Crusade

’Hør, hvor fanden er resten?’ og ’Hvad er nu det for noget?!’ var henholdsvis første og anden tanke, der strøg gennem mit sind, da klokken slog 19.59, og aftenens opvarmning entrerede scenen. Det to mand (!) høje orkester lagde fra land med ”Hollow Earth”, åbningsnummeret på debuten Origins (2024), og allerede til de første toner af støvet 70’er-heavy begyndte der så småt at melde sig en absurd mistanke, der sidenhen skulle vise sig at holde stik: Jeg havde simpelthen forvekslet Crusade med den progressive kvintet fra Nashville, TE af samme navn – det kan jo smutte, det skidt. Hvorom alting var, kunne alle forberedelser dermed arkiveres lodret, da den ultrakorte præsentation af John Konesky (guitarist/ledende vokalist) og Mike Bray (trommeslager/baggrundsvokalist) var vel overstået.

Det stod ikke desto mindre hurtigt klart, at selv Brays energiske udråb kun ville falde for pligtskyldigt opmærksomme ører hos arenaens rastløse publikum. Dertil var interesseskellet mellem opvarmning og hovednavn simpelthen for stort. Jeg kunne da heller ikke helt undgå at drage paralleller til hårdtprøvede Aphyxion, der kæmpede samme ulige kamp om massernes gunst som support til den udskudte koncert med mægtige Metallica tilbage i 2017. Også denne aften var lyden en anelse ude af pitch hørt fra vores pladser på balkonen i afsnit 103, hvilket ikke ligefrem gjorde arbejdsbetingelserne mere gunstige. Læg dertil de monotone grundrytmer og repetitionen af samme akkorder om og om igen. Så havde du opskriften på 33 aldeles anonyme minutter, hvis højdepunkt viste sig at være coverversionen af Marvin Gaye’s ”Baby Don’t You Do It”, hvor Kyle Gass sluttede sig til duoen som gæstesolist. Da ”Heavy Vessel” havde fortonet sig som sidste indslag, kunne jeg således konkludere, at sættets næstmest bemærkelsesværdige element var montagen af besnærende artwork på de to storskærme, hævet over hver side af scenen. En fortælling om et hårdtprøvet fartøj, der meget passende måtte stå gennem alle tænkelige strabadser i strid modvind.

5/10

Tenacious D

Har du i grunden undret dig over, hvad der gemmer sig bag betydningen af ’the D’? Jo, ser du, begrebet ‘tenacious d(efense)’ blev oprindeligt anvendt af sportskommentatorer i NBA med reference til forsvarsspillernes mindset. Løseligt fortolket: indædt vindermentalitet eller stålsat ihærdighed, om man vil. Og ihærdige? Ja, det må sandt for dyden siges at være årets underdrivelse i beskrivelsen af publikum, da ouverturen til The Pick of Destiny fadede ud i ”Kickapoo” fra selvsamme film. Om den smittende entusiasme skyldtes sammenfaldet med arbejdernes internationale kampdag, må stå hen i det uvisse. Jeg har til sammenligning som returnerende gæst gennem Royal Arenas cirka syv år lange levetid efterhånden oplevet nogle af klodens allerstørste kunstnere (Metallica, Slayer, Queen, Elton John, Andrea Bocelli etc.) aflægge visit på Hannemanns Allé. Jeg kan stadig ikke erindre … nogensinde … at have oplevet scener som dem, der udspillede sig for mine øjne denne årets første dag i maj. Her blev især JB underlagt en noget nær Jim Jones-lignende tilbedelse, der allerede manifesterede sig under ”Low Hangin’ Fruit” fra duoens tredje album, Rize of the Fenix, fra 2012. Black kvitterede da også med intensivt nærvær samt adskillige påmindelser om sit flerfacetterede talent, der foruden musik som bekendt også dækker skuespil og komik. Vi kunne på den konto bevidne den gennemgående gimmick om pyroteknikken, der blev skudt af på vilkårlige tidspunkter i alle (u)mulige retninger under det meste af sættet.

Ah ja, som ’the greatest rock band ever’ må man nødvendigvis også have skrevet den største og den bedste sang nogensinde. Og skulle hukommelsen svigte, så kan man jo altid spille en ”Tribute” – som sagt, så gjort. Det tidlige materiale udgør stadig langt det største tilløbsstykke, hvilket blev bekræftet af den dundrende applaus under fremmaningen af ’the shiny demon’, der steg op bag scenen. En detalje, der dog sidenhen blev overgået ved lyden af mekaniske fodtrin, der gradvist steg i volumen: ”The Metal”, personificeret gennem en levende rustning komplet med hjelm og horn …! Nu var det vist tid til en ganerenser, måtte vi forstå på Black, der lidet overraskende fremdrog sin legendariske ”Sax-a-Boom”. Det ville Gass absolut ikke stå tilbage for, hvorfor han kvitterede med en solo på sin ’max-a-boom’. Et instrument af den størrelse, der tydeligt understregende fraværet af humor nord for navlen. Fornøjelige indslag med latrinære undertoner fik vi også, da KG for gud ved hvilken gang ’kvittede’ bandet. På vej ud forsømte han således ikke lejligheden til at ’moone’ af et skraldgrinende publikum, mens han efterlod en storhulkende JB i dyb fortvivlelse over, hvem der nu skulle tune guitaren (det plejede KG jo at stå for!). Fornøjelsen blev dog snart afløst af forbløffelse. Badet i skæret fra tusindvis af mobillys udløste ”Dude (I Totally Miss You)” massiv fællessang, der gav stive knapper og fik børsterne til at rejse sig som sjældent før. Mens mine tanker vandrede ned ad mindernes allé til koncerten med Queen og ”Love of My Life”, der blev fremført af en båndet Freddie Mercury, måtte min medbragte kollega med spagfærdig røst konstatere: ’Det her er jo på Metallica-niveau!’

Desværre var uddraget af ”One” i hovedsættets afsluttende potpourri ikke helt fra samme hylde som  Metallica, mens der til gengæld intet kunne udsættes på afviklingen af encore-sættet. ”Master Exploder” og turnéens marginaliserede omdrejningspunkt, ”The Spicy Meatball Song”, bygget op om temaet fra Indiana Jones fungerede begge glimrende som smørelse til aftenens forrygende finale, ”Fuck Her Gently”. Det var nu så som så med den blide elskov, der nok nærmere bevægede sig ovre i afdelingen for blide kvælertag og spyt i mund a la Jeppe K. Eller i dette tilfælde: kollektiv samklang med fællesrejsning til følge, pyroteknik, der ’endelig’ virkede, som den skulle … og et brølende bifald, da ’The D’ afmønstrede scenen. En aften med sublim underholdning og fremvisning af komisk talent i topklasse var tilendebragt. På vej ud af arenaen studsede jeg nok en gang over, at man til dato ikke er lykkedes med at booke den dynamiske duo til Helvíti eller Hades. Tenacious D og Refshaleøen er på alle måder ’a match made in (Copen)hell’, og med aftenens oplevelse in mente ville lyden af stroferne til ”Dude… ” fremført af 38.000 struber i unison harmoni da også nærmest hæve sig over menneskelig fatteevne.

Sætliste:

1. Kickapoo
2. Low Hangin’ Fruit
3. Rize of the Fenix
4. Wonderboy
5. Tribute
6. Video Games
7. The Metal
8. Sax-a-Boom
9. Roadie
10. Dude (I Totally Miss You)
11. Friendship
12. Wicked Game (Chris Isaak cover)
13. Beelzeboss (The Final Showdown)
14. ^*Double Team  
Encore:
15. Master Exploder
16. The Spicy Meatball Song
17. Fuck Her Gently
_{*) JB solo med uddrag fra ”One” af Metallica}

9/10