Vær stolt af din hjemstavn
Postnummeret 2300 henviser til bydelen København S. En bydel, som dækker forskellige områder på Amager. I bydelen findes blandt andet attraktioner som Amager Fælled, Prøvestenen, DR Byen og Fields. Alt sammen sikkert hyggelige steder, men ikke noget, som gør, at postnummeret 2300 får min puls højere op, end hvad næste afsnit af Præsident Orangutang formår. Det lyder dog til, at nydannede Split føler for at føje lidt spænding til den gamle bydel. Bandet har i hvert fald opkaldt deres debut-ep, 2300, efter postnummeret.
Forudsigelige slag er nemme at blokere
Med fødderne solidt plantet i moderne hardcore så er der i hvert fald grobund for at få pulsen op. Og Split nøjes heldigvis ikke kun med at trampe rundt i genrens kendte græsgange.
Samtlige numre på 2300 har nemlig en klang af noget, som ønsker at gøre verden til et noget mere kaotisk sted. Hvad end det er “Broken” og dets dejligt insisterende synth-glitchede Castlevania-keyboard eller “Cold Heart”, hvor DETHRXNER når karrierens højdepunkt med et breakdown, som har en smuk klang af trappeopgang, hvor en indkøbsvogn fuld af romerlys vælter ned igennem, så tilføjer det det element af ustabilitet, som hardcoren havde i sin spæde start. Usikker omgang med NES-klassikere og fyrværkeri lyder måske mere som mental ustabilitet, men moderne problemer kræver moderne løsninger. Jeg ved så ikke lige, hvilket problem som tudende sirener, scratch-electronica, hylende feedback og et Vein.fm-inspireret breakdown på “The King is Back” skal løse, men det er denne slags interessant nonsens, som gør, at man husker de kæberaslere, som Split uddeler.
Hvad der til gengæld gør, at hukommelsen i sidste ende alligevel bliver lidt tåget omkring 2300, er stort set resten af ep’en. “Stronger Than Ever” er så skabelonskåret i sit uptempo sammenhold-gør-stærk-hardcore, at et blindt spastisk lammet barn kunne klippe efter stregerne. Det er ikke decideret dårligt, men Jesus, hvor er kopien efterhånden utydelig. De nærmest rappede segmenter på “Cold Heart” er til gengæld helt igennem rædselsfulde. Specielt lagt sammen med det tunge hårdfyrs-core, meget af nummeret ellers byder på, så bliver det et næsten grinagtigt musikalsk billede på James Pligge fra Harm’s Way iført skimaske, guldkæder og en 9 mm. Og når Split nu kører denne hårde hardcorestil, hvorfor skal “Guts” så have et så ømt omkvæd? Er det et krav fra Prime, at man skal have mindst ti sekunders ren vokal på en udgivelse, ligegyldigt om den lyder mere malplaceret og utrænet end en gorilla i en swimmingpool? Hvis ikke, så burde omkvædet sløjfes prompte.
Ønsk jer et noiseboard i stedet for håndvægte
Der er dog bestemt gode takter at spore på 2300, ingen tvivl om det. De skæve småelektroniske elementer og til tider kaotiske tilgange til breakdowns byder jeg gladelig velkommen, inden bandet stikker mig en lige højre og vælter mig ned ad trappen. Men det ændrer bestemt ikke på, at Split er alt for forsigtige i forsøgene på at eksperimentere med den tunge moderne hardcore. Der skal mere til for at overdøve bandets bro-core-tendenser, der til tider er så stereotype og generiske, at det næsten kammer over i det komiske. Så skru lidt ned for det pumpende jern og op for det ulmende kaos, det vil give en omgang dejligt forvirrende tæv.