Højt niveau og flade fornemmelser
Længe ventet opfølger
Forhenværende Myrkur- og Afsky-trommeslager Martin Haumann udgav i 2021 det fremragende debutalbum, Age of the Solipsist, med sit projekt, Mother of All. Til lejligheden havde han allieret sig med sessionguitarist Frederik Jensen og ingen ringere end selveste bas-legenden Steve Di Giorgio. Siden dengang er bandet blevet til en kvintet, der har indtaget det ganske danske land med et væld af fede koncerter, og nu er de ude med den længe ventede opfølger, Global Parasitic Leviathan.
Age of the Solipsist modtog otte flotte kranier herfra for sine solide kompositioner med en bemærkning om, at de ramte en lyd i retning af, hvis Carcass og Death havde mødt hinanden i 1985 i San Francisco og sammen indspillede et album med en svensk producer. Dog kom vi ikke helt op på de sjove karakterer, da pladen med sine kun syv numre på 29 minutter var meget kort, og der manglede lidt flere numre af høj kvalitet. Denne gang byder Mother of All på otte numre og i alt ti minutter mere, og inden første gennemlytning var jeg derfor spændt på, om der denne gang var højt niveau over hele linjen og dermed bedre sammenhængskraft.
Lige ved og næsten
Med storladne riffs og flotte harmonier åbner Global Parasitic Leviathan med “Cosmic Darkness”. Det er medrivende og rigtig fedt, og man er ikke i tvivl om, at Mother of All bestemt ikke har tænkt sig at spilde tiden. Potent som skivens første skæring er, er det dog først på efterfølgeren, “Corporate Warfare Leviathan”, at taget for alvor letter. Er man guitarnørd, vil dette nummer med garanti kilde alle de rigtige steder, og fra et sangskrivningsmæssigt synspunkt slipper Haumann & Co. ligeledes rigtig godt fra det. Dette høres i særdeleshed også på “Hypocrisy – Weaponised”, hvor den gode Haumann mildest talt lyder pissesur. Hvem har mon pisset på hans sukkermad? Det har magthaverne, medicinalindustrien og alskens andre snydepelse og banditter selvfølgelig. Der deles verbale lussinger ud til højre og venstre, og det holder, selvom det vokale udtryk godt kan blive lovlig ensformigt i længden.
Mother of All er ikke blege for at smide en masse forskellige elementer i spil i deres habile progressive death metal, hvilket skaber et dejligt varieret udtryk. Uden at stikke alt for meget i alle mulige retninger bare fordi man kan, så holdes balancen fint og den røde tråd intakt. “Merchants of Self-Loathing” er næsten bølle-groove med sine mange core-elementer, “Monuments” rummer en masse thrash metal, og “Pillars” er den helt store pompøse og episke melo death-afslutter, hvor alt fyrværkeriet fyres af. Det lyder jo alt sammen meget godt – og bevares, det er det også – men der mangler bare noget mere, før man som lytter føler, at pladen kommer helt over målstregen. Først og fremmest savner jeg, ligesom det var tilfældet med forgængeren, flere af de helt store ørehængere som “Corporate Warfare Leviathan” og “Pillars”, og endelig skal produktionen altså også have en overhaling. Den er lige lovlig meget til den flade side, hvilket er hamrende ærgerligt, da Mother of Alls lyd kalder på masser af bund og dybde.
Mon tredje gang bliver lykkens gang?
Det er så oplagt at fyre floskler af om ‘den svære toer’ i tilfælde som dette, men der skal vi faktisk ikke hen. Mother of All har nemlig ingen problemer med hverken at skrive eller spille rigtig fed musik. Der er bare igen for lidt af den, for få af de rigtig gode numre, og så kunne selve lyden godt stå en anelse skarpere. Man kan altså ikke som sådan være skuffet over Global Parasitic Leviathan, for der er rigtig meget godt at komme efter. Men helt på højde med det flotte debutalbum er pladen ikke, og derfor lander vi på syv kranier. Og så skal vi ellers bare glæde os til at se dem ude på de store scener, hvor et band som dette skal opleves.
