Vinylbanner
Faces of Death Tour

Decapitated, Beyond Creation, Ingested, Lorna Shore, Viscera m.fl.

VoxHall, Aarhus C

Søndag aften var tredje stop for den nystartede Faces of Death tour-pakke. Et tour-koncept med ét eneste formål: at levere god, tung dødsmetal til de hungrende europæiske masser. Et ganske ædelt formål, hvis jeg selv skal sige det. Aftenen bød dog hovedsageligt på deathcore og ikke dødsmetal, men når hovednavnet hed Decapitated, så burde man i hvert fald kunne få stillet den lille dødssult.

Viscera

Første band ud af fem denne aften bestod af de forholdsvist nye gutter i det tekniske dødsmetal/deathcore-band Viscera. Bandet består af tidligere medlemmer fra Sylosis, Heart of a Coward og Martyr Defiled, så at kalde dem spritnye, ville være forkert. Viscera åbnede med titelnummeret fra deres netop udgivne (6. marts) debutplade, Obsidian. En noget melodisk sag, men dog stadig hårdtslående nok til, en håndfuld publikummer fik kigget nærmere på både gulv og loft. Det forholdsvis ukendte band taget i betragtning og trods det faktum, at det var søndag aften, tegnede det til at blive et godt første besøg for Viscera. ”Immersed in Ire” bød på en håndfuld tunge riffs, men den tekniske dødsmetal var svær at få øje på i andet end numrenes soli.

”Hammers and Nails” gjorde ikke meget for at ændre ved dette. Om det var, fordi de tekniske finurligheder druknede i de dundrende deathcore-riffs, skal jeg lade være usagt, men det var bestemt en mulighed, da rytmeguitaren var lige lovligt dominerende. At det så bestemt var rytmer, man kunne flytte fødderne til, er en anden sag. Det var den håndfuld tilhørere, der var med fra første sekund, et soleklart bevis på. Havde bandet selv også udvist lidt mere energi, kunne det være, flere blandt de fremmødte også havde fået danseskoene på. Det var et utroligt stillestående band; den ene guitarist lignede endda flere gange en mand, der godt kunne bruge en lur. På sin vis mindede Viscera meget om deres landsmænd i Architects, hvis man fjernede en god del af deres energi og erstattede den med tungere riffs, hvilket ikke var verdens bedste byttehandel. ”Lamb to the Slaughter” fik lov at runde en forholdsvist vellydende, men meget stillestående deathcore-koncert af.

4/10

Lorna Shore

Fra ét deathcore-band til et andet. Amerikanske Lorna Shore var klar til at indtage scenen, dog ikke med CJ McCreery på vokal, da han blev fyret fra bandet efter at have lavet Harvey Weinsteins på adskillige kvinder. I stedet havde de Will Ramos fra Monument of Memory med sig, så det skulle blive interessant at se, hvordan han tacklede opgaven. Lorna Shore valgte at starte hårdt ud. Det var et nyrehug trukket helt omme fra ryggen af ond og tung deathcore. Det virkede også til, publikum blev taget på sengen af, hvordan Lorna Shore absolut ingen gidsler tog. Der var ingen, der bevægede sig, men samtlige af de fremmødte stod med øjnene klistret til scenen. På ”King ov Deception” lettedes der bestemt ikke på gaspedalen. Den slog, om muligt, endnu hårdere. Ikke kun på grund af musikken, men bestemt også Will Ramos’ vokal. Jeg var ikke specielt bekendt med Lorna Shore inden aftenens koncert, men når det kun var tredje stop på denne tour, og Will Ramos stadig var ny i bandets bagkatalog, kunne man ikke andet end at tage hatten af for ham. Han trak os så imponerende rundt i samtlige krinkelkroge af ekstremmetallisk vokal, at jeg vil mene, at Cattle Decapitations Travis Ryan og Infant Annihilators Dickie Allen alle skal til at se sig godt og grundigt over skulderen. Når lyden så samtidigt var lige i øjet, og alle bandets atmosfæriske og symfoniske elementer stod knivskarpt, så kunne man ikke andet end at lade sig rive med.

På næstsidste nummer ”This is Hell” blev vi opfordret til at flække vores kranie ind i sidemanden for derefter at blive opslugt af det dybeste, ondeste og mest kulsorte breakdown. Til at runde af fik vi ”Immortal”, der trak os op til de mest storslåede symfoniske black metal-højder, og på ingen af de to numre var der så meget som en enkelt lille detalje, der blev overskygget eller druknet. Det var i sandhed det bedste og mest episke deathcore, jeg længe havde hørt. ”Immortal” bød også på den bevægelse, man havde savnet lidt under koncerten – at det så var affødt af en totalt fejlet wall of death, der blev afsluttet med et par folk, der squattede, var så en anden snak. Lorna Shore gav en fremragende koncert på VoxHall denne aften; den kunne dog godt have brugt en smule mere bevægelse fra både band og publikum.

8/10

Ingested

Havde man ikke fået nok smadder af Lorna Shore, så burde næste levende billede være garant for den rene uforfalskede version af netop dette. Sidst de gæstede landet var knap et år siden på Stengade i København, men nu var det jydernes tur. Engelske Ingested var klar til at rive os i stykker med en kombination af slam, brutal dødsmetal og deathcore. Eller rettere sagt: Det burde de have været. For på trods af at også de startede lige på og hårdt, manglede man det nyreslag, Lorna Shore havde givet. Halvvejs inde i andet nummer ”Insidious” begyndte de endelig at ramme noget, der for alvor matchede deres genrebeskrivelse. Det var tungt, væmmeligt og råddent, præcis som Ingested burde lyde. Inden de satte gang i ”Mouth of the Abyss”, præsenterede de sig selv som: ”friendly neighbourhood slam kings from Manchester”. At være slam king af Manchester kræver nok heller ikke alverden, da jeg kunne forestille mig, Ingested er det eneste slam-band derfra, men det var da en flot præsentation. ”Mouth of the Abyss” bød da også på en god omgang brutalitet, så helt løgn var udsagnet ikke. De af publikum, der var kommet for at se Ingested, virkede dog bedøvende ligeglade med dette udsagn. De havde mere travlt med at crowdsurfe, stagedive, og afprøve, hvor hårdt man kunne headbange, inden man brækkede nakken. Desværre var det kun de mere inkarnerede, Ingested for alvor fik fat i. På trods af vokalist Jay Evans imponerende entusiasme kunne han ikke overvinde det faktum, at langt størstedelen af publikum nok var kommet for at se Decapitated, og at en del andre stadig var ramt af granatchok efter Lorna Shores optræden. Andet sidste nummers brutalitet ramte et glimrende niveau, men den lille pause inden afslutteren ”Better of Dead” var grebet desværre ikke stærkt nok til at overleve. Det var dog en værdig afrunding på Ingesteds første møde med den jyske befolkning, om end det kun var de inkarnerede fans, der fik tævet hinanden sønder og sammen. At lilletrommen skulle lyde som en knastør blikdåse, var måske heller ikke noget, der vandt bandet flere fans. Den lyd var og er en smagssag.

6/10

Beyond Creation

Efter Ingesteds slamfest var tiden kommet til aftenens proggede indslag. Bevæbnet med guitar og bas uden hoved og med en frontmand, der lignede en krydsning af David Spade i filmen Joe Dirt og Mikael Åkerfeldt, gik de stille ind på scenen. Hvad man manglede af teknisk død ved Viscera, fik man i den grad igen ved Beyond Creation. Åbneren ”Entre Suffrage et Mirage” og efterfølgeren ”Earthbound Revolution” bød på en overflod af legesyge taps, forvirrende sweeps og alt andet, man ellers kunne drømme om at inkorporere i en omgang progressiv død. Men samtidig gjorde Beyond Creation ikke deres riffs og melodier mere komplicerede, end de burde være. De forstod kunsten i at være udadvendte og kaste en imødekommende melodi af sig, og når publikum bed på krogen, så blev de halet ind i bandets nørdede univers. Specielt ”Algorythm” gjorde godt brug af denne taktik. Den virkede dog ikke så effektivt, som man kunne have håbet; der var ikke megen bevægelse eller aktivitet at spore blandt de fremmødte. En del lignede nogle, der faktisk bare ventede på, Beyond Creation var færdige, og Decapitated gik på.

Men trods de sure miner fra nogle af tilhørerne var bandet nærmest lutter smil, specielt bassist Hugo Doyon-Karout nærmest strålede af spilleglæde og fornøjelse. Beyond Creation var et band, der bestemt gerne ville være her denne aften. Inden bandet satte gang i sidste nummer, sagde vokalist Simon Girard lidt drilsk: ”Let’s see if you recognize this one”, og at dømme efter den jubel, de første toner frembragte i salen, var der ingen tvivl om, at der var mange til stede, der genkendte nummeret. Det var selvfølgelig bandets mest populære nummer, der var tale om: ”Omnipresent Perception”. Et yderst lækkert nummer og en perfekt måde at runde et vellydende og velspillet prog-sæt af på, selvom man godt kunne have ønsket et noget mere deltagende publikum.

7/10

Decapitated

Så var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn, mægtige Decapitated – velsagtens en af Polens største metaleksporter. Hvorfor de – af alle – valgte at gå på til en omgang tramp og tråd i stil med Korns dubstep-mareridt, er dog et spørgsmål, der må gå ubesvaret. Men ellers skreg vokalist Rafał Piotrowski: ”DENMARK!”, og så blev der ellers sat i gang med ”The Fury”. Et meget ligeud ad landevejen-nummer, der bestemt fik blodet til at pumpe. Entusiasmen for at starte en pit efterlod da heller ikke meget tvivl om, hvem folk var kommet for at se; det tog rundt regnet to sekunder, inden folk begyndte at ramle sammen. Energien var dog ikke helt til at kunne holde den kørende voldsomt længe, hvilket var kendetegnende for koncerten. Det var søndag, og langt de fleste skulle tidligt op mandag morgen, hvilket Rafał da også pointerede. Publikum forsøgte dog at adlyde mandens mindste vink. Specielt når han selv begyndte at svinge med sine meterlange dreads, og nummeret var ”Earth Scar”. Blev man ikke revet bare en anelse med på dette tidspunkt, skulle man måske overveje, hvorvidt man var lavet af sten og ikke kød og blod. Resten af bandet virkede en anelse stive i det og gjorde ikke meget væsen af sig. Om det var, fordi Decapitated havde haft en lang pause inden denne tour, og der derfor skulle bankes en del rust af, er ikke til at sige, men der blev ikke gjort et eneste forsøg på bare at tage en smule af rampelyset under de instrumentale stykker. Man kunne have forstået det, hvis det var en omgang venstrehåndsarbejde, der blev leveret fra Vogg og co., men specielt den man spillede aldeles glimrende denne aften, så hvorfor han ikke førte sig selv mere frem, var mig en gåde.

Da vi rundede cirka halvvejs i koncerten, blev fokus lagt på de ældre og mere tekniske numre, og da passede denne tilbagetrukne stil ganske glimrende. Bandet lod den tekniske brutalitet tale for sig selv og eksekverede hvert riff med millimeterpræcision. Selv når tempoet blev sænket en anelse ved ”Spheres of Madness”, gjorde det udelukkende, at hvert slag ramte en tand hårdere, og nummeret blev en tand tungere. Dette var en perfekt forløber for aftenens uigenkaldelige sidste nummer, titelnummeret fra debutpladen: ”Winds of Creation”. En næsten tyve år gammel sag, der om muligt er kommet til at lyde endnu bedre med årene. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dette hæsblæsende tonstunge nummer var en af ganske få ting lavet i Polen, der ville kunne have stoppet Hitlers Blitzkrieg. Dette var bestemt ikke Decapitateds bedste koncert, men den blev rundet af med manér; det var der ingen tvivl om.

7/10

Tilføj kommentar