Med pladerne River Runs Red (1993) og Ugly (1995) udgjorde Life of Agony en stor del af soundtracket til min gymnasietid. Derfor var jeg også ovenud begejstret for, at de meldte deres ankomst på Copenhell i 2015 – en koncert, denne skribent var oprigtigt imponeret over og kvitterede for med ni flotte kranier.
I lørdags var de i Danmark igen. Nærmere betegnet det sublime spillested Amager Bio, hvor lyden altid er god, og stemningen er lige så kogende, som øllet er koldt.
Swindler
Danske Swindler blev for kort tid siden annonceret som support. Om det var timingen i offentliggørelsen, der var for sen, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald var fremmødet ikke imponerende. De fire gutter, hvor to af dem kan skrive Hatesphere på CV’et, gik glade og ydmyge på scenen, hvor de leverede syv rigtig fede numre til stor begejstring for de få fremmødte. Kender man ikke Swindler, må man omgående tjekke dem ud. Især hvis man er til tunge og groovy riffs i Clutch-klassen og ikke har noget imod, at det kan ryge over i sludge a la Down. Om det var nerver, der gjorde, at de stod forholdsvis stille på scenen, skal jeg ikke kunne sige. Jeg gætter dog på, at det var tømmermænd efter fredagens Meshuggah-koncert. Det nævnte forsanger Esse i hvert fald, at han havde lidt af. Men tømmermænd eller ej, musikken var fed og Swindler skal der bestemt holdes øje med.
Life Of Agony
Umiddelbart efter Swindler havde sagt farvel og tak, skete der ting og sager i den gamle biograf på lorteøen. På ganske kort tid blev salen fyldt af forventningsfulde fans, og præcis til tiden gjorde Life of Agony deres entre med en aldeles slagkraftig og formidabelt leveret "River Runs Red". Har man sovet under en sten de sidste par år, vil man nok blive overrasket, når jeg nævner, at forsanger Keith Caputo i dag er en kvinde og hedder Mina. Det er jeg sikker på, størstedelen af de fremmødte var klar over, men overraske kunne hun dog stadig; den aldeles gennemsigtige striktrøje afslørede nemlig et par ret store og temmelig faste attributter, som den søde Mina absolut ikke prøvede at skjule i den efterfølgende times tid.
Som aftenen skred frem, var det dog musikken, der kom i fokus. I 2017 er Life of Agony klar med et nyt album, som vi var så heldige at få en smagsprøve på. “Dead Speak Kindly”, som nummeret hedder, var et ganske udmærket nummer med et tungt og slæbende tempo. Men trods de lovende toner fra A Place Where There’s No More Pain, som udkommer til foråret, var det de gode gamle hits som åbningsnummeret “Lost at 22” og ikke mindst “Weeds”, der fik taget til at lette. Lyden i Amager Bio viste sig igen fra sin smukkeste side, og stemningen var da også på kogepunktet det meste af aftenen. Midt i kampens hede måtte frøken Caputo da også lige dele sin begejstring med publikum, da hun proklamerede, at hun var i så forrygende humør, at hun havde lyst til at æde nogle svampe og have et kæmpe orgie. Heldigvis forfulgte hun ikke sine drømme lige med det samme, men blev på scenen og fyrede den af som en slags hypnotiseret klon af en ung Patti Smith og en fuld Scott Weiland.
Life of Agony kommer fantastisk godt ud over scenekanten (en enkelt gang i ganske bogstavelig forstand), og den vaskeægte spilleglæde strålede ud af alle fire bandmedlemmer. Ganske (u)passende måtte Mina undervejs også lige dele endnu en begejstring: ”This is the last night of the tour, and you guys are sending me home with a huge hard-on… How much more confused could I possibly make you?”.
Efter en god times tid i formidabelt selskab med crossover-rockerne fra Brooklyn blev der med hylen og hoppen hos publikum rundet af med bl.a. “My Eyes”, “Bad Seed” og den forrygende ungdomsrevolutionære “Underground”. Life of Agony er for alvor tilbage, og hold da helt ferie, hvor kan vi glæde os til den kommende skive. Det var i sandhed en skøn aften med et dejligt og forrygende band, der på ingen måde har glemt, hvordan man fyrer en fed koncert af.
Præcis som på Copenhell i 2015 må jeg også denne gang kvittere med 9 kranier.
