Velkendt og vellykket
På et tidspunkt i karrieren, hvor mange enten går lidt i tomgang eller med tvivlsom succes genopfinder sig selv, lykkes walisiske Bullet for My Valentine på sit syvende studiealbum med egentlig ikke at pille nævneværdigt ved grundformlen. Hvert af de ti numre på Bullet for My Valentine skriger, ja, Bullet for My Valentine, samtidig med at det nye udspil klædeligt hører til i den absolut tunge afdeling inden for metalcore generelt og Bullet for My Valentine specifikt.
Voldsomt velkomponeret
Hvis Bullet for My Valentines selvbetitlede syvende album var en koncert, ville den – ud over at være alt for kort – være en af den slags, der fra første anslag slår benene totalt væk under en. Efter en lidt for lang tavs intro (der dog i det mindste ikke har fået sit eget track), nærmest eksploderer åbningsnummeret ”Parasite” op i hovedet på tilhøreren. BAM! Så er vi i gang med et show, der over hele linjen spilles så energisk og intenst, at man bliver helt svedt på bandets vegne. Og der er ikke tid til at få pusten, for den heftige indledning følges op af det stærke og voldsomt heavy nummer ”Knives”, inden der geares lidt ned på den fremragende ”My Reverie”. Her flyder lige dele melodi og lyrik, cleans og growls, florlette guitarriffs og tunge basgange, svedige solopræstationer og blændende samspil sammen i en både voldsom og voldsomt velkomponeret helhed. Klart et af albummets stærkeste skæringer, hvor de fire walisere demonstrerer, hvad de kan, når de er bedst
Herfra går der klassisk Bullet for My Valentine i den på det herlige nummer ”No Happy Ever After”, der lyder behageligt bekendt og samtidig øger appetitten på mere. Det får man så i de svært melodiske ”Can’t Escape The Waves”, ”Bastards” og ”Rainbow Veins”, hvor der skriges og growles og synges så fint og rent i skøn forening med flænsende riffs og tonstunge grooves. Et nummer som ”Shatter” leder tankerne i retning af Slipknot og amerikanernes blændende om end lidt oversete ”Solway Firth” fra det efterhånden to år gamle We Are Not Your Kind-album. Og det er selvsagt et stort kompliment! Eneste anke ved ”Shatter” – og det er foruden den tavse intro også nærmest den eneste finger, der er at sætte på hele albummet – er det festivalvenlige sing along-kor, der uden sammenligning i øvrigt giver denne anmelder ticks og mindelser til 30 Seconds To Mars’ fuldstændigt skamløse brug og misbrug af selv samme på bandets This Is War-album fra 2009. Gys!
Denne lille finke af panden rokker dog ikke ved det faktum, at ”Shatter” er et umanerligt fedt nummer, på albummet stærkt fulgt op af ”Paralyzed”, der drøner derudaf med 200 km/t. for sluttelig at give plads til ”Death By A Thousand Cuts”. Sidstnævnte opsummerer fint albummet og er i sig selv knaldgod musik med et lille smertefuldt skud Chester Bennington i Matt Tucks imponerede vokal. Av.
Pletskud
Med fare for at forfalde til klichéer har Bullet for My Valentine med sit syvende skud i bøssen ramt plet og slet og ret begået et vanvittigt vellykket metalcore-album – et album af den slags, man bliver glad af at lytte til, fordi det bare fra ende til anden er godt lavet.
Og leger vi atter med tanken om Bullet for My Valentines selvbetitlede som en koncert og tilsætter lækkerier som ”You Want a Battle?”, ”Tears Don’t Fall” og ”Your Betrayal” fra bagkataloget, så stiller jeg mig dæleme forrest i køen!
