Hexis tour plakat

Hexis og SPLIT

Klaverfabrikken, Hillerød

Andelsslagteriet bringer metal til Hillerød

Du kender det udmærket godt, hvis du bor i Udkantsdanmark, i provinsen eller sågar bare lidt uden for de større byer: Du skal tage til København, Århus eller Odense, hvis du vil til en metalkoncert. Det vil bookinggruppen Andelsslagteriet lave om på i Nordsjælland, hvis du bor i eller omkring Hillerød, hvor de vil skabe et stærkt metalfællesskab gennem livekoncerter. Visionen er to metalkoncerter om året i Klaverfabrikken, der er byens kulturhus. Om det fine initiativ vil briste eller bære, kommer kun tiden til at vise. Men for nu så står den på mørk og hardcore bøllebank med Split og Hexis!

Split åbner ballet

Aftenen blev åbnet med en af de nye spillere indenfor hardcorescenen, Amager-baserede Split. De spiller klassisk hardcore og beskriver selv, hvordan de ikke er bange for at skubbe til grænserne for genren og gerne vil udbrede scenen til nye fans. Bandet er ude med deres første udgivelse, 2300 – postnummeret på deres hjemstavn.

Deres koncert startede med et hårdt hiphoptrack over højtalerne, mens bandet selv stod med ryggen til publikum. En fin måde at opbygge spændingen på, inden det første musiske slag faldt. Og med budskabet om, at de ikke spiller for publikum, men med dem satte de tonen for en koncert, hvor energien skulle komme fra begge sider af scenekanten.

Der var smæk på fra første nummer, selvom publikum i starten holdt sig lidt tilbage. Forsanger Benjamin Jeppesen gjorde en ihærdig indsats for at få mere liv i salen, og det gav hurtigt resultat, hver gang han opfordrede til det. Der blev lavet både moshpit og two-steps blandt de forreste rækker. Jeppesen var generelt kompromisløs i sin opfordring til mere bevægelse: ”Jeg er ligeglad, hvad I gør – jeg skal bare se noget movement!”.

I løbet af koncerten sprang en af arrangørerne, Kasper Bøjes Hansen, op på scenen og leverede en gæsteoptræden. Der var et kort teknisk problem med hans mikrofon, men det blev hurtigt løst. Split spillede generelt tight og med høj energi denne aften, selvom fremmødet ikke var overvældende.

Koncerten blev afsluttet med en solid finale, hvor omkring halvdelen af publikum nu var i bevægelse. Efter sidste nummer var det tonerne af svenske ABBAs ”Dancing Queen”, der satte punktum for en halv times energifyldt hardcore. Split spillede bundsolidt, og selvom det krævede en ihærdig indsats at få publikum med, lykkedes det dem i sidste ende. Det er en smagssag, om man er til det sceneudtryk, der dyrkes indenfor hardcore, men det kan blive trættende i længden med de gentagne påbud om mere bevægelse blandt publikum.

7/10

Og nu til noget helt andet: Hexis!

Hexis er et atmosfærisk blackened hardcore-band, kendt for deres intense og mørke univers. Med hundredvis af koncerter verden over har de cementeret sig som et af de mest hårdtarbejdende livebands i genren.

Og hvor Split var direkte, udadvendte og publikumsfokuserede, så havde Hexis en helt anden tilgang. De kastede sig direkte ud i deres kaotiske, stroboskopbelyste univers uden så mange dikkedarer. Fra første sekund blev publikum bombarderet med mørke, voldsomme lydbølger og et sceneshow, der snarere føltes som en kunstinstallation end en traditionel koncert.

Man kunne sporadisk skimte medlemmerne af bandet, når de blev belyst bagfra af førnævnte strobelys. Når dette skete, virkede det næsten som stillbilleder, man så. Effekten gjorde, at musikken flød sammen med det visuelle i en kompromisløs enhed.

Indimellem var der lidt mudren i lyden, men dette var mest ude i siderne af salen. Stod man midtfor, fik man en fin lydoplevelse. Gruppens massive lydtæppe kombineret med deres unikke valg af scenelys gør, at det kræver noget at være til stede som publikum. Det er svært at overgive sig til det strobiske lys, men dem, der formåede dette, blev opslugt af den hypnotiske, brutale energi.

Hen mod slutningen af koncerten var en stor del af publikum forsvundet, grundet ovenstående. Kun omkring en sjettedel af salen var tilbage til de sidste numre, men dem, der blev, var tydeligt investerede. Moshpitten, der var under Split, var forvandlet til en mere fokuseret headbangingsession, hvilket passede bedre til Hexis’ hypnotiske, dissonante udtryk.

Det tager tid at indgå i Hexis’ univers. Undertegnede har set dem flere gange live, men har aldrig haft en god oplevelse med dem. Før denne aften. Hexis er nemlig ikke et band, der forsøger at vinde publikum over – de præsenterer deres univers og lader det være op til folk at tage det ind. Og det er netop deres styrke. Som publikum skal man stå i det åbne og lade sig suge ind i gruppens univers og gå på kompromis med ens egen overbevisning om, hvordan en koncert plejer at være. Formår man det, så har man mulighed for at få en unik oplevelse.

8/10

To forskellige oplevelser, én stærk aften

Koncerten i Hillerød var en aften med kontraster. Split bragte fest, energi og en direkte forbindelse til publikum, mens Hexis leverede en kompromisløs, mørk og kunstnerisk oplevelse. Begge bands spillede tight og med en tydelig passion for deres musik, men de krævede forskellige ting af deres publikum.

Selvom salen ikke var fyldt til bristepunktet, skabte begge bands en stemning, der vekslede mellem fest og fordybelse. Truckhallen, hvor koncerten foregik, har plads til 520 mennesker, og det var omkring en fjerdedel af salen, der var fyldt op. Til næste arrangement kunne man med fordel påtænke muligheder for at ’afkorte’ salen, så den virker mere fyldt.

Stemningen blandt publikum var god, og lysten til at støtte arrangementet var stor. Der var gang i snakken i pauserne, der blev handlet merch og hængt ud i baren. Samlet set var aftenen en stærk påmindelse om, at hardcorescenen stadig har noget at byde på, selv i mindre byer som Hillerød. Med Andelsslagteriets ambition om at opbygge en metalscene her var dette et solidt første skridt.