I Aalborg finder vi Altar of Oblivion - men i fredags var de at finde på Metal Magics udendørsscene, hvor de gik på som det første band den dag. Publikum blev budt på (endnu) en gang episk, storslået doom metal, og med numre som blandt andet "Graveyard of Broken Dreams" kan det jo helt seriøst ikke gå galt. Hele bandet appellerede utrolig meget til publikum, og det var virkelig tydelig, hvor meget bandet elskede at stå på scenen - og sådan noget kan publikum mærke. Bandet gav ligeledes plads til hinanden på scenen, tog det hele stille og roligt, og leverede en helt fantastisk præstation. Lyden, vejret og publikum var med dem, og om end det nok ikke var alle, der kendte Altar of Oblivion i forvejen, tror jeg at denne koncert for de fleste var et virkelig positivt første møde med bandet. Dem som jeg under koncerten sad sammen med, var også begejstrede for Altar of Oblivion, men jeg er også ret overbevist om at de blev trætte af mine konstante afbrydelser omhandlende guitaristens solo/forsangerens vokal lige dér/et af de virkelig fede, ældre numre. Men hey, det var episk doom, og det var fandeme godt.

8/10

En af fredagens største fester blev skudt i gang af de ekstremt energiske og dygtige musikere i græske Convixion. Om det er speed metal? Det er selvfølgelig lige hvad det er. Der var et helt sindssygt tempo på scenen, som ikke på noget tidspunkt i løbet af koncerten nåede at blive langsommere end fuck-det-går-hurtigt-mand-så-du-lige-det-der. Samtlige bandmedlemmer virkede meget hjemmevante, afslappede og glade på scenen, og publikum havde det mindst ligeså fedt. Der blev drukket en imponerende mængde øl rundt omkring foran scenen, og Convixions forsanger (der også løber med titlen som den mand på MMF med den flotteste afro) præsenterede det ene succesfulde speed-nummer efter det andet, som publikum med største glæde sang med på, selvom det nok var de færreste, der var bekendt med teksterne - men siden hvornår har det været et krav? Derudover var forsangerens - for det meste high pitchede - vokal virkelig, virkelig fed, og Convixion leverede virkelig et brag af en speed metal koncert, der på daværende tidspunkt var højdepunktet på MMF i mine øjne.

9/10

To timer efter deres forrige koncert gik Convixions forsanger Nikos med afrohåret atter på scenen, denne gang akkompagneret af enkelte nye bandmedlemmer samt andre fra Convixion. Foruden Convixion spiller de energiske grækere nemlig også i Finger of Scorn, der er et Cirith Ungol tribute-band. Kvaliteten af musikken gik naturligvis igen - især eftersom både bassist og forsanger var den samme - og er man fan af Cirith Ungol, er jeg sikker på at også denne koncert var en fed oplevelse. Dog oplevede jeg mange, der efterfølgende nævnte at Convixions eget materiale altså blev leveret uendeligt meget bedre, og det er også min egen opfattelse. Dog var det fedt at gense det meste af Convixion på scenen endnu engang, og om end Finger of Scorn-koncerten ikke levede helt op til det, de præsterede et par timer tidligere, var der endnu engang virkelig knald på.

6/10

Senere på aftenen gik endnu et doom metal band på scenen. Denne gang var turen kommet til svenske Procession, der endte med at blive det navn, der erstattede danske Iniquity. Procession skiller sig en smule ud fra de andre doom-bands der gæstede MMF i år, i og med at de spiller hårdere og mere beskidt end de øvrige - især et nummer som "To Reap Heavens Apart" illustrerede dette på bedste vis. Der var et stort fremmøde, og alle blandt publikum lod til at være ligeså begejstrede som undertegnede, mens det væltede ud med uendeligt fede doom-numre oppe fra scenen. Foruden god musik bød Procession også på en meget hård forsanger, der kun drak Sommersby, og festivallens ultimativt fedeste, mest cheesy cowboystøvler. Bandet leverede et ret fantastisk og virkelig gribende show, og hvis der skulle findes en passende erstatning for Iniquity, så må det være dem. På deres Facebook-profil nævner de, at de stræber efter "world doomination" - og det opnåede de på bedste vis på dette års Metal Magic.

8/10

Jeg tror det er de færreste metalfans, der klager over en kvindelig forsanger - især ikke når hun både ser godt ud og formår at growle bedre end nogle mænd inden for samme genre. Og det er hvad tyske Nocturnal med den kvindelige Tyrranizer i front kan levere. De kalder deres musik for "unholy thrash metal", hvilket er en ganske rammende beskrivelse, og Tyrranizer havde selvskab på scenen af Avenger, Vomitor og Skullsplitter - så er stilen ligesom lagt, ikke sandt? Som nævnt var vokalpræstationen ret imponerende, og ingen af Nocturnals medlemmer lagde på noget tidspunk den onde, iskolde facade bort. Alt i alt var hele koncerten virkelig gennemført, lige fra den ondskab de udviste, til deres påklædning - jeg har simpelthen aldrig set så mange nitter samlet på ét sted før. Det var hårdt, brutalt og ret godt det hele, men hvis Nocturnal ikke havde haft Tyrranizer som forsanger, tror jeg ikke de ville have skilt sig synderligt ud fra alt det andet indenfor samme genre.

6/10

En time før midnat blev der skruet ned for lyset, op for røgmaskinerne, og et øjeblik sænkede der sig en dødelig stilhed blandt den forreste del af publikum, da den første kutteklædte australier fra Portal viste sig på scenen. Han blev efterfulgt af de resterende kutteklædte bandmedlemmer, den ene med en løkke klynget om halsen - og så naturligvis frontmand og forsanger The Curator. Det er uendeligt svært at beskrive den oplevelse det er at se Portal live. Det eneste ord, der beskriver dem passende, er simpelthen rendyrket ondskab. Eftersom "ond" er et adjektiv jeg har ladet gå igen i enkelte koncertanmeldelser, vil jeg lige gøre en enkelt, men meget relevant ting klar: ethvert andet band på dette års MMF har haft en ondskabs-faktor på niveau med de dukker, der er klynget op i galger over scenen, i forhold til Portal. Portals koncert var simpelthen ond i ordets mest rendyrkede forstand, og hvis blikke kunne dræbe, var de fleste blandt publikum blevet slået ihjel af The Curator op til flere gange. Det var ekstremt, kompromisløst og vokalmæssigt fuldstændig uforståeligt, men sindssygt fedt. MMFs udendørsscene blev i en times tid fuldstændig omdannet til Portals egen lille, sorte verden af altfortærende ondskab - men det tror jeg faktisk at de fleste var meget tilfredse med.

9/10

Da klokken havde passeret midnat, samledes dem, der havde overlevet Portals koncert, sig foran indendørsscenen for at vente på aftenens hovednavn, Beastmilk. Dette band er nok det, der skilte sig mest ud i løbet af hele festivallen, men alligevel var det genialt valgt som hovednavn. Beastmilk er fra Finland og spiller hvad de selv kalder apokalyptisk post-punk. Med andre ord er det unikt, atmosfærisk og med umiskendelig inspiration hentet hos bands som Misfits og Joy Division. Egentlig var Beastmilk slet ikke så hårdt som forventet, men det de i stedet kunne var intet mindre end enestående. Under overfladen var det interessante og forholdsvis dybe tekster, der primært omhandlende (en ret kritisk tilgang til) samfundet ? og det er mit bud at det er her, at den apokalyptiske del af deres genrebeskrivelse ses i musikken. Det var nemt at synge med, hvilket især blev udnyttet under numre som "Void Mother" og "Children of the Atom Bomb". Forsangerens rene vokal var fantastisk, stemningen var fantastisk, og publikum var fantastiske - og Beastmilk er en af de fedeste overraskelser, jeg har fået på MMF i år.

8/10

Fiercer, der er et heavy metal coverband med musikere fra Denial of God, BONE, Serpent Saints og Merciful Diamond, spillede op til fest på udendørsscenen tidligt lørdag eftermiddag. Selvom der var virkelig mange forskellige musikere på scenen i løbet af koncerten, havde de det til fælles, at de var voldsomt dygtige til det de lavede. Da der var flest på scenen var der otte - deriblandt tre meget glade kordrenge iført cowboyhat. Der blev spillet Slayer, King Diamond, Iron Maiden (forsangeren fra Death Rides a Horse var på besøg og fremførte et virkelig fedt cover af Maidens Powerslave) og bands i samme stil, og som set hos enkelte af de andre bands på festivallen, blev der spillet noget til ære for afdøde Jeff Hannemann. Generelt var det et helt fantastisk show, og Fiercers underholdningsværdi er ekstremt høj - både fordi der er så mange forskellige musikere på scenen i løbet af koncerten, fordi alle kender de sange der bliver spillet, og fordi Fiercer er lige så interesserede i at feste med publikum, som publikum er i at feste med dem. De blandt publikum der ikke sang med, drak øl, og dem der ikke drak øl, de kom uden tvivl til det.

9/10

Horned Almighty består af fire onde, corpse paintede aarhusianere, og deres liveshows, der uden undtagelse plejer at være ualmindeligt gode, er sgu ikke for sjov. Black metallerne bød denne gang til MMF på en misantropisk, uendeligt dyster og rimelig intim koncert, eftersom indendørsscenen havde en ret beskeden størrelse. Det er altid fedt med en forholdsvis lille scene til black metal bands som Horned, fordi det gør hele oplevelsen så meget mere intens. Der blev primært spillet gamle numre, men der blev også luftet noget materiale fra deres kommende album. Det var tydeligt at langt de fleste band publikum var enige om, at Horned Almighty er et godt liveband, og der var virkelig gang i en ond had-mod-alle fest ved indendørsscenen fra kl. 16 og tre kvarter frem. Dog var det nok ret velvalgt at Horned Almighty var sat til at spille indendørs, for jeg tror at der er en rimelig høj risiko for at de ville være gået i opløsning/blevet til støv/selvantændt ude i julisolen på udendørsscenen - det er jo trods alt black.

7/10

Eftersom Martyr pludselig meldte afbud, måtte der findes en erstatning, og valget faldt på svenske Turbocharged, der spiller tremands-thrash. Det var nogle halvgamle gutter ? og det er, kan jeg påpege af erfaring, stort set altid en god ting, når det handler om live thrash metal. Det var lige på, gik virkelig hurtigt, og i det hele taget var det en ret gennemført koncert. Der var ikke et ret stort fremmøde, tidspunktet på dagen taget i betragtning, men alligevel var der relativt mange eftersom halvdelen af publikum vist egentlig ikke var helt klar over, at Martyr ikke spillede alligevel, og hvem der i så fald erstattede dem. Langt de fleste overværede koncerten fra træterrassen ved siden af udendørsscenen (og fadølsboden), men Turbocharged var nu engang også ret perfekt som fadølsmetal - og det kan vi lide.

7/10

Æren for en af de mere intense koncerter tilfalder det italienske doom metal band Black Oath. Jeg har indtil fredag aften på MMF kun haft virkelig ringe oplevelser med italiensk doom (for tro mig, der findes uendeligt meget dårligt italiensk doom), men Black Oath må siges at være en enormt positiv overraskelse. Der blev skabt en virkelig dyster og tung stemning, og den blev bevaret til fulde gennem hele koncerten, som vi også oplevede hos bands som fx Pet the Preacher og Altar of Oblivion. Forsangerens rene vokal og et af de andre bandmedlemmers growl supplerede hinanden virkelig godt og skabte tilsammen en ret fantastisk helhed. Jeg er imponeret over hvor kraftfyldt Black Oath formåede at lyde, og hvor brutalt deres musik til tider var, doom-genren taget i betragtning. De episke elementer var ligeledes virkelig fede, og alt i alt var Black Oath-koncerten faktisk lettere overvældende - især fordi jeg inden da havde så utroligt lave forventninger til den italienske doom-scene.

8/10

I anledningen af Metal Magic - og det er jo en perfekt anledning til hvad som helst, der kan få hårde metal-mænd til at fangirle - havde de danske thrash-metallere i Artilley valgt at spille deres Terror Squad-album fra 1987 i fuld længde. Derudover blev der smidt en hel del T-shirts ud til publikum, for som forsangeren sagde: eftersom de havde fundet ud af, at de ikke var blevet inviteret til jul, så var det nok en god idé at medbringe nogle uindpakkede gaver - og netop det indslag blev bestemt også modtaget af publikum som en særdeles god idé. Enkelte af numrene fra Terror Squad var indtil lørdag aften ikke blevet spillet i over 25 år, og publikum var virkelig også engagerede. Artillerys koncert var også en stor oplevelse ? eller i hvert fald en once-in-a-lifetime - for inkarnerede fans. Både publikum og forsanger fik konsumeret en mægtig mængde fadøl i løbet af den times tid koncerten varede, og der er ingen tvivl om, at der både hos publikum og Artillery var virkelig højt humør og en kæmpe fællesskabsfest. Derudover virkede Artillery selv meget overvældede over den modtagelse de fik - men en fantastisk præstation medfører automatisk et fantastisk publikum, og det var egentlig bare det, som Artillery erfarede. "Livet er fandeme fucking fedt lige nu!", råbte forsangeren på et tidspunkt - og egentlig tror jeg, at den sætning er essensen af ikke kun Artillerys koncert, men også Metal Magic Festival VI generelt.

9/10

Jeg nægter at tro, at Mortuary Drape behøver nogen nærmere introduktion. Som pionerer indenfor black/death som vi kender det i dag, er det uden tvivl en dødssynd, hvis du ikke er bekendt med dem i forvejen - eller i hvert fald ret ærgerligt. De fem italienere spiller utrolig sjældent live, og dermed var deres show på MMF for de flestes vedkommende med stor sandsynlighed en engangsoplevelse. Sceneshow samt udklædning og rekvisitter var i sig selv virkelig imponerende - guitaristerne og bassisten var, som til foregående koncerter, klædt i karakteristiske, munkelignende rødgrønne kutter, og forsanger Wildness Perversion havde placeret sig bag et alter med et omvendt kors og en buket visne blomster. Netop forsangeren leverede denne aften virkelig også en pragtpræstation, især med hensyn til vokalen, men alene hans tilstedeværelse på scenen var med til at gøre helhedsoplevelsen så overvældende - og ond - som den nu engang var. Hele bandet levede sig dog utrolig meget ind i det, og hvis der i løbet af MMF var et band, hvor samtlige medlemmer var fuldt ud til stede, må det have været Mortuary Drape. Dette var et af festivallens absolut ondeste indslag.

10/10