SPLIT forsøgte at splitte alt ad på årets Copenhell Metal Cruise, men alt omkring koncerten koksede totalt.
Ung med de unge
Normalt byder Copenhell Metal Cruise på en blandet pose bolsjer. Der er sjældent én genre, der fylder mere end andre, og der er altid tale om et tema. 2026’s version er noget anderledes i den forstand. Størstedelen af de bookede bands spillede en eller anden form for core. Hardcore, deathcore, metalcore eller Evanescense-core.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har det med alt core, som jyder har det med moms, bævere og ulve - jeg kan ikke lide det. Derudover var meget af årets line up af den utroligt moderne slags, hvor electronica og breakdowns er alfa-omega, og på en flydende bodega, hvor gennemsnitsalderen er 45+, havde det nok været smartere primært at booke genrer som thrash, death og evt. en god sjat klassisk heavy. Men ak…! I år skulle båden være ung med de unge!
SPLIT’e mine bramsejl
Ifølge spilleplanen skulle SPLIT været gået på klokken 17.30. Derfor stod min fotograf og jeg allerede i køen til Natt-klubben omkring klokken 17.15. Da klokken så slog 17.40, begyndte folk at udvandre, og en af disse fortalte, at bandet havde kæmpet med lydproblemer i et kvarters tid. Så udover, at SPLIT havde døjet med de samme problemer, som Skullclub havde bøvlet med cirka halvanden time før, så var det tydeligvis også gået totalt ged i planlægningen - det er ikke bandets skyld, men arrangørernes. Men uanset hvem der er syndebukken, er sådan en start på en koncert bestemt ikke noget, der gør noget godt.
Da det endeligt lykkedes os at komme ind, blev vi mødt af arketypisk hardcore. En konstant barrage af blændende hvidt lys, karatespark über alles og breakdowns galore. Vi nåede desuden lige akkurat at få et herligt ordspil fra front-bølle Benjamin Jeppesen: “VI er SPLIT! SPLIT’e mine bramsejl, skål!”.
Vi stod alle som sild i en tønde, muligvis fordi de fleste ikke ville alt for tæt på scenen, da der blev udleveret håndmadder i øst og i vest derfra. Dette førte også til, at folk stille og roligt trak længere og længere bagud for at undgå at miste en tand eller et øje i kampens hede. Min føromtalte fotograf nåede knapt nok at få taget et eneste billede, før han fik et par på hovedet og måtte fortrække sig fra foran scenen - fed stil, publikum!
Det var umådeligt svært at se noget, og lyden var et øresønderrivende inferno af stortromme, bas og øffen. Det var komplet umuligt at finde hoved og hale i musikken, og det lød vitterligt, som om de fire gutter fra Amager spillede den samme sang om og om igen. Skyldes det min aversion mod genren? Ikke utænkeligt, men den miserable lyd har uden tvivl også spillet en rolle.
Helt ned under gulvbrædderne
Det er ret svært at finde på noget pænt at skrive om denne koncert. Det skal dog siges, at det meste af det ikke kan tilskrives SPLIT selv. De gjorde præcis dét, de var blevet booket til: nemlig at levere en solid og hidsig omgang “Amager Hardcore”. Og om man kan lide det eller ej, så fejlede bandets performance og energi absolut intet. Men elendig lyd, en tidsplan der ikke holdt, manglende kommunikation og alt for mange mennesker i et alt for lille rum er altså faktorer, der trækker en koncertoplevelse helt ned under gulvbrædderne.