Foto: Claus Ljørring
Foto: Claus Ljørring

Copenhagen Metal Fest 2026 - Shadowspawn

BETA2300, København S

Officiel vurdering: 9/10

Danmarks højeste bundniveau? 

Den sjællandske dødsmetalkvintet Shadowspawn indhentede intet mindre end ni skaller for deres seneste album, Cadaver Dogs, der blev udgivet tidligere i år. Her blev der blandt andet talt om, hvorvidt der fandtes et dansk dødsmetal band, som havde højere bundniveau end Shadowspawn?

 Claus Ljørring

Bandet har tidligere besøgt Copenhagen Metal Fest i 2021, hvor det blev til en fremragende koncert fredag aften i ZebU. Tidligere i år var Heavymetal.dk også forbi Metalized Tour i Aarhus, hvor Shadowspawn varmede op for en nærmest tom sal. Så hvad havde publikum egentlig ventet, fredag aften, da scenen var opgraderet til BETA, og forholdene gunstige for at sætte ild til Amager?

Nogens far er ganske enkelt bare sejere end min

Der var pænt fyldt på Beta før koncertstart, og den lavmælte summen i rummet vidnede om, at mange havde glædet sig til at se Shadowspawn. I modsætning til det mere forbeholdne ovennævnte publikum i Aarhus lod det i den grad til, at københavnerne favnede bandet fuldt ud.

Uden skyggen af nykker trådte de velforberedte bandmedlemmer ud på scenen flere minutter før tid for at hilse pænt på de fremmødte. Da teknikken drillede en smule i starten, råbte bandet et kontant ‘er I klar?’, som publikum prompte svarede på og råbte tilbage ‘er I klar?’ Gruppen introducerede muntert deres fælles adoptivbarn Bjarke, der tilsyneladende havde spist den tidligere rytmeguitarist til morgenmad. Da musikken endelig brød ud, ramte stortrommens rytme publikum som et rent straffespark direkte i brystet, og koncerten var i gang hurtigere end du kan sige Shadowsp…

 Claus Ljørring

Publikum udgjorde et usædvanligt modent dødsmetal-publikum; man fik følelsen af, at mange i salen havde dyrket genren i flere år, end undertegnede har været på jorden. Misundelsen var til at tage og føle på, da flere af bandets medlemmer snildt kunne medvirke i en shampoo-reklame for Head & Shoulders, noget, som undertegnede har måtte kigge langt efter. Den musikalske modtagelse var dog fremragende, og bemærkninger som ‘hold kæft, de er gode!’ faldt flittigt mellem sangene.

Bandet fremstod fuldstændig lige så charmerende, som musikken var hård. Der var ingen billig palaver på scenen – blot et rutineret orkester, der var mødt op for at ødelægge alt på deres vej. Velleverede growls, tremolopicking og en hypnotisk stortromme tryllebandt publikum fra start til slut.

Mellem numrene var humøret højt, og interaktionen var dejligt upoleret. ‘Har I det godt nede bagved? Jeg har ikke briller på, så jeg kan ikke se det’, understregede den uhøjtidelige tone, og da der blev skålet i vand, blev der også kvitteret med ‘jeg er i bil’ – tørt og sjovt.

 Claus Ljørring

Der kom for alvor gang i pitten under ”Heir to the Profane”. Bandet leverede et knivskarpt og teknisk tight ensemble uden at slække på det iboende onde udtryk. Det er sjældent at opleve musikere skifte fra gæve og hyggelige til direkte uhyggelige på få sekunder, men forsangeren, ‘Kaptajnen’, på scenen holdt taktstokken fast og styrede togtet sikkert i havn uden skavanker. Særligt ”Cadaver Dogs” stod  som et stærkt højdepunkt, der satte yderligere skub i feltet.

Hurra for sjællandsk dødsmetal

Der var ingen bullshit, blot gedigen råstyrke og eksekvering, inklusive forrygende guitarsoloer affyret fra et otte-strengs ESP-monster. Alt i alt mønstrede de tre mænd på strengeinstrumenter hele 20 strenge tilsammen, og lydbilledet sad lige i skabet med en så mørk og massiv bund, at det mærkedes i hele kroppen.

Shadowspawn var gæve uden at være bøvede og rutinerede uden at være kedelige. De satte Beta i skakmat med deres oldschool dødsmetal og leverede en lækker koncert fra start til slut.

 Claus Ljørring

SÆTLISTE

  • Bonesong
  • The Apostate
  • Devils Breath
  • Retribution
  • Heir to the Profane
  • Cadaver Dogs
  • Requiem of the Dispossessed
  • Spawn of Darkness
  • Under The Blood Red Moon
  • Demonized and Blasphemous