Triller tårerne stadig?

‘Your tears don’t fall, they crash around me’. Sådan lød linjerne til Bullet for My Valentines kæmpe gennembrudshit, som næsten kendetegnede en hel generation af metalhoveder. Linjer, der næsten er ligeså ikoniske og genkaldelige som ‘Fuck you, I won’t do what you tell me’. Mange tårer er fældet og løbet i åen siden, og Bullet for My Valentine har år for år mistet lidt af den spidse brod, de engang havde. Sådan går naturens gang jo for de fleste, men den ultimative tvivl anno 2025 var, om bandet levede på nostalgien eller faktisk var taget på sommerturné for at lave et jubilæumsshow for The Poison, der var værd at opleve. 

Drengedrømmen, der døde?

Det var givet, at nostalgien ville få en klar hovedrolle til den første koncert, jeg oplevede ved hovedscenen. Inden BFMV indtog scenen, blev der smidt en voldsom mængde fanservice i fjæset på publikum i form af en introvideo fra Poison-tiden. Videoen var et potpourri af presseklip, hvor en ung Matthew Tuck nævnte, at han drømte om, at BFMV blev et stort rockband, hvorefter der var klip, hvor bandnavnet blev nævnt med mange forskellige internationale accenter fra diverse tv-udsendelser. 

Det var nærmest en selvfølge, at bandet kom ind til tonerne af “Her Voice Resides”, som var den første sang på The Poison. Der var godt fyldt i den forreste zone ved scenen, og det var da også et stort jubelbrøl, som opstod, da Tuck leverede de første strofer. Der var ingen tvivl om, at dette var festivalens største produktion indtil videre, så bandet stod skarpt. Inden bandet spillede megahittet “Tears Don’t Fall”, fortalte Tuck, at de lige havde spillet en masse shows i USA, og at de var glade for være tilbage i Europa og fejre det album, som ændrede deres liv. Derefter blev der budt på større fællessang, end Johnny Reimar kunne præstere på Bakken. Bandet selv virkede meget indøvet, måske en anelse for meget, men de var super professionelle. Det var tydeligt at spore spilleglæde med alle de glædesudtryk, der blev udvekslet internt på scenen og til publikum. Man var slet ikke i tvivl om, at de faktisk var glade for at fejre deres gennembrudsalbum.

Alt var dog ikke helt perfekt. Der var langt fra fyldt op ved området efter lydpulten, og lyden havde store udfald i det område. Tucks vokal fremstod også lidt mangelfuld på storhittet “Everything I Hate (Revolves Around Me)”.

En af koncertens helt store højdepunkter var, da de spillede titelnummeret “The Poison”, hvor publikum lod til at være varmet godt op. Tuck bad om en circlepit, og der opstod straks en stor en af slagsen. Sangen leverede de også med en enorm entusiasme, og man kunne se, at selv oppe på VIP-podiet blev der kastet horn og klappet med. BFMV valgte klogt at afslutte koncerten med ekstranummeret “Waking the Demon”, som gav polakkerne en sidste mulighed for at komme af med deres energi.

Nostalgi på den fede måde

Det er altid en farlig ting at lave jubilæumsshows, som svælger i nostalgi. Det ses ved flere bands, at man læner sig for meget tilbage, fordi man ved, at de hardcore fans sluger det råt uanset. Det er i hvert fald tendenser, man kan se ved Guns N’ Roses eller Mötley Crüe, hvor legen for længst er stoppet med at være god. Heldigvis kunne BFMV sætte en stor, fed streg under, at der stadigvæk er en masse gode år tilbage i dem. Så hvis man har planer om at opleve dem på Copenhell, så kan man godt se frem til et band, som kommer med stor spilleglæde. 

8/10