At sige at lørdagens program var en kende mere alsidigt end fredagens er noget af en underdrivelse. Festivalen var også tæt på at kunne melde udsolgt om lørdagen og man skulle da også være noget musikalsk kræsen for ikke at kunne finde noget af bare mindste interesse på plakaten om lørdagen.

Den utaknemmelige opgave at vække et tømmermandsplaget publikum på Aalborg Metal Festival var i år tilfaldet Dødning – logistiske problemer medførte desværre at jeg kun oplevede 1 ½ nummer med bandet, men alene ud fra dette efterlod bandet mig med et særdeles positivt indtryk. Dødning placerer sig den mere stenede metal/rock (tænk Kyuss og Down) hvor simple truckerriffs er på menuen og flankeret af en yderst overbevisende vokalpræstation, beviste Dødning at de har en kombo, der virkelig kan tage kegler. Det var også tydeligt at publikum selv på dette ukristelige tidspunkt (kl. 14 lørdag eftermiddag) formåede at gi’ lidt igen af den energi som Dødning smed over scenekanten. Et spændende bekendtskab.

Endnu et upcoming dansk band havde fået plads på lørdagens program og Scarred By Beauty leverede en energisk optræden – musikalsk er bandet funderet i moderne metalcore med afstikkere til nogle mere skæve og kaotiske passager, men hvor det hovedsageligt er aggressionen der dyrkes hos Scarred By Beauty. Desværre virker bandets ”more-is-more” filosofi ikke altid lige vellykket, når det ene aggressive udbrud efterfølges af et nyt og hvert hæsblæsende riff efterfølges af et nyt – det giver simpelthen bagslag idet musikken simpelthen mangler variation, hvor intentionen formentlig har været at variere musikken med endnu et riff. Ellers var det yderst professionel optræden hvor Scarred By Beauty viste at de er på fuld højde med mange bands indenfor denne genre. Desværre formår bandet endnu ikke rigtig at skille sig ud fra mængden dømt ud fra denne koncert.

Orphaned Land var festivalens store overraskelse for denne skribent – jeg havde ikke stiftet bekendtskab med det israelske band før og med et spilletidspunkt så tidligt på dagen var det ikke de mest gunstige forhold for Orphaned Land. Det slog gudskelov ikke Orphaned Land ud, og bandet udviste en sjælden set spilleglæde og et enormt overskud, med deres tunge rock/metal med et mellemøstligt præg. Orphaned Land beviste at man ikke behøver at spæne rundt på scenen for at fange publikums opmærksomhed og få publikum med på vognen. Det var hovedsageligt det tunge og mellemøstlige præg på musikken, der gør musikken attraktiv, men også den messias-lignende vokalist (han forsikrede dog publikum om at han ikke var Jesus Kristus) formåede at mikse aggressiv vokal og ren sang på overbevisende vis. En ganske overlegen optræden, hvor det forholdsvis sparsomme publikum også var med til at løfte koncerten.

Det er satme længe siden jeg har haft ”Snappin’ Necks” og ”Pigwalk” på anlægget og havde nok højest troet at koncerten med Stuck Mojo ville byde på et par semi-nostalgiske øjeblikke. Bandet var godt klar over at publikum til denne festival ikke ligefrem var mødt op udelukkende for at se dem, men lod sig bestemt ikke gå på af dette. I stedet blev der serveret en gyngende omgang sydstats-/rapmetal, hvor især guitarist/vokalist Rich Ward fik bevist hvilket aktiv han med sin rene vokal er for Stuck Mojo. Lord Nelson er ikke just den mest overbevisende rapper, men var også i stor grad med til at sørge for at Stuck Mojo stille og roligt fik vundet publikum over på deres side og specielt under ”Southern Pride” og ”Not Promised Tomorrow” fik publikum skrålet med. Dermed fik Stuck Mojo føjet endnu et solidt show til lørdagens liste af gode koncerter.

Aalborg Metal Festival kunne lørdag byde på endnu et rutineret dødsmetalorkester (bandet tager i hvert fald til næste år på tour i anledning af bandets 20 års jubilæum) og det musikalske fokus for Illdisposed var lørdag på de seneste par plader og kun få gange blev ældre materiale berørt. De sidste par Illdisposed plader har ikke sagt mig det store, men bakket op af en lydmur af guitarer rykkede de nyere numre bedre end forventet, men der skal ikke herske tvivl om jeg hellere havde set andre sange gøre indtog på lørdagens setliste, men det kan være de kommer på setlisten til næste års turné. Publikums reaktion var dog ikke til at tage fejl af og den indikerede i hvert fald ikke der var noget i vejen med aftenens sangvalg og frontbrøler Bo Summer havde med sin vanlige uhøjtidelige tilgang også publikum på sin side.

Om det var den lange ventetid med lydprøve der havde en del skylden ved jeg ikke, men Amorphis fik i hvert fald aldrig bragt mit pis i kog. Dertil leverede Amorphis en for kedelig og døsig dosis rock/metal. I forhold til bandets udgangspunkt i doommetal har bandet været gennem en større transformation, hvor udtrykket er blevet lidt lettere og mere melodisk. Til denne koncert virkede det som om de fleste numre skulle lires af i samme tempo og med sange der for en udenforstående lød meget ens, blev det sgu’ noget hurtigt en sløj omgang at komme igennem, og der gik da heller ikke lang tid inden jeg kunne høre baren kalde.

Katatonia var et af de bands jeg forventede mig mest af til dette års festival og det svenske ensemble skuffede ingenlunde. Det melankolske univers og de tunge riffs blev formidlet på eminent vis, og trods den noget indadvendte natur i Katatonias sange var det en udadvendt optræden, hvor specielt de to guitarister og bassisten var alt andet end stenstøtter på scenen. Vokalen fungerede fint og specielt andenstemmerne, der blev leveret af de to guitarister, samt de små tekniske finesser løftede sangene og Katatonia fik på det kraftigste understreget at det ikke kun er på plade at bandet formår at formidle de gode melodier og den dystre stemning. Numrene der blev spillet denne aften var hovedsageligt fra ”The Great Cold Distance” og det seneste opus ”Night is the New Day”, men det passede denne skribent fint at vi fik hørt numre som ”My Twin”, ”The Longest Year”, ”July”, ”Liberation” og ”Soil’s Song”. Der var dog også blevet plads til ældre sager fra bagkataloget som ”Teargas”, hvorimod ”Discouraged Ones” og ”Tonight’s Decision” blev forbigået, men det var nu engang det valg Katatonia havde foretaget med den tid, der var til rådighed. Afslutningsvis blev ”Forsaker” spillet og det rundede koncerten perfekt af og bandet fik her hevet den sidste energi ud af publikum.

Mit kendskab til Seventh Void var før koncerten mildt sagt meget begrænset, men man kan jo altid håbe på at blive positivt overrasket. Det var ikke just tilfældet med bandet, og selv om der var nogle fine riffs indimellem i deres stoner rock/metal numre, var der simpelthen for langt imellem det interessante i sangene og Seventh Voids optræden fangende mig på ingen måde.

Hvorvidt det var det magre fremmøde til Seventh Void, der var årsagen skal jeg lade være usagt, men i hvert fald virkede det i starten af deres koncert som om Monster Magnet blot skulle ha’ overstået koncerten, men det gik heldigvis op for bandet at folk var mødt op for at se dem og feste til bandets stenede og psykedeliske rock ’n’ roll. Monster Magnet fik pisket en god stemning op og det viste sig da også at eksempelvis et nummer som ”Dig That Hole” fra seneste album fungerede bedre end på plade. Monster Magnet er jo heller ikke ligefrem dårligt bemandet på de respektive instrumenter og dertil en ganske sublim lyd – især guitarlyden var dejlig sprød. Desværre lå det bare hele tiden i baghovedet at Monster Magnet havde bedre sange end dem der blev spillet – og det var dog også først da det tunge artilleri blev hevet frem i form af ”Negasonic Teenage Warhead”, ”Space Lord” samt den afsluttende ”Powertrip” at jeg virkelig kunne overgive mig til Monster Magnet. Det var først her at Monster Magnet gik fra det ganske gode til virkelig at ramme plet. Der var også kontant afregning i form af fællessang på ”Space Lord” og det var samtidig en fortræffelig afslutning på en fed metal festival.

Konklusion

Generelt må det siges at festivalen igen i år var ekstremt vellykket. De få forsinkelser på lørdagens program blev indhentet i løbet af aftenen og Monster Magnet kunne da også næsten gå på til planlagt tid. Studenterhuset i Aalborg er en særdeles god ramme for festivalen og det er tydeligt at folkene bag festivalen har en del erfaring med at stable en festival på benene og afvikle den på fornuftig vis. Atmosfæren under hele festivalen var god og Studenterhuset har størrelsen til at kunne afvikle et arrangement, der er tæt på udsolgt uden at eksempelvis køerne til barerne blev uoverskuelige. Det er også forbavsende få koncerter, hvor lyden ikke var vellykket og det i sig selv giver en god basis for de optrædende bands til at præsentere sig i optimale lydkulisser – om man så kan li’ de enkelte bands er jo altid en anden ting, men det lydmæssige er på ingen måde en hindring for at opnå en optimal koncertoplevelse.

Næste år har Aalborg Metal Festival 10 års jubilæum og jeg glæder mig til at se hvordan folkene bag festivalen vil toppe dette års program - dette års program giver i hvert fald basis for temmelig høje forventninger, men mon ikke man kunne håbe, at arrangørerne giver den en ekstra skalle i anledning af jubilæet og disker op med endnu et fedt program.