Australske Karnivool indledte deres Europa turné i Amager Bio. En turné for et længe ventet album, og med sig havde de det rutinerede instrumentalband Intervals fra Canada. Et lineup der kunne mønstre nok tilhængere til et næsten udsolgt Amager Bio på en tirsdag aften i april.
Intervals
Forventninger om instrumental feinschmeckeri
Intervals som opvarmning for Karnivool på deres aktuelle europaturné, lyder umiddelbart som et lækkert match. Intervals’ seneste udgivelse, Memory Palace (2024), lægger op til opvarmning med teknisk overskud og masser af musikalsk dynamik. Intervals’ ry som et stramt, instrumentalt liveband centreret omkring guitarist Aaron Marshall skabte især forventning om virtuositet og dynamik.
Tungt, tight og lidt for meget det samme
Intervals leverede fra første tone en flot præcision, der næsten virkede som en studieindspilning, hvis ikke det var så ekstra tungt. Tromme og bas rykkede virkeligt mit mellemgulv rundt på den gode måde. Bundsolidt rytmearbejde fra Jacob Umansky og Nathan Bulla. Aaron Marshall stod centralt i lydbilledet med sin karakteristiske, melodiske shredding. Instrumentalmusik er ikke noget, jeg har kæmpe erfaring med, men fraværet af vokaler gjorde, efter min mening, at trods deres velspillede og komplekse numre, føltes det lidt ensartet i længden. Et dejligt brud var “Leave No Stone” fra The Way Forward, der er mere melodisk og uden konstante breakdowns, der prægede mange af de andre numre.
Publikum virkede engagerede, men ikke opslugte. Interaktionen fra scenen var der også, men ikke noget mindeværdigt. Marshall var virkelig sød og overdrevet kærlig i sine ytringer om publikums skønhed og evne til at forlade sofaen en tirsdag aften. Det er dejligt med ros for udseende og mødeevne, men det giver ikke ekstra kranier fra denne anmelder. De sluttede af med to numre fra Memory Palace, begge med lækre skift mellem djent-inspirerede riffs og mere luftige, næsten jazzede passager.
Solid opvarmning uden at stjæle aftenen
Intervals leverede en teknisk stærk præstation med masser af tyngde og fede riffs, men ikke en uforglemmelig opvarmning. Bandets styrke ligger i deres præcision og musikalske overskud, men i en livesammenhæng savnes der variation og nærvær for at løfte oplevelsen. Som optakt til Karnivool var det dog effektivt. Publikum blev varmet op uden at få klimakset for tidligt. Karakteren lander derfor på 6 kranier for det imponerende håndværk.
Karnivool
Forventninger i skyggen af et comeback
Da Karnivool indtog scenen i Amager Bio tirsdag aften, var det med en tyngde af forventninger, der næsten kunne mærkes fysisk i salen. Bandet har gennem årene opbygget en dedikeret fanskare, og deres nye materiale har fået positive anmeldelser de fleste steder og også her på sitet. Som åbningsshow på deres europaturné “In Verses Tour” var spørgsmålet ikke blot, om de stadig kunne levere, men om de kunne levere det nye album lige så lækkert, som albummet lyder på indspilningen.
Hiveminden virker, hvor teknikken fejler
Koncerten åbnede med “Ghost”, og allerede her stod det klart, at Karnivool stadig mestrer deres dynamiske opbygninger. Lyden var høj og tung som under opvarmningen, og især guitarist Drew Goddard leverede skarpe og præcise riffs fra starten. De virkede alle meget fokuserede og intense i deres udtryk. Desværre var vokalen sat for lavt eller resten for højt. I hvert fald var det ofte svært at høre frontmand Ian Kenny. Som jeg forstod, bad han flere gange om at blive skruet op, uden at det skete, så vidt jeg kunne høre. Man kan diskutere, om han kunne have kompenseret lidt mere for den uheldige lyd på en eller anden måde, men som han selv udtalte, så er det jo ikke hans opgave. Det er heller ikke nødvendigt, når man som ham har Mindflayer-egenskaber og bare kan aktivere direkte afspilning i publikums hjerner. For de indviede (eller smittede) var det totalt “hivemind”, og der blev sunget med, med stor indlevelse og kraft. Ofte dansede Ian Kenny, med lukkede øjne, rundt med sig selv, og sang så tyst, at det druknede, mens salen skrålede mod loftet med knyttede hænder, og ligeledes dansende med sig selv. En inderlig og individuel fest i et kæmpe Karnivool-fællesskab. Jeg havde følelsen af at være inviteret med til kultfest hos venlige og fordybede fundamentalister. Højdepunktet rent aktivitetsmæssigt blandt publikum kom uden tvivl under “Goliath” og senere “Themata”, hvor publikum sang med i en grad, der næsten overdøvede Ian Kennys vokal. “New Day” satte for alvor gang i pitten, og det var således de ældre hits, der fik mest fysisk fat i publikum, men det var også forventeligt med det nye album, som er mere let og svævende i lyden end tidligere albums. Koncerten mistede en smule momentum i midtersektionen med “We Are” og “Deadman”, som føltes en smule flade. Det var, som om energien kortvarigt faldt, før den blev genopbygget.
En fest for de indviede blot?
Samlet set var koncerten i Amager Bio en overbevisende åbning på Karnivools europaturné. Den viste et band, der stadig har en stærk forbindelse til sit publikum, og som formår at levere en ting, når de trækker på deres bagkatalog, og noget nyt med det seneste album. De var opsatte på at starte turnéen godt og gav, hvad de kunne. Der var lydproblemet med vokalen og et par mindre vellykkede numre, men det ændrer ikke ved, at Karnivool stadig er et band med en særlig evne til at skabe stemning og intensitet live. Det gælder også en som mig, der ikke er indviet nok til at være en del af hiveminden.
Karakteren lander på 8 ud af 10 kranier. Det var en meget stærk præstation, drevet af teknisk overskud, publikumskontakt og en god balance mellem hits og nyt materiale.
Sætliste:
1. Ghost
2. Simple Boy
3. Aozora
4. Goliath
5. Drone
6. We Are
7. Deadman
8. All It Takes
9. Animation
10. Themata
11. Roquefort
12. New Day
Ekstra numre:
13. Opal
14. Salva
