Endelig tilbage...
Efter verden længe har føltes isoleret på grund af pandemien med massevis af udskudte og aflyste turnéer, så begyndte sluserne endelig at åbne igen i 2022. I år går det helt amok med besøgene fra de internationale artister. Dette må i den grad siges at være herligt. Dette betyder også, at karnevalet fra down-under endelig har kunnet stævne ud på havet, og ramme de europæiske kyster.
På denne kolde tirsdag aften i januar var det endelig blevet Danmarks tur til at få besøg af Karnivool. Der må kunne snakkes om en vis forventningens glæde, da koncerten længe har været udsolgt, og er blevet udskudt af en omgang. Sidst, de lagde vejen forbi de danske kyster, var i Pumpehuset tilbage i 2013, der også var aftenens lokation. Det var ingen ringere end det rutinerede prog- og postmetal orkester The Ocean, som stod for opvarmningen. Så der var lagt i kakkelovnen til en aften med masser af lækre melodiske riffs, arytmiske takter og sætlister bestående af numre, hvor der snildt kan nås at indtages en fadøl og købes en ny, før nummeret er ovre.
The Ocean
En spøjs ting, der skal nævnes inden koncerten, er, at det nok kan undre nogen, hvorfor The Ocean egentligt er opvarmning for Karnivool. Det er et band med mange år på bagen og med loyale mange fans. Det var helt tydeligt, når man ankom i foyeren i Pumpehuset med 30 min. ventetid, at tyskerne er et stort opvarmningsband. Her stod The Oceans merchbod som en stor mastodont i rummet, som selv bands af Metallicas kaliber nærmest ikke kan matche. 14 forskellige designs på diverse tøjprodukter og rigtig mange plader og cd’er – alt sammen i flotte designs. Da så Karnivools bod ved siden af noget ynkeligt ud med sine kun 4 trøjer. Ud fra indtrykket i foyeren, så havde man nok konkluderet, at The Ocean var hovednavnet i aften – men nok om denne lidt spøjse opsætning.
Personligt var jeg spændt på at se, hvordan The Ocean ville klare det denne aften, da jeg havde set dem på Radar få dage forinden. Et show der var spækket med folk og sprængfyldt med energi, altså en helt igennem fantastisk aften. Showet i pumpehuset startede noget anderledes, på trods af at der tydeligvis var en del fans af The Ocean, hvis man observerede folks påklædning. Både lys og lyd var værre end i Aarhus, og bandets start var forholdsvis stille. De kom ikke overvældende meget ud over scenen, og grundet lysets næsten silhuetlignende effekt blev det en ret indadvendt oplevelse som tilskuer. Heldigvis nød folk det, da det var tydeligt at høre, at nogen i publikum sang med. Hvad denne aftens sløve start skyldtes, er svært at gisne om, men på trods af det spillede bandet med stor selvsikkerhed og teknisk snilde. Dog skete der henad vejen en transformering, hvor The Ocean stille men sikkert fik løftet sig op fra den rolige start. Energiskiftet trådte især i kraft da Paul Siedel (trommer) og Loic Rossetti (vokal) skiftede plads for at udføre nummeret “Holoscene”, selvom det er et ret roligt nummer i bandets massive diskografi. Mange stod dog og sang med på de forreste rækker, og det var ligesom om, at det vækkede noget i Rosetti, da det blev hans tur til at indtage frontfigurspottet. Bandet brugte de opstillede kasser på scenen noget mere, og Rosetti fandt en god forbindelse til det publikum, der skrålede med, og overleverede faktisk mikrofonen i deres magt, da de spillede “Jurassic”. Kontakten mellem band og publikum blev forsat forhøjet mod slutningen, og det endte med, at Rosetti sprang ud blandt publikum, og crowdsurfede i en position, som der mildest talt må siges at være møgubehagelig, da det lignede en død kat, der blev båret i strakte arme. På trods af det, så fik han leveret sin vokal. Selvom starten var sløv, så satte The Ocean en voldsom god slutspurt ind, som efterlod en stor del af publikum i glædesrus. Hvis hele koncerten havde været som afslutningen, så havde det været til topkarakter. Jeg tror, at den ekstra energi, som bandet fandt frem til sidst denne aften i høj grad skal tilskrives publikum, som var med på fællessang fra første node, for det virkede som om, at det var det, der fik bølgerne til at stå højt på havet igen.
Karnivool
Det må indrømmes herfra, at jeg selv har set meget frem til denne koncert, da jeg har været ret stor fan af Karnivool, siden de udgav deres fænomenale plade Sound Awake (2010), som jeg simpelthen anser, som en af de bedste prog. rock plader, der er blevet skabt i det nye årtusinde. Sidst Karnivool besøgte pumpehuset i 2013 var det en okay koncert, men det blev ikke overvældende medrivende. Derfor var det med bange anelser, at jeg dukkede op til denne koncert. Kunne det blive det samme denne gang, selvom koncerten for længst var udsolgt? Karnivool har ikke udgivet nye albums siden 2013, så hvorfor skulle tingene have ændret sig?
Heldigvis blev min frygt hurtigt gjort til skamme, da bandet startede med ”COTE” fra deres første album, Themata (2007). Der var allerede meget fællessang fra da de første ord røg ud af Ian Kennys mund i hans sædvanlige falset-stil. Det skabte ret hurtigt en stor spilleglæde i bandet, hvor Kenny rendte storsmilende rundt i de momenter, hvor han ikke sang, mens guitarist Hossk selv rendte og sang med. Bandet fik hurtigt nævnt, hvor taknemmelige de var for at være her og den meget venlige modtagelse, de fik. Selvom Karnivools næste del af sættet ikke var de største fanfavoritter, som “All It Takes” og “Shutterspeed”, så dansede, headbangede og sang de forreste rækker derudaf. Hele salen forsamlede sig dog, da starten til “Simple Boy” spillede, hvor der på bedste danskervis “Lålålåes” med på selve intromelodien, hvilket fik flere fra bandet til at smile og grine. Det var specifikt fra dette øjeblik, at Karnivool havde hele salen i sin hule hånd. Dette var også godt hjulpet på vej af en meget stærk pulje sange i anden halvdel af sætlisten for eksempel “Umbra”, hvor Kenny lod store dele af omkvædet blive sunget af publikum. Derudover var nogle af aftens store momenter, da henholdsvis guitarintroen til “All I Know” og trommeintroen til bandets kolossale flotte værk “Deadman” blev spillet. Der jublede hele salen med da de meget velkendte introer blev leveret på bedste vis.
Aftenens helt store højdepunkt var da de spillede en af deres mest energiske sange, “Themata”, fra deres første album. En stor del af salen begyndte at hoppe, fællessangen var på sit højeste, og ja, selv crowdsurfing og moshpits blev en ting, selvom Karnivool ikke just er et band, man gør den slags til. Det er dog bare endnu et bidrag til fortællingen om, at det publikum, der var til stede, havde glædet sig meget til denne aften, siden der var så meget uforløst glædesenergi, som skulle afleveres. Egentligt havde det været en ret god måde at slutte koncerten på, og bandet gik også af scenen, men blot for at komme tilbage med en encore, som startede med nummeret “Alpha Omega” fra Asymmetry(2013) — et nummer der har en mere rolig stemning, og gav mulighed for at få lidt af pusten igen. Heldigvis valgte Karnivool at slutte med fanfavoritten “New Day”, som udover at være en herlig sing-along-sang har en fænomenal progressiv opbygning, hvor sangen ender i et stort klimaks, der tillod publikum at synge/råbe af sine lungers fulde kraft til aftenens sidste strofer. Alt i alt var dette aftenen, hvor taknemmelighed mellem band og publikum nærmest var lige stor, og jeg tænker langt størstedelen af publikum gik meget glade hjem. Dette er den fjerde gang, jeg selv har oplevet bandet, og der hersker slet ingen tvivl om, at det her klart var den bedste koncert, jeg har oplevet med dem.
Prog-rocken hersker på ny
For mig er det stadigvæk et stort spørgsmål, hvorfor der var så mange flere publikummer til stede denne aften end i 2013, og hvorfor kendte så mange musikken, når nu bandet ikke har gjort noget som helst for at blive mere kendte her siden? Det kunne selvfølgelig være fordi The Ocean var med som opvarmning, men det virkede dog som om, at langt størstedelen af publikum var der for Karnivool primært. Progressiv rock har længe været en lidt halvdød sag i den danske metalscene, som i lang tid har holdt mere af black metal, dødsmetal og metalcore. Dog tror jeg, at aftenens koncert skal ses som et billede på, at flere har slået øjnene op for den progressive musik, som netop også afspejles for tiden ved de mange talentfulde bands, der skyder op fra undergrunden som Être, Feather Mountain, Danefae og så videre. Personligt er det en forfriskning at se bands som både The Ocean og Karnivool få så meget kærlighed til en koncert i Danmark og se den progressive rock- & metalscene blomstre. Selvom jeg også holder af død, black og metalcore, så har jeg længe syntes, at der godt måtte komme mere diversitet på musikscenen, flere melodier og rene vokaler, for det burde kunne sameksistere, med alt det andet gode vi har. Herfra skal der i hvert fald lyde en forhåbning om, at opblomstringen fortsætter.
