Knaldhårdt og kompromisløst
Kun et så rutineret liveband som Hexis har cojones nok til at starte en europatur på Copenhell. Godt nok tyvstartede de på Kødtorvets Cap30 aftenen før, men i det store billede tæller en containerkoncert foran 30 mennesker vel ikke rigtigt. Udover store nosser er Hexis i Metaldanmark nok især kendt for to ting: et knaldhårdt og kompromisløst mix af black metal og hardcore og så en på alle måder imponerende turnéaktivitet. Hexis er i øvrigt et band, vi har forsømt lidt her på Heavymetal.dk, og det skal der selvfølgelig rådes bod på nu, hvor de spiller deres største koncert i København nogensinde.
Koncert nummer 1117!
Den altoverskyggende drivkraft bag Hexis er forsanger (og koncertbooker extraordinaire) Filip Andersen. Udover Filip har der været så mange medlemmer ind og ud af butikken, at det er umuligt at holde styr på. Så meget mere imponerende var det at opleve et band, der ikke bare var tændt fra starten, det er alle hardcore bands som bekendt. Nej, denne konstellation af Hexis fremstod for det meste som et band, der havde spillet sammen i årevis.
Men som altid, når jeg oplever noget, der lugter bare lidt af hardcore, undres jeg over både attituder og fremtoning. Klædt i en sporty regnjakke og medfølgende Adidasbukser, og ikke mindst tonsende rundt på scenen som en vred teenager, fremstod Filip Andersen mest som hooliganudgaven af Morten og Peter. Når han ydmygt takkede publikum mellem numrene, virkede han omvendt mest som en, der ville være mindre modstandsdygtig overfor et tjat på skulderen end vores statsminister. Til gengæld fejlede hans brøl godt nok ikke noget: Manden kan skrige med overbevisning!
Samme dualitet gør sig sjovt nok gældende for Hexis’ musikalske udtryk. Udover kombinationen af hardcore og blackriffs fik vi ofte tunge, doomede passager. Variationen var tiltrængt, men den bidrog desværre mest med tomgang. Og uanset hvor meget umage jeg gjorde mig, var jeg simpelthen ikke i stand til skille numrene fra hinanden. Så betød det mindre, at det basale udtryk egentlig var fedt, og at de vilde black-/coreriffs blev leveret stensikkert af et supertight band.
I'm too old for this shit
I min egenskab af Copenhell anmelder er jeg ofte blevet sat til at anmelde diverse afarter af core, og selvom det aldrig bliver min favoritgenre, var det ikke svært at indse fascinationen ved Hexis-stilen denne aften. De forurettede teenageattituder kan jeg dog godt undvære. Dem, der deltog i løjerne i pitten, havde en fest, men for os andre var der bare så få musikalske kalorier, at man stadig var sulten, da de 50 minutter var gået.
