Dødens filosofiske gradbøjninger

Kan en planet dræbes og i så fald, hvornår erklæres den død? Vi kan nok alle blive enige om, at Alderaan blev dræbt godt og grundigt af Dødsstjernens laser, men Jorden blev eksempelvis ikke dræbt, da en asteroide slog ned ud for Mexicos kyst for over 66 millioner år siden. Men der må være et punkt mellem sprunget i luften og asteroidenedslag, hvor planeten er intakt, men samtidig totalt blottet for alt, som potentielt kunne skabe liv. Et punkt som græske Dephosphorus måske giver os svaret på på deres femte fuldlængde, der hedder Planetoktonos, som på dansk oversættes til planetdræber.

Alderaans destruktion var en billig pris at betale for kvalitet

At dræbe en planet kræver selvfølgelig noget slagkraft, så det giver meget god mening, at grækerne begår sig i et blacket sci-fi døds-grindet musikalsk univers — en genre som bandet selv har navngivet astrogrind.

“Living in a Metastable Universe” åbner da også pladen med en skinger hylende synth, inden det overtages af, hvad der bedst kan beskrives som et eksperimenterende tidligt Bolth Thrower, der har set Solen, Jorden og resten af solsystemets undergang, tager over. Lige så sært som det lyder, lige så glimrende og sammenhængende er det. Eksempelvis insisterer “Hunting for Dyson Spheres” på at lyde som en tur gennem et meteorbælte ved at kaste sig ud i Blut Aus Nord-punk, brølende uhæmmet deathgrind, skærende Rundrejsen År 2001-synths og en vokal, der lyder som en vred Varg Vikernes. Og selvom det er fire lydbilleder, der er i hver sin ende af solsystemet, så pakker jeg da fluks rygsækken og tager på interspace. Det er fremragende. Men Dephosphorus behøver ikke engang spænde så vidt for at slå kvaliteten af deres evner fast. “The Triumph of Science and Reason” er — foruden et endegyldigt mål, som verdenssamfundet burde stræbe efter — ganske simpel grind af Napalm Death-skole, der understøttes af Bolt Throwers militante disciplin, med et strejf af synth. Simpelt, effektivt og det bedste bud på et brændstof, som kan sende menneskeheden ud af galaksen. Der skal dog ikke være nogen hemmelighed, at grækerne står stærkest, når de tager titlen på deres plade alvorligt. Og hvad bedre sted at gøre det, end på titelnummeret. Nådesløs grind, som trækker blacken ind fra universets mørkeste afkroge, drevet frem af tordnende dødsmetalliske grooves. Når først, der sættes i gang, er der ingen vej tilbage, ingen mulighed for at stoppe og ingen redning fra den totale planetariske død. Det er kaos, det er kontrol, og det er præcis, hvordan Dephosphorus skal lyde.

Når man bygger et våben til at dræbe planeter, så kan tidsplanen jo godt skride, og designet må vige for funktionen. Dette er desværre sket for grækerne, da “The Kinetics of A Superintelligence Explosion” skulle skrives, da nummeret har klang af “The Triumph of Science and Reason”, hvor synonymordbogen har været godt i gang. Når de to numre så også ligger lige efter hinanden, så er det nærmest umuligt ikke at opdage de store ligheder. Derudover kunne jeg også godt bruge lidt mere synth, men det er nok bare min indre Peturbator-fan, som aldrig får nok.

Jorden må være næste mål på grækernes liste

Skal man geare sig selv op til en gang interplanetarisk krig, universets død og generelt science fiction omhandlende galaktisk destruktion, så bør man bestemt kaste sig over Dephosphorus og Planetoktonos. Fremragende død, grind og black med rigelige mængder synth tørner sammen i et imponerende vellykket forsøg på at regne død ned over planeten.