Danmarks skyggeyngel leverer igen
En hel håndfuld
Findes der egentlig et dansk death metal-band med et højere bundniveau end Shadowspawn? Jeg tror det ikke. Siden den efterhånden elleve år gamle debut, Ashes of Sorrow, har kvartetten været yderst leveringsdygtige i god gedigen death metal med masser af groove, dybde og ikke mindst tonstunge riffs; senest eksemplificeret ved det fabelagtige album Blasphemica fra 2023. Vi taler om fire plader i streg, som på ingen måder har skuffet; kun imponeret med deres gode og solide death metal, der aldrig har været stringent bundet til nogen af genrens konformiteter eller konventioner.
Nu er gruppen klar med femte langspiller, Cadaver Dogs, hvor bandet allerede på forhånd har varslet, at de har rystet posen en anelse. Men bare rolig, kære læser. Det er slet ikke så meget, at man ikke kan kende dem. Og det er kun til det endnu bedre.
Fuld fart med frygtindgydende fræs og finesse
Shadowspawn har alle dage været et band, der trives bedst med størst mulig frihed. Som de for nyligt fortalte, da vi besøgte dem i øvelokalet, har de denne gang haft rigeligt med tid til at skrive og indspille, da de har stået for hele baduljen selv. Med bassist Kelvin Dam ved knapperne samt et band, der har afprøvet og eksperimenteret med forskellige typer af vokal, trommeteknikker og smagsprøver fra andre genrer, har bandets fire medlemmer søgt lidt ud af deres komfortzone. Det høres tydeligt på “The Apostat”, der er en hurtig lille sag. Slagkraftig og potent med en toptunet Bue T. Jensen i front, lækre riffs fra Nicolai Cheung og en i det hele taget fænomenal lyd. Selv siger bandet, at de aldrig har lydt bedre, og det kan man kun give dem ret i. Titelnummeret er ligeledes en fornøjelig og hårdtslående omgang, hvor især de lettere black metal-inspirerede trommer fra Lukas Meier imponerer i samspil med den flotte produktion. For pokker, hvor han i øvrigt har løftet hele lydbilledet og dermed også Shadowspawns samlede udtryk. Hans bidrag bag gryderne er bestemt ikke blot sovs og kartofler. Lyt bare til “He Who Slept In Fire”, “Heir To The Profane” og “Hollow Gods”: Tre skæringer af rendyrket ondskab med trommespil af en anden verden.
Cadaver Dogs er dog ikke udelukkende bulder, brag og brændte dæk. Shadowspawn har altid været gode til at give musikken et detaljerigt og sofistikeret præg, og det er heldigvis tilfældet endnu en gang. Og faktisk er der lidt mere end sædvanligt. Samspillet mellem guitar og bas på afslutteren “Demonized and Blasphemous” er blot ét eksempel på passager, der er helt eminente og fantastisk godt skrevet. Det er teknisk øreguf for de nørdede og melodiske dødslækkerier for alle death metal-fans. Kæmpe ja tak! Ligeledes er der igen perfekt balance mellem det tonstunge og de lækre små finesser på “Devil’s Breath Retribution” og det brutale “Requiem Of The Dispossessed”, der er to af pladens absolutte højdepunkter. Man aner lidt elementer af svensk melodisk død her og der, men man må ikke tage fejl. Det er umiskendeligt Shadowspawn, og vi skal være stolte af at have et dansk band, der besidder så imponerende et niveau, når det kommer til overordnet udtryk og unik selvstændig lyd bestående af alt det bedste, genren har at byde på.
Bravo!
Med Cadaver Dogs har Shadowspawn uden tvivl rystet posen en anelse, men det er ikke så meget, at man ikke kan genkende deres lyd efter ganske få øjeblikke. Bandet er tilhængere af udvikling og afprøvning af nye ideer, og igen munder denne tilgang til musikken ud i en fremragende plade. Her er ingen kedelige øjeblikke, men derimod smæk på fra start til slut. Inddragelsen af elementer fra andre metalgenrer, et større fokus på melodi og ikke mindst de ryk, som de fire herrer har taget på hver deres individuelle front, bidrager alt sammen til en aldeles solid death metal-udgivelse. En udgivelse, som Shadowspawn selv har skabt ud fra en filosofi om ikke at lade sig låse af konventioner eller forventninger, men derimod lade lysten og groovet styre retningen. Det er autentisk, helstøbt og fandens fængende.
