Progressivt. Melodisk. Komplekst
Overskriften her er den kortfattede måde, hvorpå man kan beskrive australske Karnivools stil. Selvom de har eksisteret i mere end 25 år, har de endnu kun udgivet tre fuldlængdealbummer, det seneste endda for over ti år siden. Trods et aktivitetsniveau der tenderer dovenskab, har de bedømt på den udsolgte koncert i Pumpehuset sidste år en utrolig loyal fanskare i Danmark. Det var nu alligevel ret overraskende, at gruppen havde fået tildelt en plads på Copenhells næststørste scene. Ville de virkelig kunne fylde pladsen foran Hades lige så godt op, som de gjorde i Pumpehuset sidste år?
Festen startede for sent, men blev aldrig rigtig en fest
Svaret kom forholdsvis hurtigt og var et nej. Karnivools kompleksitet tiltaler tydeligvis en entusiastisk, men også ret lille skare, i hvert fald i Copenhell-sammenhæng. Tilhængerne havde selvfølgelig indtaget pladsen tæt foran scenen, men energi var der ikke meget af til at begynde med. Karnivool er et superdygtigt band, og i Ian Kenny har de den perfekte forsanger, der mestrer det høje, skrøbelige register, men det var tilsyneladende ikke helt nok i en festivalsammenhæng. Seksstrenget bas, en trommeslager der er bedre til 9/16-dele end 4/4 og to knalddygtige guitarister kan være imponerende, men gør det ikke alene.
Jeg bliver altid i dårligt humør, når så kompetente folk får så lidt ud af det, og det blev kun værre, da Kenny, inden de spillede den spritnye ”Aozora”, spurgte: ’Are you ready for something new?’ Det var der ikke rigtig nogen, der var, og jeg tog mig selv i at spekulere på vejrudsigter og fodboldresultater. Men hov, bedst som jeg overvejede at finde et sted at sætte mig, inden jeg faldt i søvn, sparkede ”Deadman” pludselig gang i sagerne. Her kom den seksstrengede bas for alvor til sin ret, publikum vågnede op og deltog i den uventede fest, der var opstået. Anden halvdel af sættet blev klart bedre end første, for den energi, ”Deadman” skød i gang, fortsatte mere eller mindre resten af vejen. Ved den afsluttende ”New Day” blev det endda til en omgang fællessang. Det var der i starten ikke meget, der tydede på, ville ske.
Metal er for nørder
Dermed blev sættet alligevel en lille sejr for Karnivool, for når de kombinerede deres trang til kompleksitet med noget catchiness, blev det ret vellykket. Desværre skete det for sent, og selv når det var bedst, nåede australierne aldrig rigtigt længere ud end kernen af fans i pitten. Men hold da op, hvor spillede de godt, og så er det bare umuligt at give så dygtige folk en lav karakter, når der trods alt hele tiden var elementer, hvor man ikke kunne undgå at nyde nørderiet. Hvis de dog bare gad at vise lidt mere tænder.
Sætliste:
“All It Takes”
“C.O.T.E”
“Goliath”
“Aozora”
“We Are”
“Deadman”
“Roquefort”
“Themata”
“New Day”
