forbrænd
Ashes of Ares - New Messiahs

New Messiahs

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Der er løbet meget blod i åen siden dengang

Det kræver ikke den store doktorgrad i metalmusik at konstatere, at Matt Barlow var det bankende heroiske hjerte i Iced Earths guldalder. Manden kunne brøle som en såret løve, ramme de øverste toner uden problemer, og hans attitude vandt hjerter kloden rundt. Selvom Ashes of Ares blev dannet helt tilbage i 2012, har bandet ikke just fået folkemængderne til at stimle sammen på trods af sangerens stærke røst. Har Iced Earths skygger været for tunge? Personligt har jeg været skeptisk over for bandet siden starten, for når man vælger at opkalde sit band efter en krigsgud, bør man også være rede til at flænse himlen åben, ikke trække i fløjlshandsker. Spørgsmålet er så, om New Messiahs kan blive den nye Burnt Offerings, eller om krigsgudens navn bliver glemt i kampens hede.

Ares har glemt sværdet derhjemme

Da vi i sin tid stak sværdet i Emperor And Fools, roste vores anmelder Matt Barlows vokal og hans evne til at løfte middelmådigt materiale op på et højere niveau. Freddie Vidales evner som leadguitarist fik kritik, og ja, selvom tre år er gået med pandemier, krig og usikkerhed, er det, som om at Ashes of Ares stadig står og stamper i dødvande. Kritikken er den samme, og New Messiahs lyder som endnu en pilgrimsrejse i kviksand. Barlow brøler stadig med samme autoritet som en vred profet, mens riffene omkring ham føles som lunkne repetitionstimer i rytmeguitarens folkeskoleregi, og det bliver tydeligt, at vi mangler mere end vokale muskler. Vi mangler ild. Vi mangler blod, og vi mangler Fanden selv. Når bandet for en kort stund husker, at man faktisk må løbe for at kunne galopere, som på ”Two Graves”, sker der noget, der lugter af momentum. Singlen ”Wake of Vultures” pisker også krigsstemningen i gang, men bandet slipper grebet for ofte, og der er simpelthen ikke nok højdepunkter til én hel udgivelse.

Powermetaludgivelsen mangler også konsekvens, for når tempoet slæber sig ned i knæhøjde, bliver det hurtigt pinligt tydeligt, at Ashes of Ares næppe nogensinde kommer til at smadre lydmuren eller indtage nogen form for trone i metalriget. Et nummer som ”Infection Deception” føles som at få serveret en halvlunken kop automatkaffe, som næppe vækker nogen fra døden. Trommerne tøffer afsted i frigear som en ældre Volvo på motorvejen, men formår hverken at styre kursen eller at skabe respekt. De fleste af guitarsoloerne på albummet er også så forudsigelige, at man næsten kan sætte uret efter dem. Man kan nærmest høre guitaristen tage en dyb indånding og tælle ned, før den obligatoriske 30-sekunders-solo dumper ind og følger nummeret til døren. Og så springer vi elegant over Elton John-coveret ”And the House Fell Down”, som burde have fået lov til at forblive i fortiden, tak.

Forudsigelig power

Ashes of Ares formår ikke at knuse min velcementerede skepsis med New Messiahs. Sangskrivningen er udmærket, men ikke mere end det, og kompositionerne er alt for forudsigelige. Der mangler noget fandenivoldskhed, og selvom jeg er stor fan af Matt Barlow, må jeg ærligt erkende, at der skal mere til at imponere, taget i betragtning hvor mange powermetaludgivelser der kommer årligt. New Messiahs forsøger at frelse, men ender med at prædike til de omvendte og ender endnu en gang i skyggen af fortidens kolos.

Tracklist

  1. Novus Ordo
  2. New Messiahs
  3. Infection Deception
  4. Two Graves
  5. Where You Go
  6. Wake of Vultures
  7. Atrophy
  8. Keep on Walkin'
  9. The Hawk and the Dove
  10. Lust to Feed
  11. From Hell He Rides
  12. And the House Fell Down