnummeret på debut EP’en The Brocken Fires. Til ingens undren var det da også denne EP, der udgjorde langt størstedelen, hvis ikke hele aftenens sætliste. Publikum var, trods det knap så populære genremix (black/doom) også mere end parate til denne mørke ceremoni. At det var erfarne kræfter, vi havde med at gøre, var bestemt også tydeligt i leveringen af materialet. Der var ingen nervøsitet eller slinger i valsen at spore; den sad lige i skabet ved samtlige numre, og på intet tidspunkt følte man, at det var enten black metallen eller doomen, der blev favoriseret. Begge dele blev leveret med samme indlevelse og overbevisning. I de langsommere sektioner blev tankerne til tider endda ledt hen imod Mayhems De Mysteriis Dom Sathanas, når den plade går ned i tempo. Det var bestemt en godkendt debutkoncert af The Rite, der sluttede med deres cover af Goatlords ”Acid Orgy”; et nummer, der blev modtaget med jubelråb og piften, hvor publikum i den grad fik skreget med på omkvædet.

8/10

Af .

Slægt Open Air Stage, kl. 22:45

Slægt

Aftenens hovednavn og deres krydsning af black metal og mere traditionel heavy kræver bestemt ikke nogen videre introduktion. Slægt indtog scenen med autoritet, fokus og en så stor portion selvsikkerhed, at man ikke var i tvivl om, at de var kommet for at vise, hvor skabet skulle stå og hvorfor de var hovednavnet. Fra første riff forstummede hvad end tvivl, publikum måtte have haft, da også. Der var ikke et riff, en solo, basgang eller trommebeat, der ikke sad præcis, hvor det skulle. Specielt de mere Iron Maiden prægede riff gik rent ind hos publikum, der kvitterede med rigelige mængder horn og festivalens første reelle pit. Samspillet og specielt guitarist Anders Jørgensen og bassist Olle Bergholz’ ekstatiske dansen med fjerlette trin ledte tankerne hen på Tribulations optræden på dette års Royal Metal Fest. En sammenligning, der bestemt ikke er negativ. Lyd, lys og dans smeltede sammen til noget nær perfektion, hvor man ikke kunne andet end at blive grebet af stemningen og trukket ind i Slægts univers. Man kunne argumentere for, at Slægt har en snert af arrogance i deres kontakt med publikum, men når et band leverer så overbevisende, er kritikken i petitesseafdelingen. Efter en time rundt i Slægts velkomponerede bagkatalog rundede de af med titelnummeret fra deres seneste plade, The Wheel, og ud fra publikums jubelbrøl at dømme var der ingen tvivl om, at dette så absolut var dagens højdepunkt.

9/10

Af .

Demon Head Tent Stage, kl. 00:10

Tjansen at runde torsdagens program af var tilfaldet københavnske Demon Head, der på sin vis fortsatte lidt i samme stil og univers som Slægt, bare mere doomy og rocket. Metal Magic kunne sandsynligvis ikke have booket en bedre nedtrapning og afslutning på dagen. På trods af at de nærmest kom direkte fra Copenhell og en noget større scene, indtog bandet teltscenen med masser af energi og udstråling og var klar på at give publikum den sidste rusketur, inden det var sengetid – eller drikke-sig-i-hegnet-tid, alt efter hvem man var. Hovedparten af sætlisten havde fokus på bandets seneste plade, Hellfire Ocean Void, en plade vi her på redaktionen modtog ganske positivt, hvilket publikum til aftenens koncert bestemt også gjorde. Veleksekveret doomy rock var lige, hvad publikum havde brug for. Frontmand Ferreira Larsen var bestemt også medvirkende til, at bandet blev skudt så meget ud over scenekanten, som de gjorde; det var en fryd at se så tændt et band. Afslutningsvis fik vi nogle ældre numre, der desværre ikke helt står på mål med de nyere, men det ændrede dog ikke på leveringen og at dette er et band, der er skabt til en større scene.

8/10

Af .

Fredag:

  1. Heine Thomsen
  2. Deus Otiosus
  3. Killing
  4. Nyredolk
  5. Chevalier
  6. Phrenelith
  7. Armory
  8. Ascended Dead
  9. Angel Witch
  10. Impetuous Ritual
  11. Tormentor
  12. SPEkTR

Heine Thomsen Tent Stage, kl. 11:30

Fredagens morgenvækning bød på Heine Thomsen fra Heavy Agger og akustiske fortolkninger af alt fra Johnny Cash over Scorpions til Volbeat. Som forventet var der ikke voldsomt meget gang i publikum, der mest af alt bare sad og plejede tømmermændene med en reparationsbajer og forsøgte at komme i gang. Men der var da trods alt smil på læben og hyggelig stemning i teltet. Hr. Thomsen selv kunne da heller ikke se sig fri for at være mærket af gårsdagens begivenheder. ”Winds of Change” blev leveret i en noget forkortet udgave, da det der med at fløjte dagen efter at man har kigget dybt i flasken, var noget af en udfordring. Derfor blev der, med smil på læben og højt humør, skiftet over til et nummer, der ikke involverede fløjten. Forventede man på nogen måde perfekte covers, eller anden form for større kunstnerisk udfoldelse, kunne man godt gå hjem igen. Formiddagens indslag var mest af alt tiltænkt at give de morgenfriske en hyggelig start på dagen og som en mere nænsom vækning af de knap så morgenfriske, hvilket var præcis, hvad vi fik.

5/10

Af .

Deus Otiosus Tent Stage, kl. 13:10

Deus Otiosus

Dagens første metalliske indslag blev bragt af københavnske Deus Otiosus og deres ganske slagkraftige blanding af død og thrash-metal. Meget hurtigt kom der en god sjat mennesker til, så der måtte være nogen, der var kommet ud af fjerene og klar på en omgang smadder. Dog var det stadig tydeligt, at det var tidligt på dagen og publikum ikke rigtig var kommet i gang endnu. Dette så ikke ud til at påvirke Deus Otiosus synderligt og bandet tog opgaven i stiv arm. Specielt bassist Jesper Holst var opsat på at give et godt show. Trampende rundt på scenen og med sindssyge grimasser som var han besat, var han i den grad med til at løfte bandets indsats. Det virkede da også til, at der var nogle, der havde set hans entusiasme, for ind fra venstre sprang der pludselig to personer og så var der søreme dagens første pit – og sparket noget mere liv i publikum. Afslutningsvis fik vi ”Disturbing the Dead”, hvis omkvæd nærmest tiggede publikum om at skråle med. Efter et forsøg eller to lykkedes det da også at få publikum til at gøre netop det og koncerten blev afsluttet med et publikum, der i hvert fald kom i godt humør og forhåbentlig blev en anelse mere vågne.

7/10

Af .

Killing Open Air Stage, kl. 14:00

Killing

Fredagens første band på den store scene var Killing og deres straight outta Kattegat-thrash, og var man ikke vågen, så blev man det da i hvert fald. Det var heavy uden så meget pis. Vi skulle én vej; det var fremad, og det kunne kun gå for langsomt. Killing spildte da heller ikke tiden med at føre længere samtaler med publikum. Vi blev derimod trukket ind i deres krigsfyldte voldsunivers, budt på et par håndmadder og så kørte bussen ellers med alt, hvad smadrekassen havde at byde på. Var man ikke til thrash, var dette sandsynligvis en koncert, som man styrede langt udenom, for der blev aldrig leflet for andet end den rene 80’er thrash. Dette var så også var koncertens akilleshæl, for det blev meget hurtigt meget af det samme. Man kunne godt savne en anelse mere diversitet i deres lyd. Det er fint at tage alle de fede sektioner fra de gamle helte, men man skal også huske det, der leder op til disse sektioner og netop gør dem fede. Når Killing så også kun spillede en halv time, virkede det lidt mærkeligt, at de fik den store scene. Der ville have været noget mere tryk på med en halv times thrash i teltet, men sådan skulle det åbenbart ikke være.

6/10

Af .

Nyredolk Tent Stage, kl. 15:00

NyreDolk

Så var tiden kommet til en af dagens mest hypede koncerter: NyreDolk og deres punkede black metal. Inden koncertstart stod publikum da også tætpakket foran teltscenen. Der skulle dog gå yderligere 10 minutter inden bandet valgte at gå på, men hold nu kæft en start! Der gik ikke mange sekunder af første nummer, før vokalisten kastede sig ud i publikum. Om det var for at crowdsurfe, vides ikke, men resultatet blev, at han landede på jorden. Resten af bandet fortsatte ufortrødent og der gik da heller ikke lang tid, før manden igen var klar. Vokalen var dog under hele koncerten ret lav, så hvorvidt han rent faktisk var klar, må stå hen i det uvisse. Men hvad han manglede i vokal, gjorde han bestemt op for i energisk optræden. Manden var nærmest mere ude blandt publikum, end han var på scenen, hvad enten det var for at råbe publikum direkte i ansigtet, starte en pit med dem eller bare sørge for, at de i hvert fald ikke stod stille. Havde det ikke været for vokalisten, havde det også været en lidt kedelig koncert. At blande punk og black metal er der ikke meget nyt i, og NyreDolk gjorde det heller ikke på en måde, der gav noget nyt til blandingen. Det var ikke dårligt men gjorde heller ikke meget væsen af sig.

5/10

Af .

Chevalier Open Air Stage, kl. 15:40

Efter en omgang punket black metal skulle vi nu over i storslået speed metal med finske Chevalier. De startede da også ganske lovende ud: Lyden var lige i øjet, og bandet spillede ganske glimrende.  Desværre manglede der lige et skud ekstra energi, for at bandet for alvor fik fat i publikum. Pladen Destiny Calls og bandets mere old school-prægede speed metal burde ellers have været noget, der gik lige i hjertet på den gennemsnitlige Metal Magic festivalgænger. Specielt nogle af de lange storslåede instrumentale sektioner burde være som skabt til formålet, men bandet kunne ikke rigtig få bidt sig fast. Det lykkedes lidt i en håndfuld numre, hvor der virkelig er fart over feltet, men når tempoet blev sænket bare en anelse, var det, som om gassen gik af ballonen – og hvis der er noget, der er kedeligt, så er det speed metal uden energi. At der heller ikke var noget reelt samspil blandt bandet, gjorde det ikke bedre. De spillede det de skulle, præcis som de skulle, men uden nogen reel indlevelse og energi.

4/10

Af .

Phrenelith Tent Stage, kl. 16:40

Phrenelith

Ovenpå Chevalier og deres lettere skuffende speed metal var det tid til at blive trukket helt ned i det mørke dyb med Phrenelith. Efter en lidt rolig start tog det for alvor fart med en perlerække af rådne dødsmetalhymner. På en bund af tonstung bas og trommerytmer skar de to guitarer alt i stykker akkompagneret af David ”Torturdød” Mikkelsens kloakrådne vokal, og på intet tidspunkt var der tegn på, at taget i publikum blev løsnet bare en anelse. Interaktion med publikum blev da også holdt på et absolut minimum. Det eneste, der blev sagt under hele koncerten, var: ”Vi hedder Phrenelith, vi er fra København og vi spiller dødsmetal”, og så fik den rådne smadder ellers bare lov til at tale for sig selv. Det lidt mudrede lydbillede passede som udgangspunkt glimrende til Phreneliths buldrende dødsmetal, men ved eftermiddagens koncert var der måske kastet et lag mudder eller to for meget på. En del af detaljerne druknede desværre lidt og gjorde, at nogle af numrene blev lige lovlig ensformige.

7/10

Af .

Armory Open Air Stage, kl. 17:40

Armory

45 minutters rundtur i rådden kloakslam senere og efter en lille pause skulle vi over i noget ganske andet: svensk sci-fi-inspireret speed metal. Komplet med Flying V guitarer, læderveste og patronbælter kom Armory bragende ind på scenen som en ren speed metal-energibombe. Der var da heller ingen tvivl om, at bandet var klar på selv at have og i den grad levere en fest. Hvad guitaristerne efterhånden manglede i hårgrænse, gjorde de så sandelig op for i spilleglæde og samspil. Deres optræden var komplet med synkrone guitarsving og duel. At duellen så blev udkæmpet ude blandt publikum som piggyback ride, og modstanderen var Metal Magic medarrangør Ole Frostholm og en oppustelig guitar, gjorde bestemt ikke underholdningsværdien mindre. Havde man siddet og været lidt øv over, at Chevalier ikke gav én det speed metal fix, man havde håbet på, fik man det i den grad hos Armory. Gaspedalen var trykket i bund fra start til slut og selv den mest mavesure type måtte overgive sig til lyden. Inden sidste nummer råbte publikum: ”Armory, Armory” i kor, hvilket siger noget om indtrykket, bandet gav. Mere imponerende er det, når man tænker på, at det er bandets første danske besøg

9/10

Af .

Ascended Dead Tent Stage, kl. 18:40

Et kvarters tid efter, at Armory havde efterladt publikum hivende efter vejret, stod Ascended Dead klar i teltet, og de havde bestemt ikke i sinde at give publikum et pusterum. Iklædt hvad der mest af alt mindede om en kombination af Judas Priest læderveste og Gorgoroth nitter og søm, gav de los med en omgang bestialsk dødsmetal. Dette var på ingen måde dødsmetal med fine fornemmelser, velovervejet koreografi eller samspil på anden måde. Det var kaotisk, kompromisløst og ondt. Dog var det ikke bare tanketom war metal-destruktion med 200 i timen. De forskellige numre havde akkurat nok variation til, at det ikke bare blev det samme om og om igen. De forskellige guitarsoli havde strejf af noget ældre Morbid Angel, hvilket vidner om, at det bestemt ikke var amatørmusikere, vi havde med at gøre – trods at det til tider virkede sindssygt kaotisk og ustruktureret. Det varede da heller ikke længe før publikum blev grebet af det nådesløse kaos og overgav sig. Det var bestemt ikke for alle, og at kalde det smukt eller pænt ville være decideret løgn, men af og til mangler vi alle en smule destruktion i vores liv.

7/10

Af .

Angel Witch Open Air Stage, kl. 19:40

Angel Witch

Efter en omgang bestialsk bulder kom turen til en vaskeægte NWOBHM-klassiker, engelske Angel Witch. Der var da heller ingen tvivl om, at det var et band, som mange havde set frem til; pladsen foran den store scene var nærmest fyldt, og folk ventede spændt på, at de skulle gå i gang. Denne spænding levede Angel Witch desværre ikke op til. Lyden sad lige i skabet og der blev trukket på alle de typiske NWOBHM-elementer, men bandet formåede bare ikke at komme ud over scenekanten og for alvor sætte gang i publikum. Leveringen var der ikke noget i vejen med, men det var lidt som at høre pladen; der manglede noget, når nu det var live. Mest af alt virkede det til, at dette bare var en koncert, der skulle overstås for Angel Witch. Vokalist og guitarist Kevin Heybourne havde ikke verdens mest energiske vokallevering, men når bandet heller ikke virkede specielt energiske eller veloplagte, så endte man som publikum med at stå med en lidt flad fornemmelse. Vi kom ellers rundt om alle bandets store hits, ”Sorceres”, ”Confused” og afslutningsvis selvfølgelig ”Angel Witch”, hvor publikum da også sang med på omkvædet, men det var ikke rigtig nok til at hive koncerten op over middel.

4/10

Af .

Impetuous Ritual Tent Stage, kl. 21:15

Impetuous Ritual

Ovenpå en omgang lettere skuffende NWOBHM skulle vi endnu en gang ind i teltet til kaotisk og destruktiv dødsmetal – denne gang i selskab med australske Impetuous Ritual. Det første vi dog blev mødt med, var en massiv omgang hylende feedback efterfulgt af en form for intro og med bandet stående klar iført intet andet end lændeklæder og sort krigsmaling. Beskrivelsen primitiv og hulemand var ikke helt ved siden. Denne ”intro” endte dog ikke ud i nogen reel forløsning men stoppede brat inden første nummer startede. Der gik så kun et splitsekund, før hvad der nærmest kun kunne betegnes som kaos, væltede ud over publikum. Det var et infernalsk bombardement af bestialsk dødsmetal, lidt i stil med Ascended Dead bare mere ustruktureret. Igen er primitiv en passende beskrivelse. Hvis man spidsede ører og strammede sig an, kunne man dog godt fornemme, at der var nogle mere interessante elementer end bare rendyrket kaos. Dog hjalp det ekstremt mudrede lydbillede på ingen måde til at fremhæve disse elementer. Den eneste funktion, som dette lydbillede tjente, var at få samtlige af bandets numre til at fremstå ekstremt ensformige. Mellem hvert nummer blev vi også mødt med hvad, der føltes som uendelig lang tids hylende feedback. Om dette havde et reelt formål, vides ikke, men det eneste, det formåede, var at ødelægge koncerten. Dette var i sandhed Metal Magics mest bestialske og infernalske koncert. Når tempoet blev sat lidt ned, gav det lidt mening, men ellers opsummeredes den bedst med følgende ironiske kommentar fra en tilhører: ”Lige om lidt kommer der kinddans”.

5/10

Af .

Tormentor Open Air Stage, kl. 22:30

Tormentor

Så var turen kommet til dagens hovednavn, ungarske Tormentor. Der var da også fyldt helt op foran scenen og publikum ventede i spænding på, at det gik løs. Jubelråbene var bestemt heller ikke til tage fejl af da bandet, og især Attila, indtog scenen. Attila er mest kendt som vokalist i norske Mayhem, men før det stod han et sted i Ungarn i den socialistiske østblok og var frontmand for Tormentor. Meget vand er løbet i åen siden, men Tormentor er ikke blevet glemt – tværtimod. Deres to demoer, The 7th Day of Doom og Anno Domini, er ophøjet til kultstatus, hvilket blot gjorde bookingen endnu stærkere. De to demoer udgjorde da også sætlisten denne aften, med mest vægt på Anno Domini. Det var da også tydeligt at se, at Tormentor nød at spille disse numre, og selvom black metal har det med at være en meget seriøs og ond størrelse, var der da ikke langt til smilene blandt bandet. Fanfavoritten ”Elisabeth Bathory” vakte stor glæde – både i bandet men så sandelig også blandt publikum, der skrålede med på omkvædet.  Specielt Attila havde en fest og viste virkelig, hvilken gudsbenådet entertainer han er. Med hans karakteristiske, snerrende vokal spurgte han publikum, om de var klar på noget ”80’s Hungarian black metal”, hvortil publikum kastede flere horn og gav højere jubelbrøl end Metal Magic sandsynligvis nogensinde har oplevet. Band og publikum var i sandhed tændte. Dernæst fulgte en parade af 30 år gamle klassikere, der har mindst lige så meget slagkraft i dag som dengang, og som for at give musikken lidt ekstra piskede Attila guitarist Attila Szigeti på ryg og røv, som han da også spillede ud af bukserne. Koncerten blev afsluttet med et par numre fra The 7th Day of Doom, (den ældste af de to demoer), dog uden at det påvirkede leveringen, da de blev modtaget med samme begejstring.

9/10

Af .

SPEkTR Tent Stage, kl. 00:10

Sidste band denne fredag var danske SpektR og deres, ifølge eget udsagn, ”Soundtrack’n’Roll”. Dette dækker over gamle horror og sci-fi film soundtrack blandet med en omgang rock. På papiret et meget interessant koncept, der godt kunne fungere som en fin afrunding på dagen. Det startede da også ganske storslået ud med soundtracket til Terminator 2: Judgment Day, og det fungerede faktisk ganske glimrende. Tankerne blev ledt hen imod Claudio Simonettis Goblin fra sidste års MMF. At SpektR så spillede i teltet med baren bag publikum, gav visse udfordringer, da vi rundede John Carpenters mere dystre og stemningsprægede numre, hvor guitar og trommesæt ikke var i brug. Bandet lod sig dog ikke mærke af dette, men fortsatte i stedet med nogle mere rockede numre. Der var da heller ingen tvivl om, at det var netop disse numre, der fik mest gang i publikum – noget der ikke burde undre nogen, publikums promille taget i betragtning. Afslutningsvis fik vi først soundtracket til Gremlins, til stor jubel, og dernæst Ramones’ ”Pet Sematary”, hvilket publikum jublede mindst lige så meget over. Man kunne diskutere, hvorvidt denne type musik reelt set hører hjemme på MMF, men når den bliver leveret, som den gjorde denne aften og til så stor glæde blandt publikum, er det en ligegyldig diskussion. Dagen blev rundet godt af og folk gik glade i seng – eller i baren.

7/10

Af .

Lørdag:

  1. Völva
  2. Deadflesh
  3. Shamash
  4. Tainted Lady
  5. Alucarda
  6. Source
  7. Tongues
  8. Vulture
  9. Hyperdontia
  10. Medieval Steel
  11. Black Oath
  12. Ved Buens Ende
  13. Archangel

Völva Tent Stage, kl. 12:00

Völva

Modsat dagen forinden var der ingen let opvågning til folket. Vi startede ud lige på og hårdt med svenske Völva og deres skramlede blanding af black metal og punk. Trods det tidlige tidspunkt, 12:00, var der faktisk en pæn sjat morgenfriske typer, der var stået op for at ryste garnet. For Völvas musik var lidt som at blive vækket af en tunet Puch Maxi. Det var ikke specielt pænt, det skramlede, og det larmede, men mest af alt gik det hurtigt. At der så på ingen måde var noget nyt under solen, når det kom til musikken, er en anden sag. For Völvas musik var enten næsten ren black metal eller punk med black metal-vokal. Man kunne godt have savnet, at genrerne blev en anelse mere blandet, som det ses hos blandt andet Darkthrone og Young and in the Way. Dog var det klart bedst i de mere punkede sektioner, da det var her, blandingen var tættest på at lykkes. Vi fik serveret hele deres 2018-demo plus et par ekstra numre, hvoraf de nyere numre klart var bedst. Så om ikke andet blev vi i hvert fald vækket.

6/10

Af .

Deadflesh Open Air Stage, kl. 13:00

Deadflesh

Den store scene blev denne lørdag åbnet af Deadflesh og deres tunge groovy dødsmetal. Deadflesh er en af den slags bands, man aldrig er i tvivl om, hvor man har henne; de leverer altid, og det var da også tilfældet denne lørdag. Lyden var lige i øjet, leveringen solid som altid, og var man ikke til Völva, var Deadflesh en perfekt bund at starte dagen med. Det var dødsmetal, der bedst kunne klassificeres som stabil, tung og stabil. Man kunne argumentere for, der ikke var noget ekstraordinært over Deadfleshs koncert, og har man set én, har man set dem alle. Men på den anden side så vidste man, hvad man gik ind til, og det var præcis det, man fik. En god omgang smadder med lækre riffs, man kan huske, og Allan Hartvigsøns typiske brøl – det går man aldrig galt i byen med. Sætlisten bød heller ikke på de store overraskelser; den har nogenlunde været den samme, siden Sic Semper Tyrannis udkom for to år siden. Men Deadflesh kører tydeligvis efter devisen ”if it ain’t broke, don’t fix it”, og der er bestemt intet i vejen med en god omgang Deadflesh.

7/10

Af .

Shamash Tent Stage, kl. 14:00

Shamash

Så gik turen tilbage til teltscenen og mere black metal; denne gang dog ikke med en punkindsprøjtning, men med en omgang død. Københavnske Shamash stod klar og bød os indenfor i deres univers af krig, okkultisme og andre herligheder. Bandet lagde godt fra land og viste, de havde en udmærket forståelse for, hvordan man kombinerer de to genrer i stedet for at hoppe rundt mellem dem. Dog var det tydeligt, deres lyd lænede sig noget mere mod black metal end dødsmetal. Publikum virkede også ganske godt tilfredse med bandets præstation, dog uden nogen vilde energiudladninger; klokken havde også kun lige passeret 14 – det var jo stadig tidligt. Hen imod slutningen af koncerten begyndte numrene dog at blive en anelse ensformige, ikke sådan det begyndte at blive kedeligt, men man kunne godt savne et lille melodisk break eller på en anden måde noget, der lige ville gøre, man holdt interessen gennem hele koncerten. Dette skal dog ikke stå i vejen for, at Shamash leverede en solid koncert, de kunne være godt tilfredse med.

6/10

Af .

Tainted Lady Open Air Stage, kl. 15:00

Tainted Lady

Var man ikke i feststemning, så skulle Tainted Lady nok sørge for, man kom det. Med deres bud på, hvordan rock i stil med Guns’n’Roses, Led Zeppelin og alle de store burde lyde, var de i den grad et band, der burde kunne sparke publikum i gang. De var da også ganske velspillende og gav et show, som var de trukket ud af den klassiske rocks storhedstid. Det var dog ikke mange festivalgængere, Tainted Lady kunne tiltrække denne eftermiddag, og man kunne argumentere for, at de heller ikke er et typisk MMF-band. En omgang ret mainstream rock, der lyder som dengang, Guns’n’Roses var relevante, virker lidt mystisk set i forhold til resten af programmet. Dette afskrækkede dog ikke Tainted Lady, der gav de få, der var kommet, et arketypisk hard rock-show, og det skal de alligevel have point for. De spiller godt, de lyder godt, og de giver et godt show. Det var nok bare for tidligt, for havde man skruet tiden 7-8 timer frem og givet publikum en passende mængde øl, kunne dette være blevet en kæmpe fest med masser af energi og smil på læben. Desværre endte det som en lidt flad fornemmelse grundet det manglende publikum.

6/10

Af .

Alucarda Tent Stage, kl. 16:00

Alucarda

Synes man, det der Tainted Lady var en anelse for poleret, skulle man ikke vente længe, før man kunne få stillet tørsten til en omgang beskidt rock’n’roll i selskab med københavnske Alucarda. Hvilket var præcis det, det var: beskidt og punket rock’n’roll serveret så smukt som en kold bajer på en varm sommerdag – hvilket det sjovt nok også var. Dog var deres lyd lige en anelse tungere, end man kunne forvente, nu der også lige var smidt en skovlfuld doom ind i blandingen. Alucarda var ikke et band, der spildte tiden med finurlige c-stykker, alternative tidssignaturer og den slags. Det var op på kværnen, håndtaget i bund og så ellers bare ud over stepperne og sørge for, der er godt gang i den. Og der var bestemt godt gang i den i teltet. Dette var en lektion i, hvordan rockmusik skal spilles på MMF, hvis man skal starte en fest. Vokalist Hampus Wahlgren virkede dog ikke til at være tilfreds med publikums indsats, da han kaldte dem ”det dårligste publikum, vi har spillet for”. Hvorvidt dette var ironisk, vides ikke, men udmeldingen blev mødt med smil blandt publikum, og de kom en anelse mere i stødet. Efter en lækker jamsektion til sidst valgte Hampus at smadre sin bas gentagne gange ned i scenen, indtil den splintrede fuldstændig, hvorefter han forlod scenen. Det var simpelt, effektivt, underholdende, men mest af alt var det fucking rock’n’roll.

8/10

Af .

Source Open Air Stage, kl. 17:00

Source

Fra en omgang beskidt rock’n’roll skulle vi over til det første af dagens to speed metal-bands: Svenske Source. Publikum var mødt rimelig talstærkt op, og til lyden af noget, der mest af alt lød som et alternativt Star Wars-tema, gik bandet på og gjorde klar til, hvad der forhåbentlig blev en god omgang fart over feltet. Dog var det ikke ligefrem, fordi Source bragede ud over scenekanten og blæste publikum bagover. De hurtige rytmer og catchy riffs var ikke en mangelvare; bandet manglede bare energi og udstråling for virkelig at fange publikum. Reelt samspil var også en mangelvare; der var lidt mellem guitarist Richard Lagergren og guitarist/vokalist Julia von Krusenstjerna, men bassist Jimmy Edlund virkede nærmest udstødt og stod for det meste for sig selv ovre i sin side af scenen. Julia og Jimmy havde dog heller ikke været med i bandet voldsomt længe, hvilket kan forklare det lidt haltende samspil. Men samtlige riffs sad i skabet, og lyden var da også lige i øjet, så giver man dem lidt tid til at finde hinanden, kan det godt gå hen at blive ganske udmærket.

5/10

Af .

Tongues Tent Stage, kl. 18:00

Tongues

Ovenpå en omgang lidt kedelig speed metal skulle vi til noget ganske andet. Århusianske Tongues havde knogleraslen og en rejse ind i sindet parat til os, smukt pakket ind i deres blanding af død, black og doom. Sidst undertegnede så Tongues, var til Royal Metal Fest, og det var en lettere sløj koncert. Fra start var det dog tydeligt, dette ville blive langt bedre. Frontmand Antonius Lovmand Marcussens teatralske, shamanistiske fremtoning fungerede perfekt denne tidlige aften, og den mindre scene gjorde, at samspillet fungerede til ug. Netop de mere intime rammer, end vi så på RMF, gjorde også, man som publikum fik den fulde oplevelse af stemningen og den dystre atmosfære, der er i Tongues’ musik. Desværre var den mere rene, dramatiske vokal ikke helt stå stærk, som man kunne have håbet, og disse sektioner var mindre interessante. Men overordnet set spillede Tongues sindssyg godt, og kemien bandet imellem smittede også af på publikum, der var godt med under hele koncerten og gav god energi. En bundsolid optræden af Tongues på en scene, der ydede dem den retfærdighed, de ikke fik på RMF. Det var ikke så storslået, at man ikke kunne få armene ned bagefter, men en god koncert, det var det.

7/10

Af .

Vulture Open Air Stage, kl. 19:00

Vulture

Efter en omgang shamanistiske ritualer skulle vi i den grad op i tempo igen. Det andet af dagens to speed metal-bands, tyske Vulture, var klar på den store scene og skulle forhåbentlig give os det, vi ikke fik ved Source. Der skulle da heller ikke gå mange sekunder, før ens tvivl blev gjort til skamme. Vulture bragede ud over scenekanten med 180 i timen og overbeviste hver en sjæl om, at det var tid til at få lettet røven og komme i gang. I perfekt 80’er-stil fik vi numre som ”Triumph of the Guillotine”, ”Beyond the Blade” og ”Murderous Militia” – leveret med mere overbevisning og glæde, end dengang genren havde sin storhedstid. Blandt publikum var der da også headbanging, nikken med hovedet og store smil stort set over hele linjen. Det var selvfølgelig på tredjedagen, så folk var lidt brugte, men de gav det, de havde. Som det var tilfældet med Armory dagen inden, skulle vi heller ikke denne gang snydes for hverken synkront guitarspil, dueller, soli og hvad end andet, man kunne forvente af en omgang potent speed metal. Vulture rådede i den grad bod på den smule skuffelse, Source havde fremkaldt blandt festivalens speed metal-fans.

8/10

Af .

Hyperdontia Tent Stage, kl. 20:00

Hyperdontia

En guitarløs David ”Torturdød” Mikkelsen og resten af den dansk/tyrkiske besætning i Hyperdontia var, hvad der ventede os i teltet. Hvis der var nogen, der var i tvivl om, hvad de var gået ind til, gik det meget hurtigt op for dem: rådden old school dødsmetal. Med en samlet erfaring indenfor cirka 30 bands var det da heller ikke en flok vårharer, vi havde med at gøre, så til trods for at dette kun var bandets fjerde koncert – og endda den første i Jylland – var der ingen slinger i valsen. Lyden var, nærmest som altid i teltet, helt perfekt, og Hyperdontias dystre guitartone tyggede sig gennem lokalet og slugte samtlige tilhørere. Efter at have introduceret nummeret ”Purging Through Flesh” med ordene ”her kommer endnu en sang om alt for mange tænder” buldrede Hyperdontia ellers videre. Vokalist Torturdød stod med det hvide ud af øjnene og mindede mest af alt om noget, der hørte til i Eksorcisten. Nogle ville måske mene, at bandet havde et lidt begrænset lydunivers, men de formåede stadigvæk at hive elementer fra både Obituary og Morbid Angel ned i deres tandfyldte gab og skabe deres helt egen lyd. En lyd, publikum da heller ikke kunne stå for; de overgav sig fuldstændigt og gjorde Hyperdontia til den bedste dødsmetalkoncert på dette års MMF.

8/10

Af .

Medieval Steel Open Air Stage, kl. 21:00

Medieval Steel

Efter at Hyperdontia havde tygget os i stykker gentagne gange og spyttet os ud igen, var Medieval Steel klar til at minde os om, hvordan power metal lød i de gode gamle dage. Dog var vokalist Bobby Franklin det eneste originale medlem, der var tilbage. Så med et hold yngre gutter ved sin side, gik bandet i gang med den næstsidste koncert på den store scene på dette års MMF. Det var dog en lidt ujævn start, Medieval Steel fik. Efter tre numre gik der kuk i Franklins in-ear-system, hvortil hans kone måtte hjælpe ham med at rede trådene ud. Guitarist Jeff Miller og bassist Chris Pietrangelo var dog gode til at interagere med publikum og forsøge at holde dampen oppe, indtil problemet var løst. Efter dette lille bump på vejen virkede bandet til at sætte alle sejl til og genvinde det tabte terræn. Helt ild under publikum kom der dog aldrig rigtigt men mest af alt var det en hyggelig koncert. Mellem numre som ”Warlords”, ”Lost in the City” og ”Thou Shall Not Kill” kom Franklin med små anekdoter om numrenes tilblivelse, og hvor hyggelig en festival MMF var. Franklin er ved at være en ældre herre, men at hyre de yngre gutter var alligevel et smart træk, da disse gav en energiindsprøjtning, Franklin ikke selv var i stand til at levere under hele showet. Man kunne mene, det så var ved at være lukketid for Medieval Steel, når sidste originale medlem ikke kan give 100 % mere, men bandet og publikum hyggede sig, så det er et fint alternativ. Koncerten blev aldrig mere end hyggelig, hvilket fællessangen på afslutningsnummeret ”Medieval Steel” vidnede om. Publikum sang med, men det var vist mere af nostalgiske årsager, end fordi de syntes, det var mega fedt.

6/10

Af .

Black Oath Tent Stage, kl. 23:10

Black Oath

Næstsidste band i teltet var Black Oath med deres doom, hvor vokalen efter sigende skulle være i en særlig italiensk stil. Når vi havde med Italien og doom at gøre, undrede det ingen, det skulle blive en ganske teatralsk oplevelse – alle fire medlemmer var da også iført corpse paint. Det var dog mere uptempo doom, der fra start mødte publikum, hvilket for tidspunktet og de tilhørendes stigende promille bestemt ikke var en skidt ting. I typisk italiensk stil virkede bandet også utroligt selvsikre – så meget, det kunne tangere det arrogante, men uden at kamme helt over. Dette var de da også i deres gode ret til, da der ikke var en finger at sætte på udførelsen af de enkelte numre. De blev fremført aldeles overbevisende, og vokalist A. Ths nærmest messende vokal var som prikken over i’et og passede perfekt ind. Under koncerten så det ud til, han gav publikum et anerkendende nik som for at vise, de gjorde det godt, og var, fra hans side, godkendt til denne sene aftenmesse. Dette var ikke den type doom, der sad og havde ondt af sig selv; det var dystert, tungt og kreeret til at hylde mørket og det okkulte. Netop mørket og dets skabninger fik en ekstra hyldest i form af en gæsteoptræden fra Denial of Gods Ustumallagam på nummeret ”Obsessed by Moonlight”. At lukke koncerten her havde været ganske passende, men man skulle da være et skarn, hvis man klagede over flere numre af så veludført doom.

8/10

Af .

Ved Buens Ende Open Air Stage, kl. 23:10

Ved Buens Ende

Endelig var turen kommet til dagens hovednavn: et band, mange havde set frem til, hvilket da også var tydeligt at se, da publikum stod tætpakket foran den store scene. De norske avantgarde black-metallere Ved Buens Ende skulle til at give deres kun tredje show nogensinde – et sandt scoop for MMF. Sætlistens indhold var der ikke meget tvivl om, grundet bandets begrænsede bagkatalog: demoen Those Who Caress the Pale og den efterhånden legendariske debut, kultpladen Written in Waters. Koncerten startede stille og roligt ud, men allerede da der blev taget hul på demoen ved andet nummer, kom der noget mere gang i koncerten, grundet demoens mere rå udtryk. Hvad enten det var fuldlængden eller demoen, numrene kom fra, var der ikke en finger at sætte på lyden; den var lige, som den skulle være, og publikum fik det fulde udbytte af bandets præstation. Et band, der på nær trommeslager Øyvind Myrvoll udelukkende bestod af de tre originale medlemmer, og der var bestemt glæde at spore i netop de tre ansigter. De nød at spille sammen igen, så man kunne gætte på, denne koncert ikke var en engangsforestilling. Som koncerten skred frem, var det dog et lidt kedeligt billede, der tegnede sig. Den glæde, bandet havde ved at spille sammen igen, kom ikke rigtig ud over scenekanten, og meget af tiden føltes det lidt som en lukket fest. Specielt de mere stille sektioner med Carl-Michael Eides rene vokal føltes frygtelig kedelige og langtrukne. Manden synger aldeles glimrende, men det var, som om han ikke rigtig passede ind, så energien døde, og man stod og længtes efter de mere black-metalliske sektioner, hvor guitarist Vicotnik og hans black metal-skrig tog styringen. Disse sektioner viste til fulde, at man sagtens kan brage derudad i typisk black-metallisk stil uden at give afkald på de eksperimenterende indslag og skæve sektioner. Desværre var det ikke disse, der var i overtal. Denne mening var der tydeligvis også flere og flere af de tilhørende, der delte, da der lige så stille udvandrede flere og flere fra koncerten, som sandsynligvis gik over i baren. At der var en del, der udvandrede, var forventeligt, da avantgarde black metal på ingen måde er for alle mennesker. Men man kan sagtens være sindssygt eksperimenterende uden at forfalde til at være sær og kedsommelig. Gorguts plade Obscura er et perfekt eksempel på at være eksperimenterende og sær som ind i helvede uden at være kedelig. Dette var desværre bare ordet, der opsummerede aftenens koncert bedst: kedelig. De spillede godt sammen, det lød godt; de lange, sære og kedelige sektioner var desværre bare i overtal og fik en til at glemme de få lækre sektioner, bandet dog havde.

5/10

Af .

Archangel Tent Stage, kl. 00:20

Ovenpå den seriøse skuffelse, som Ved Buens Ende viste sig at være, var det tid til noget, der ikke kunne blive andet end underholdende: Archangel og deres spandfuld covers af Misfits og Samhain. Bestående af tidligere medlemmer fra Impalers, Disintegrated og Brutal Bækkenløsning stod de blodindsmurte og parate til at afslutte MMF for i år – og hvilken afslutning. På hvert eneste nummer skrålede publikum med af fuld hals til vokalist Søren Crawacks store glæde. Han, og sikkert også resten af bandet, havde også været tre dage på festival, så nej, det var på ingen måde stor kunst, velkomponeret eller på anden måde noget, man faldt i svime over. Men en god omgang skramlede punkcovers var, hvad publikum havde brug for efter tre dage på festival. Og så er Misfits og Samhain jo objektivt set verdens to bedste bands – i hvert fald, hvis man skulle tro Archangel selv. Efter et utal af tidløse klassikere, hvor publikum havde sunget, skrålet og danset på livet løs, mente Archangel, det var slut. Der blev dog råbt højt efter ekstranumre, så hvad publikum ville have, skulle publikum få. Tre numre senere måtte det være nok, og bandet selv indrømmede da også, de ikke havde øvet flere numre. Men publikum råbte på mere. ”Utaknemmelige svin”, lød det fra Crawack, hvorpå bandet, til publikums store jubel, bare tog de to første numre, de havde spillet, og så var det endegyldigt slut, både for Archangel og for dette års Metal Magic Festival.

7/10

Af .

Tilføj kommentar